Tanker, følelser og alt det, der følger med, når man mister nogen, man elsker, til selvmord.
Tanker og følelser
Hvilke tanker og følelser går der igennem kroppen på en person, der er lige ved at tage sit eget liv? Det spørgsmål kan jeg godt selv svare på, da jeg selv har en del selvmordsforsøg bag mig; for som I nok kan regne ud, har ingen af dem helt lykkedes. Men hvilke tanker går der så igennem kroppen på en person, der er så ufattelig tæt på døden, at der ingen vej er tilbage? Er det følelsen af fred? Angst? Eller følelsen af fortrydelse?
Følelsen af at det ikke er sandt
Det har jeg ikke svaret på, men det har min veninde, som jeg mistede i sidste uge, desværre. Min veninde havde i mange år kæmpet med sine indre dæmoner, og i sidste uge vandt de desværre over hende. Det er ikke for på nogen måde at lyde egoistisk, men nu hvor jeg sidder her tilbage, kan jeg ikke andet end at føle en masse følelser selv. Følelser som ulykkelighed, vrede, håbløshed, tomhed og en følelse af, at det ikke er sandt. At hun ikke er død. Jeg tjekker dagligt, ja, flere gange om dagen hendes facebook i håbet om, at hun har lagt noget op. Måske en selfie af hendes varme smil og hendes charmerende øjne. Men nej. Det eneste, der kommer op, er folk der siger et sidste farvel. Jeg kan tydeligt se, at der var utrolig mange, der holdt af hende. Men vidste hun egentlig selv godt det? Eller var tristheden og håbet for livet så langt nede, at det overskyggede alt?
Indre dæmoner
Har hun så fået fred nu? Fik hun det, hendes triste hjerte hungrede så inderligt efter? Det håber jeg virkelig for hende. For selvom jeg så inderligt håber, at hun er sluppet af med al hendes smerte, så ved jeg også godt, hvor netop al den smerte nu er henne. Den er hos alle os, der elskede og holdt af hende. Hendes familie, hendes venner og veninder, hendes bekendte og hendes nære. Det er en smerte, jeg ikke kan forklare med ord, men jeg prøver alligevel. Det er en konstant trykken for brystet. En trykken, der ikke vil gå væk. Det er en tomhed, som jeg aldrig har følt så voldsom før. Jeg har før mistet folk, jeg elskede, men jeg har aldrig mistet nogen til selvmord.
Smerte
Det er en helt anden form for smerte. Det føles så uretfærdigt og så ulykkeligt på samme tid. Jeg sidder her tilbage med en følelse af, at jeg kunne have stoppet hende. Eller skrevet til hende, så jeg måske kunne få vendt hendes tanker; selvom jeg inderst inde godt ved, at det kunne jeg ikke. Det var et valg, hun tog. Men tanken er der alligevel. Tanken og skyldfølelsen om, at jeg skulle have skrevet noget oftere, eller mødtes noget mere med hende, men jeg ved også godt, at de ting går begge veje, når begge har deres dæmoner at slås med.
Et sidste farvel
Når jeg lukker mine øjne, ser jeg hende for mig. Nogle gange smiler hun kærligt til mig, andre gange ser jeg hendes livløse krop. Netop det gør, at jeg ikke tør lukke mine øjne om natten, når jeg skal sove. Så jeg sover for det meste kun, når øjnene ikke længere kan holde sig selv åbne. Jeg kan heller ikke lade være med at snakke til hende, for på det sidste har hun svaret mig med den roligste stemme, jeg i lang tid har hørt. Det giver mig en form for ro, også selvom jeg ved, at stemmen, jeg hører, ikke er rigtig, og at det bare er mit hoved, der spiller mig et pus, og at det er en sorgproces, jeg er i gang med. Men der er vel ikke kun en måde at komme igennem den på? Vi alle har vel hver vores måde at komme igennem den på og med tiden lade de destruktive og ulykkelige tanker blive mindre påtrængende og i sidste ende lære at leve med hendes valg. Et valg, hun tog i (måske) desperation og frustration. Et valg, hun aldrig kommer til at kunne ændre. Nu må os efterladte bare prøve på at huske på alle hendes gode værdier, hendes kærlige sjæl og vores gode minder. Det er nemt nok at sidde her og få det til at lyde så nemt, for det er det absolut ikke. Inderst inde har jeg lyst til at råbe og skrige, smide rundt med alt, jeg kan komme i nærheden af, og græde mine øjne ud, indtil der ikke er flere tårer tilbage i min krop. For tanken om, at jeg aldrig fik lov at sige, hvor meget jeg elskede hende, give hende et sidste kram eller sige et sidste farvel, ødelægger mig i tusinde stykker.