En tekst om følelser og tanker om lige netop det, ikke at kunne se eller mærke det gode vejr, når alt, man føler, er frygt og tristhed.
Når glæden er væk
For selvom solen skinner udenfor, og forårsblomsterne kommer op i fuldt flor, kan jeg bare ikke mærke den glæde, de andre føler. Det er, som om at der hele tiden hænger en sort sky hen over mit hoved og skygger for alt det positive og lykkelige. Det er, som om at jeg er fanget i mit eget dystre og triste sind, der kun formår at tænke på, hvornår livet er omme. Jeg kan sagtens se, hvor smukt det er og alt det der, men for mig betyder det ikke noget lige nu. Det er der ikke ret meget, der gør. Og når folk så siger, hvor glade de bliver over lidt solskin og et par fesne solstråler, bliver jeg helt ulykkelig inden i. Jeg vil også mærke glæden. Jeg vil også mærke varmen. Men i stedet sidder jeg inde bag låste døre og græder, når ingen ser mig.
Frustration over manglende glæde
Jeg har lyst til at råbe og skrige mine lunger ud, smide med alt, jeg kommer i nærheden af, og gemme mig så langt væk, at jeg ikke bliver fundet nogensinde igen. Men det gør jeg ikke, nej, i stedet sidder jeg i min seng det meste af tiden og stirrer tomt ud i luften eller fylder mine lunger med den giftigste røg fra de billigste smøger, jeg kan finde. Det er ikke, fordi jeg ikke vil føle glæden, men jeg kan simpelthen ikke finde den. Den føles så fremmed og uvirkelig. Måske er det, fordi den har været væk så længe, hvem ved.
Triste og ulykkelige tanker og følelser
Selv når jeg kysser min elskede kæreste, kan jeg ikke helt kun føle glæde. For jeg tænker også på, når jeg ikke længere er her, og dermed efterlader ham alene, til fordel for mit eget måske egoistiske valg. Et valg folk siger, at jeg ikke skal tage, for jeg er jo stadig så ung, og meget kan nå at ændre sig, men kan det nu også det? For når jeg ikke engang kan mærke varmen helt hos den mand, jeg elsker af hele mit hjerte, hvordan skulle glæden for livet så komme tilbage? Og hvordan skulle den grå sky forsvinde, når jeg hver dag fodrer den med dystre tanker og planer? Vil jeg nogensinde finde sjælefred? Eller er det en endeløs rutsjebanetur i helvede? Hver aften jeg går i seng, håber jeg, at mit hjerte stopper endnu en gang, men om morgenen når jeg så vågner og finder ud af, at det ikke skete, mærker jeg en ulykkelig følelse inden i. For nu skal jeg igennem endnu en dag i regn og torden. Jeg drømmer om sol og varme, tro mig, det gør jeg. Men efterhånden mister man bare lidt troen, og til sidst sidder man alene i sin egen elendighed, fordi man har skræmt alle sine venner og bekendte væk, ubevidst. Sådan har jeg det i hvert fald.
Håb og drømme
I det jeg sidder og skriver dette, kigger jeg ud ad vinduet på min stue. Jeg kan høre fuglekvidder og folk, der ler. Gid det var mig. Men måske, måske kommer det en dag. Måske vil jeg igen mærke glæden og varmen? Måske vil jeg igen en dag se det gode vejr uden for de låste døre. Jeg holder stadig fast i håbet. Altid.