Jeg sidder lige nu på en lukket psykiatrisk afdeling, egentlig ikke fordi jeg som sådan har brug for at være på en lukket afdeling (i modsætning til alle de andre gange, jeg også har været her..), men fordi der er nærmest uendeligt lang ventetid på en specialiseret døgnplads, og jeg er for syg til at være derhjemme.

Jeg har anoreksi.

Jeg har anoreksi, har haft det i mange år, og nu vil jeg bare så gerne ud af det. Jeg gider ikke det lorteliv mere, jeg gider ikke være styret af en vanvittig tvangsmotion og – ja – hele den del der handler om kalorier. Jeg gider ikke mere at ikke være i stand til at føre en almindelig samtale fordi 1) jeg kun kan tænke på mad og at jeg skal ud at gå og 2) jeg er alt for udmattet til overhovedet at høre efter, hvad der bliver sagt. Jeg gider ikke være nødt til at planlægge min dag minutiøst ud fra, at jeg pinedød skal følge alle mine regler for alting. Jeg gider ikke længere ikke kunne holde til at være mor for min datter, fordi jeg er for træt eller har angst. Jeg gider ikke længere sidde ved middagsbordet og skulle finde på undskyldninger over for min datter, som undrer sig over, at min tallerken ser væsentligt anderledes ud end hendes og fars. Jeg gider ikke være nødt til at sige nej til invitationer, fordi jeg er bange for, hvad de serverer – eller få angstanfald fordi jeg siger ja, selvom jeg ikke ved, hvad de serverer. Jeg gider ikke blive ved med at gå min krop fuldstængigt i stykker ved at være nødt til at gå 22 km om dagen i alt slags vejr og på trods af smerter i efterhånden hele bevægeapparatet.

Jeg var så forpint, da jeg blev indlagt subakut her, hvor jeg er nu, fordi jeg på den ene side var så styret og tyranniseret af anoreksien og på den anden side var nået frem til en bevidsthed om, at jeg VIRKELIG ikke længere ønskede det liv for mig selv mere – men ikke var i stand til at gøre noget ved det selv. Allermest grelt var det, da jeg få dage før indlæggelsen en dag under en smertefuld gåtur faldt sammen på et autoværn på en motorvejsbro, ude af stand til at bevæge mine ben ét skridt mere, og i silende regn sad og hulkede i lige dele fortvivlelse og udmattelse. Lige dér stod det så lysende klart for mig, at jeg hverken kunne eller ville fortsætte på den måde.

Og så er ventetiden på en specialiseret døgnplads op til 2 måneder, og i mellemtiden sidder jeg så fast her på en almen lukket, hvor jeg føler mig som Palle alene i verden og ganske vist får mad men ingen behandling. Og imens den ene begivenhedsløse dag tager den anden, glider motivationen ganske langsomt ud mellem hænderne på mig. Det bliver sværere og sværere at mærke, HVOR gerne jeg vil det her, i takt med at den ekstreme forpinthed glider langsomt i baggrunden, og at jeg græder mig igennem det ene måltid efter det andet i løbet af dagen, går i seng, står op og starter forfra i hvad der føles som en uendelighed.

2 måneder. Kan det virkelig være rigtigt, at det skal være så svært at få lov til at få behandling for sin spiseforstyrrelse???

Men okay, 2 måneder.. Jeg tæller ned! Og håber at det bliver kortere!

Gør alt hvad jeg kan for ikke at fortabe mig i uoverskueligheden.

Gør alt hvad jeg kan for at holde fast i, at nu skal anoreksien kraft********* have sparket!

Gør alt hvad jeg kan for at minde mig selv om, at nu er det min tur til at leve!

Gør alt hvad jeg kan for at blive ved!

2 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Kære Emerenze!

    Jeg har været bekendt med fænomenet spiseforstyrrelser i mange år, hos andre. Efter gennem årene at have læst en del artikler om dette fænomen, af forskellig beskaffenhed, har dette efterladt det indtryk hos mig, at der er tale om et kompliceret problem med mange aspekter, og at en nøjere udredning af disse kan være afgørende for, hvordan man griber problemet behandlingsmæssigt an.

    Jeg selv har sådan set ikke en spiseforstyrrelse, men har gjort den iagttagelse, at hvis jeg er sammen med personer, der i voldsom grad problematiserer det at spise, påvirker det mig på en meget uheldig måde, idet jeg har en tilbøjelighed til at “absorbere” denne problematisering, så at den bliver gældende for mig selv. Derfor foretrækker jeg at være sammen med personer med en normal spisefunktion, og jeg kan slet ikke beskrive den glæde, jeg føler, når jeg ser nogen spise på en velstruktureret måde med god appetit. Der er jo også det, at mit tandsæt ikke er så godt som tidligere, så det er mig lidt sværere at spise end for andre. Jeg er vel egentligt altid lidt sulten, og dette giver anledning til de herligste madfantasier. Men jeg har tilbøjelighed til at tabe i vægt, og min mæthedsfunktion er knivskarp – mens andre, med problemer med vægten, ikke synes at være i besiddelse af denne mæthedsfunktion. Egentligt er dette med sult/at spise/mæthed jo et psykologisk raffineret arrangement fra naturens side, som vi alle er afhængige af fungerer, men dette indgår jo i den langt mere omfattende problemstilling, at vi alle er afhængige af at psyken i det hele taget fungerer. Alene det nærmere at definere, hvad dette går ud på, er jo emnet for dette organ.

    Mange hilsner fra Arne

    Svar
  2. maya kany holm funaguchi

    Faldt lige over artiklen. Jeg synes du er skide sej! Og jeg er sikker på du kan slå sygdommen med de ressourcer du besidder. Håber du er et bedre sted i dag.
    Mange tanker, Maya

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.