Dejlige nyheder

Det er snart lang tid siden, jeg sidst har skrevet. Der er sket rigtigt mange ting både privat og arbejdsmæssigt.

Endelig har jeg fået en afklaring ang. mit arbejde, som jeg skrev om sidst. Bare lige ganske kort har jeg været sygemeldt fra mit fleksjob i flere måneder pga. stress. Med hjælp fra min fagforening er der endelig kommet styr på denne del, hvilket jeg har været meget lettet over.

Fra den 1. okt. er jeg ikke længere ansat, da min arbejdsgiver ikke kan imødekomme mine skånebehov. Det har virkeligt været et langt sejt træk med ekstrem mange opkald og informationer. Jobcentret har overhovedet ikke været til nogen hjælp, desværre er det ikke nogen nyhed.

Privat har det været noget anderledes, at min datter havde fjernundervisning herhjemme. Det er gået forbavsende godt, på trods af hun er ordblind. Hun har bedre kunnet koncentrere sig, da hun ikke blev forstyrret af de andre i klassen. Til sidst savnede hun virkelig sin skole, og jeg savnede en mere almindelig hverdag.

Jeg har desværre haft en rigtig svær periode, så mit overskud har været helt nede. Stress gør det ikke nemmere med OCD, tilbagevendende depressioner og angst.

Så der har været mange dage under dynen og masser af tårer, fordi jeg har følt mig som en fiasko efter mit første fleksjob. Jeg ved godt inderst inde, at det er jeg jo ikke.

Mit lyspunkt i mine svære perioder er min søde datter. Jeg var så glad for, at vi endelig kunne komme på ferie i år. Jeg har fået sparet lidt penge sammen , så vi kunne komme ud og opleve noget helt nyt.

Vi var på et hotelophold med badeland. Tre overnatninger på Scandic – The Reef, som ligger i Frederikshavn. Det var kun min datter og mig, som var afsted. Hotellet lå rigtigt godt, for jeg kunne også besøge min familie, som bor i nærheden. Kan varmt anbefale dette hotel. Deres badeland var inspireret af Caribiens varme med lyde af tropisk torden og fuglesang.

Det har været en så fantastisk tur, som vi sent vil glemme.

Jeg havde min datter tre uger af sommerferien, hvilket godt kan være svært at få tid til at gå med noget hele tiden. De sidste tre uger er hun hos sin far. Det kan være hårdt at undvære hende så længe, når jeg har hende hver anden uge. Omvendt er det også meget intenst at holde ferie med en pige med krudt i røven og så have en mor, som løber tør for energi en gang imellem.

Vi kom godt igennem ferie, så nu glæder jeg mig til hverdagen igen.