Et liv uden stemmer

Når ny medicin fjerner stemmerne, træder ensomheden ind. Og hvad gør man så? 

 

Starten af mit sygdomsforløb

Jeg har i mange år kæmpet med stemmer, syner og vrangforestillinger og har derfor for omkring 8 år siden fået en skizofrenidiagnose, som bare 14 årig. Det har været negative stemmer, der for det meste nedgjorde mig og alt, jeg fortog mig, men også nogle lidt mere positive nogle. For eksempel kunne de finde på at rose mig eller spørge, hvordan jeg har det. Jeg havde endda en, der altid sang for mig.

Starten på ensomheden

Mine stemmer kom og gik lidt, som årene gik, og  jeg vidste aldrig, hvornår en af dem ville forsvinde. Nogle af mine stemmer var der kun i kortere tid, hvorimod en af dem har været der siden starten. Men nu, ja nu er en anden snak. For nu er der ikke meget snak tilbage fra dem. Og det er vel meget positivt, men når man er vant til snak og hvisken dagen lang, er stilheden ikke speciel rar at være i. Stilheden føles faktisk ensom og ubehagelig.

Ny medicin, hvad gør jeg nu?

Jeg er begyndt må noget nyt medicin, et præparat, som normalt oftest bruges som sidste udvej, da der er mange bivirkninger. Jeg har i årenes løb prøvet stort set alle former for antipsykotisk medicin, og intet har rigtig haft den ønskede effekt. Men nu er jeg startet på noget nyt, og bare efter kort tid har jeg kunnet mærke en lille bedring. Lægerne vil sikkert synes, at det er fantastisk, at der endelig er noget, der har fjernet noget af al larmen i hovedet, men der er jeg desværre ikke helt enig. Jeg burde jo være rigtig glad og taknemlig, men jeg er derimod rimelig trist. For selvom stemmerne ikke altid var særlig søde overfor mig, savner jeg dem. Jeg savner altid at have en form for selvskab. Også selvom at det var et negativt selvskab.

Stilheden gør ondt

Stilheden gør ondt. Stilheden får alle mine egne tanker i gang. De kører med 180 i timen, de kører så hurtigt, at jeg ikke selv kan nå at finde ud af, hvad jeg selv tænker. Der er bare kaos. Et stort kaos af tanker. Men midt i kaosset er der stille og ensomt. Det er svært at forklare og måske endnu sværere at forstå, men bare det med at der næsten altid var en, jeg kunne snakke med eller høre på, gjorde, at jeg aldrig følte mig ensom. Nu hvor de er væk, mærker jeg mig selv på en helt anden måde. Og det er ikke altid en særlig behagelig måde.

At vælge den rigtige sti i livet

Jeg har ikke specielt mange venner og veninder, og nu hvor jeg er indlagt, er det svært ikke at føle sig ensom. Ensomheden er faktisk så massiv og gør mig så utilpas, at jeg har overvejet at stoppe på medicinen, kun for at få larmen tilbage. For selvom det lyder skørt, var selv de onde stemmer mine venner. De har været der i godt og ondt, i gode tider og i de dårlige. Men hvad gør jeg så nu? Accepterer jeg, at der nu ikke altid er nogen på første etage, eller vælger jeg den negative sti i livet og stopper på medicinen, som for første gang har en effekt på mig?

Jeg er stærk, og jeg skal nok klare det her!

Jeg er udmærket klar over, hvad min omgangskreds ville have mig til at vælge, og nu hvor jeg tænker over det, er det vel egentligt også det eneste rigtige at gøre. Også selvom det gør så pokkers ondt og føles så ensomt. Måske må jeg prøve at leve i stilheden og acceptere, at det er sådan, det nogle gange føles at få det bedre. For de sidste 2 år har været et sandt mareridt, så måske er det her virkeligt et tegn på bedring? Jeg ved det ikke, men noget inde i mig vil kæmpe. Også selvom det bliver uden dem ved min side.  

En kommentar

  1. Arne Nielsen

    Hej Desirée!

    De problemer, du opruller, er indviklede. Jeg har selv haft stemmer, og i begyndelsen var det svært at lære at skelne mellem egne stemmer, og så stemmer, der var virkelige. Men efterhånden fik stemmernes tilstedeværelse vanens præg – selvom de bevirkede, at min adfærd, set udefra, nok var lidt aparte. Jeg kender godt den der ensomhed og tomhed, når medicinen har fået bugt med stemmerne.

    Men jeg er sidenhen kommet til den opfattelse, at ensomhedsfølelse også, udover at bunde i faktisk alenehed, også kan være et symptom på psykisk sygdom. Hvor ved jeg nu det fra? Jo, for efter at jeg begyndte på tospors-behandling, både med antipsykotisk og antidepressiv medicin, er min ensomhedsfølelse forsvundet, selvom jeg tilbringer megen tid alene.

    Og så er der endeligt tidsfaktoren. Kurering af alvorlig psykisk sygdom tager tid, ofte lang tid. Derfor er jeg lidt skeptisk overfor en rapport, der beskriver et øjebliksbillede – selvom det naturligvis er relevant i henseende til at udbrede kendskab til de problemstillinger, psykisk syge stilles overfor, hvadenten de er på vej til helbredelse eller ej. Mit bedste råd er at have det lange lys på, og se, hvad fremtiden bringer, med den behandling, du nu er i gang med.

    Mange hilsner fra Arne

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.