I går, d. 10. oktober var det World Mental Health Awarenes Day. I længere tid har jeg været meget observant på nogle følelser, der for mig har været de sværeste og nok også mest tabuiserede følelser at skulle forholde mig til. Det her blogindlæg har været længe undervejs. Det har været svært at skrive, men næsten endnu sværere at poste. Det er, som om følelser som disse på en eller anden måde er tabuiserede eller i hvert fald svære at italesætte og imødekomme.
Ensomhed. Tomhed. Savn. Længsel. Det er nogle af de svære følelser, der sidder lige under overfladen. Tristhed. Sorg. Frygt.
Man taler om ensomhed. Men hvad nu hvis det er, fordi man mangler én at dele hverdagen med? Rundt omkring mig oplever jeg, at folk på min alder – folk, jeg har gået i skole med, familiemedlemmer og veninder, bliver gift, får børn og har en helt almindelig hverdag. Jeg er 29 år, eller snart 29. Jeg bor hos mine forældre, har ingen partner og er i terapi. En veninde er blevet gift, og jeg er knust over, at jeg ikke var med til at fejre hende og hendes mand.
Selvom jeg godt vidste, at de havde skåret ned på gæstelisten grundet de daværende coronarestriktioner, gjorde det alligevel ondt. Endnu en gang følte jeg mig udenfor. En følelse, jeg kender alt for godt. Jeg røg lige tilbage til folkeskolen, til 7., 8., og 9. klasse, der var et helvede. Jeg kunne kun se på de andre have det sjovt, jeg kunne ikke gøre noget for at være en del af fællesskabet.
Da ”han” flyttede sidste sommer for at starte uddannelse i Jylland, havde jeg en tro på, at vi kunne få det til at fungere. Jeg har så fundet ud af med tiden, at det eneste, han var interesseret i, var sex. Han udnyttede mig og de følelser, jeg havde for ham.Jeg tror ikke, det har været hverken ”hans” eller deres hensigt at udøve psykisk terror – ikke engang de er klar over, hvad de har udsat mig for. Men det er det, der sker mellem mennesker, når kommunikationen kun kommer fra den ene side. De har uden tvivl deres egne udlægninger, det her er også kun min version af diverse episoder. Det her er kun toppen af isbjerget.
Det eneste tidspunkt, jeg egentlig har det godt, er, når jeg har noget alenetid eller er hos min gudfar.
I foråret fortalte jeg om to kvinder i mit liv, der begge ventede sig. Og jeg kunne slet ikke være i mig selv af sorg, vrede, afmagt og ensomhed.
Jeg har følt mig noget så alene med disse følelser. Mest fordi det er så svært at dele. Lidt som en slags voyeur. Jeg står bare og kigger på, som en slags fluen på væggen, og ønsker kun at kunne være samme sted eller i hvert fald dele de små ting i hverdagen med en partner. Sætninger som: ”De har jo også lige alderen til det” – altså at blive gift og få børn, er den sætning, der har såret mig allermest. Det er selvfølgelig ikke sagt i ondskab, men i glæde og også uvidenhed. Der er ikke nogen, der har vidst, hvor ondt det har gjort på mig at se veninder og familiemedlemmer annoncere graviditeter og bryllupper.
Jeg har en god bekendt (veninde), der er psykolog, som jeg kan bruge. Det skal lige siges, at hun ikke er min terapeut, men jeg kan bruge hende til at læsse af på. Det har hende og jeg lavet en aftale om. Jeg drak kaffe med hende i slut september og fortalte hende om en mistanke, jeg har haft gennem længere tid. Og jeg fik den bekræftet. Jeg har været udsat for psykisk terror af nogle, der engang stod mig nær. Det her er kun min udlægning, men jeg vil kort fortælle det, jeg har oplevet.
Psykisk terror er også kendt som psykisk eller verbal vold, som jeg har fået fortalt og forstået. Man bliver nedgjort og nedvurderet, ignoreret, truet og manipuleret verbalt.
Tilbagefaldet i 2016, med overfaldet, var min egen skyld. Jeg kunne jo bare lade være med at lægge op til sex. Jeg skød jo bare mig selv i foden ved at prøve grænser af. Hvem har sagt det? Det har mine tidligere bedste venner – den ene af dem var ”ham”. Jeg havde alderen imod mig i forhold til at få børn – fik jeg at vide, da jeg var omkring de 25 år. Hvem sagde det? Det gjorde ”han”. Min seksualitet har været et omdrejningspunkt, men det har føltes nærmest som en hån. Min angst og sårbarhed har fået folk til at trække sig. De har været vant til en Maria, der ikke svarede igen – og når jeg så gjorde det, sagde fra, satte spørgsmålstegn og gav modstand, var det nemmere for dem at tale udenom og vende ryggen til. Det kan godt være, at de har prøvet at passe på dem selv ved at trække sig og give plads og luft til, at jeg kunne komme ovenpå, og de selv kunne rumme mig – men det er bare sket på en forkert måde. Jeg havde brug for mine venner. Det har jeg stadigvæk.
Ja, jeg har opnået en masse gode ting. Jeg har fået udgivet en bog, og er med i et forfatterfællesskab. Jeg har været i praktik på et forlag, har fået en veninde ud af det og et nyt bogprojekt er undervejs. Jeg er nu startet i endnu en praktik, denne gang på en planteskole. Jeg har meldt mig ind i nogle grupper på facebook, både for ensomme og dating, og håber at kunne få et netværk med tiden.
Jeg har ikke ret mange veninder, eller venner, for den sags skyld. Ikke på min egen alder. De er alle ældre end mig. Det er ikke for at få medlidenhed, at jeg har skrevet dette blogindlæg. Det er for at give et indblik i, hvad ensomhed også er, og hvordan jeg har det. Man skal ikke være ked af det på mine vegne, man skal bare prøve at forstå, hvordan der er at være en slags observant til andres lykke og kærlighed. Min sorg, ensomhed og mangel på selskab kan lyde som bitterhed. Det er det ikke. Men tænk nu, hvis der er andre der har prøvet det samme og ikke har vidst, hvordan de skulle agere. Ville de så blive kaldt for bitre? Eller jaloux? Min største frygt er at blive en dårlig mor eller slet ikke opleve at få børn. Den psykiske terror og alt det andet møg, jeg har været igennem, og stadig gennemgår, har tæret på min psyke og mine tanker om at blive forælder en dag.
Det er denne artikel, plus min psykologveninde, der har fået mig til at forstå, at jeg har været udsat for psykisk vold. Nu kan jeg bedre forstå, at jeg har reageret, som jeg har gjort.
https://altompsykologi.dk/2020/09/hvad-er-psykisk-vold/
Foto: Privat