På en tur med Outsiderens fotohold mødte jeg Alexandra, som fortalte mig om et forvildet forløb i jobcentret. I stedet for at hjælpe Alexandra med at finde et job kom hun længere og længere væk fra både arbejdsmarkedet og sine drømme. Alexandras historie gemmer på en udbredt samfundsmæssig tilstand, der hersker i vores samfund i dag, som vidner om, at det, der foregår i jobcentrene, er ødelæggende for mennesker

Af Alexandra Bogstad og
Nanna Buch-Ohlsen

På fototur i Nordvest
Jeg er taget til Nordvest for at gå med på en tur med Outsiderens fotohold. Jeg er begyndt som frivillig skribent i Outsideren, og føler mig stadig ny iblandt de andre Outsidere, som jeg lidt nervøst mødes med foran BIBLIOTEKET Rentemestervej.  Vi passerer min gamle distriktspsykiatri på Møntmestervej, og jeg kaster et tilbageskuende blik på den distriktspsykiatriske bygning og mindes med en smule sorg de mange besøg, jeg har lagt her.

Mødet med Alexandra
Vi går sansende forbi gavlmalerierne, som byder på et hav af billeder med den klare himmelblå farve som baggrund. Gavlmalerierne fortæller os om kunstens livsmod og eventyr. Idet vi drejer om hjørnet og forbi en café, der efterlader en summende sky af lavmælte stemmer bag os, er jeg faldet i snak med Alexandra, der har været i fotogruppen i et stykke tid.

Jeg lytter intenst, da vi i samtalen kommer ind på Alexandras forløb i jobcentret, som efterhånden står mere og mere i kontrast til de livfulde gavlmalerier og det næsten blændende sollys fra sensommeren. Min puls stiger, idet Alexandra fortæller, for det kommer bag på mig, hvor meget vores ubehagelige forløb i jobcentret ligner hinanden.

Mod slutningen af turen aftaler vi at snakke sammen senere, for jeg er blevet nysgerrig på i detaljer at høre Alexandras forløb i jobcentret fra start til slut.


Fra sygedagpenge til kontanthjælp
Vi sætter os i Outsiderens fælleslokale i hjørnet af det store bord, hvor vi hver mandag samles til det ugentlige redaktionsmøde. Med vand, kiks og telefonen klar til at optage har vi aftalt at mødes for at snakke om Alexandras oplevelser med jobcentret. Et kompliceret forløb med tomgangsfølelse og bristede håb.

– Det hele startede, da jeg blev fyret fra mit arbejde. Jeg var sygemeldt, fordi jeg var gået ned med stress, så det handlede først om sygedagpenge. På det tidspunkt boede jeg på Frederiksberg, men flyttede til Gilleleje hos min mor i Gribskov. Her var der et andet system. Det blev ret hurtigt uoverskueligt, så jeg blev støttet økonomisk af min mor i lang tid, fordi det var så stort et pres at være inde i jobcentret, fortæller Alexandra.

Efter et højskoleophold og efter at være flyttet til København i en periode tager Alexandra tilbage til Gribskov til sin mor og får her kontanthjælp.

– Jeg troede faktisk, at jeg ikke kunne få kontanthjælp, fordi jeg havde prøvet en gang før, men de sagde ”du har dansk statsborgerskab, så du skal selvfølgelig have kontanthjælp”. Det får jeg i nogle måneder, og jeg får god støtte til at finde jobs. Men jeg beslutter at tage tilbage til København, fordi det er der, jeg godt kan lide at være. Jeg tænkte, at de ville overføre min kontanthjælp til kommunen, men man starter forfra med at søge kontanthjælp, når man kommer til Københavns Kommune.

Der venter Alexandra en turbulent tid forude, hvor der i jobcentret hverken er plads til at få et job eller være sårbar.

Integrationsydelse – et mellemland
Alexandra skal bevise, at hun har været i Danmark samtidig med, at hun sendes i aktivering.

– Det var en lang affære. Jeg skulle finde noget bevis på, at jeg havde været i Schweiz. De havde en liste med datoer, hvor de havde registreret, at jeg ikke havde været i landet. Jeg blev megastresset over, at jeg skulle finde de datoer, hvad har jeg af kvitteringer for, hvad jeg købte ind i Schweiz?

Alexandra har en uge til at arbejde på CV’et og søge jobs. Hvis jobbet ikke viser sig efter den uge, så er det aktivering med en absurd nærighed omkring de opgaver, som hun får lov at udføre.

– Det er ligesom sidste chance for at finde et rigtigt job. Har du ikke fundet et job efter den uge, så skal du i aktivering, hvor du skal ud i parker. Hvis der er en park, og du går over stregen, hvor parken er, så må du ikke samle op her, fordi så er det dem, der arbejder i kommunens job. Så tager du jobbet fra dem. Det er meget specifikt, det du må gøre og ikke må gøre.

Imens Alexandra fortæller sin historie, tænker jeg på de mange mennesker, jeg igennem årene er stødt ind i, som på lignende vis fortæller om jobcentret. Jeg kan tilføje mit eget 10-årige forløb i jobcentret til listen, imens jeg kæmpede med tilbagevendende psykoser og indlæggelser i psykiatrien. Det er lange forløb i jobcentret med den ene sagsbehandler efter den anden, uden at det giver et reelt job, der går igen i folks historier.

Kan jobcentrets forløb for sårbare virkelig ikke gøres på en anden måde?

Jobcentre fastholder sårbare og syge i systemet
Det ser ikke lyst ud ifølge en rapport fra SIND og Psykiatrifonden (2020). Rapporten viser, at sårbare og syge holdes hen i årelange og grænseløse forløb i jobcentret, der ikke fører til jobs men derimod psykisk mistrivsel. Eksperterne bag rapporten fremlægger, hvordan sårbare og syge borgere rent faktisk bliver afskrevet fra arbejdsmarkedet fremfor at blive støttet til at varetage jobs.[1]

Aktivering i gult tøj
Der er altså mere på færde i jobcentrene, end man lige ved af. Det er ikke noget jobcentrets administrative systemer fortæller åbent om. Som aktiveret står man ofte alene og har ikke indflydelse på, hvad der sker med en, hvad også Alexandra fortæller.

– Jeg var virkelig ikke glad. I aktiveringen går man rundt i sådan noget virkelig grimt gult tøj. Den første dag, hvor jeg havde fået alt mit gule tøj på, finder jeg ud af, at hvis det regner, må de ikke sende os ud, og den dag regnede det. Så vi skulle bare have tøjet af, og så blev vi sendt hjem. Onsdagen kom, og den dag skinnede solen. Nu skal du have det gule tøj på, og de fortæller om de forskellige opgaver, der er, og så bliver man sendt ud med en vogn. Jeg blev sendt ud overfor Sydhavnstippen men på Amagersiden og så helt ude der, hvor motorvejen er, hvor de vil lave en park. Der skulle vi gå rundt og lægge træflis og laver stier.

SIND og Psykiatrifondens rapport (2020) slår også fast, at konsekvensen af de lange forløb i jobcentret er langvarige, stressende og sundhedsskadelige forløb.[2] Det er ikke ulig, hvad Alexandra eller jeg selv har erfaret.


Uklart arbejde til 25 kroner i timen
Selvom der er skarpe grænser for, hvad Alexandra må udføre af arbejdsopgaver i aktiveringen, oplever hun, at betingelserne hun arbejder under, gør hendes arbejdsindsats diffus og uklar.

– Jeg vidste ikke, hvor meget indsats jeg skulle lægge i arbejdet. Er det meningen, at jeg skal arbejde helt vildt eller hvad? Jeg prøvede at være med. Jeg har ikke noget imod hårdt arbejde, men det er 5 timer om dagen 5 dage om ugen og udover det, skal du også søge jobs. Det er rimeligt meget arbejde for virkelig ikke mange penge. Jeg regnede sammen, at jeg fik 25 kroner i timen, da jeg var i aktivering.

Inde i forløbet bliver det for meget for Alexandra, og imens corona lukker landet ned, bliver hun indlagt med en kompliceret blindtarmsbetændelse.

Omsorgs – og Hjemrejseydelse, hvorfor er jeg her?
Jeg sidder stille tilbage og mærker den kaosfølelse, Alexandra fortæller om. Som vi snakker videre, bliver det kun værre, for det er ikke den første gang, at Alexandra har oplevet det uklart og fremmedgørende i jobcentret. Omstændigheder der har været med til at forværre hendes sårbarhed og forhale hendes proces med at finde et job.

– Der var en af gangene, hvor de havde sendt mig ud i noget, der hedder Beskæftigelses- og Integrationscenter i Nordvest. Et sted, hvor du kan lære dansk. Så sad jeg der i 8 timer om dagen og skulle søge jobs. Jeg tænkte, er jeg egentlig det rigtige sted?

– Jeg havde det virkelig dårligt. Jeg spurgte dem, om det kunne være rigtigt, at jeg skulle være der? Det eneste, de sagde, var ”jamen med den nye lov så falder nogle folk igennem hullerne”. Man løber efter toget og kan aldrig nå det.

Det er ikke den enkeltes skyld, at jobbet udebliver. Det her er et strukturelt problem. Det understreger også rapporten fra SIND og Psykiatrifonden (2020). For i stedet for at afklare folk hurtigt og give dem mulighed for at træde ind på arbejdsmarkedet fastholdes folk i jobcentrets forløb, fordi det er billigere for kommunerne.[3]

For det gav ikke Alexandra noget job at være i jobcentret, faktisk blev hendes situation kun forværret og hun kom længere og længere væk fra arbejdsmarkedet.


”Man løber efter toget og kan aldrig nå det”
Under Kommunernes Landsforening står der skrevet om jobcentrenes formål, at ”formidling af arbejdskraft til virksomhederne er en kerneopgave for jobcentrene, der i de seneste år har gennemført en markant professionalisering af den virksomhedsrettede indsats”.[4]

Det er meget svært at se, hvad en sådan professionalisering skal være til for, når jobcentret i Alexandras, mit eget og mange andre menneskers tilfælde ikke formår at leve op til dets egen kerneopgave og hjælpe folk ud i jobs. For det gav ikke Alexandra noget job at være i jobcentret, faktisk blev hendes situation kun forværret, og hun kom længere og længere væk fra arbejdsmarkedet.

– Alle de gange, hvor jeg ikke har fået ydelse, tæller, som om jeg ikke har været i landet, det vil sige, der skal jeg dokumentere og redegøre for, hvor jeg har været, selvom jeg har været her.

Kan det virkelig passe at rækken af sagsbehandlere og behandlere tillader, at sårbare mennesker udsættes for et sådant pres i jobcentret?

Uden omtanke og tilfældige paragraffer
Alt imens vi snakker, vender jeg i mine tanker tilbage til spørgsmålet om, hvor psykiatrien har været henne i alt det her? Kan det virkelig passe, at rækken af sagsbehandlere og behandlere tillader, at sårbare mennesker udsættes for et sådant pres i jobcentret, som Alexandra fortæller om? For der var ingen, der tog højde for Alexandras sårbarhed i jobcentret.

– En gang var jeg inde og sige til ham, at jeg har det slet ikke godt, der er ikke noget job, jeg kan lave. Han svarede mig, ”så må du komme igen, når du har det bedre agtigt”.

Men noget skete, og nærmest ved en tilfældighed, da Alexandra selv falder over en paragraf, der fortæller, at hun er berettiget til kontanthjælp og ikke integrationsydelse. Samtidig henvises hun til en ny distriktspsykiatri, og hendes sag i systemet ændrer kurs.

Individuelt Planlagt Job med Støtte
I den nye distriktspsykiatri bliver Alexandra gjort opmærksom på et tilbud, der hedder Individuelt Planlagt Job med Støtte (IPS). Hovedformålet med IPS er at hjælpe sårbare i job på forskellig måde fx igennem deltidsjob, fleksjob eller i forbindelse med førtidspension.

– Jeg var skrevet op på en venteliste og fik en rigtig god sagsbehandler i IPS. Hun aflyste med det samme med jobcentret. Dem skulle jeg ikke have noget at gøre med mere. Jeg havde været der så mange gange.

IPS er opmærksom på, hvordan Alexandra har det, og det er som hovedregel den samme sagsbehandler, som følger en. Men det er ikke IPS, Alexandra har brug for at tale med om sin sårbarhed.

– Nej, det er mere, giv mig et job. Jeg har sagt det, jeg har brug for.

Jeg sidder tilbage med en smule lettelse men også en opgivende følelse, for hvorfor er Alexandra dog ikke blevet henvist til IPS med det samme?

Længe ventet – KAG Bipolar
I den nye distriktspsykiatri bliver Alexandra tilknyttet et projekt, som passer til hendes sårbarhed, KAG Bipolar (Klinisk Akademisk Gruppe). Til forskel fra en tidligere behandling i psykiatrien er de i KAG Bipolar ikke blindt optaget af at medicinere hende.

– Jeg synes virkelig, at KAG er godt. Det er en ny måde, at jeg får min behandling på. Jeg har samtaler om, hvordan jeg har det med medicinen. Før var det bare sådan, at nu tager du det, og så er det det. En af mine psykiatere sagde engang, ”det gode ved dig er, at du er indstillet på, at du skal have medicin resten af dit liv.” Det havde jeg aldrig i min opfattelse givet udtryk for. KAG kigger ikke kun på din behandling medicinsk men mere på en generel måde, hvordan du har det, hvad du har lyst til i dit liv, de går hele vejen rundt.

Måske er jeg lidt træt af at arbejde med mig selv, jeg vil egentlig bare gerne leve lidt.

Hvem er til for hvem?
Det har været en lettelse for Alexandra at komme væk fra jobcentret og over til IPS. Også den nye behandling i psykiatrien er Alexandra glad for. Men der er fulgt nogle ar med fra forløbet og indimellem en ambivalent følelse af, hvem der er til for hvem i systemet. Alexandra savner at få givet rum og frihed til at leve.

– Jeg er ret tilfreds med, hvordan det er lige nu. Det hele er ét sted, det vil sige, at min kontaktperson også kender IPS. Nogle gange stopper jeg op og tænker, okay jeg har virkelig mange folk, der tjekker op på, hvordan jeg har det. Nogle gange er det lidt for meget, du ved, jeg vil også gerne kunne opleve noget for at have noget at snakke om. Nogle gange kan det blive lidt for meget hele tiden at skulle analysere, det man har sagt, gjort og ikke gjort. Kender du ikke det? Jeg kan godt lide de forskellige, men jeg bruger virkelig mange kræfter på at arbejde med mig selv. Måske er jeg lidt træt af at arbejde med mig selv, jeg vil egentlig bare gerne leve lidt.

Og jo, jeg kender desværre alt for godt til, hvad Alexandra taler om.

Lad drømmene tale
Jeg havde selv drømme om at komme ud på arbejdsmarkedet engang. For mit vedkommende var det fællesskabet, forpligtelsen og engagementet, der tiltrak. Men det skulle ikke gå sådan. I dag har jeg fået fred og fundet en ro og mening med mit liv, selvom det ikke sker indenfor rammerne af et lønarbejde men en førtidspension. Men hvad med Alexandras drømme? Alexandra har masser af drømme.

– Jeg ville elske et job, jeg enten kunne tage med mig, hvor jeg kunne rejse og lave noget på computeren. Eller noget indenfor dans og teater fx som personlig assistent til en danser eller være billetsælger eller garderobedame. Bare det at kunne være i det kulturelle miljø.

– Egentlig har jeg altid gerne villet være skuespiller, men det er ikke rigtigt blevet til noget, endnu. Der var en psykiater, der engang sagde, at ”jeg kunne jo ikke være skuespiller, for det var jeg jo ikke stærk nok til”. Så blev det lagt på hylden.

– Det er sådan noget, der bliver sagt på et tidspunkt og på en måde, som hænger ved. Det tror jeg, der er meget af i psykiatrien. Folk tænker ikke rigtigt over, hvordan de siger ting til folk, der er syge, til os patienter.

Vi runder samtalen af med Alexandras drømme. Men det skurrer stadig bag drømmene. For der burde være langt mere omtanke, fornuft og medmenneskelige hensyn i både jobcentret og i psykiatrien.

[1] https://politiken.dk/debat/kroniken/art8213201/Jobcentre-%C3%B8del%C3%A6gger-alt-for-mange-liv

[2] https://politiken.dk/debat/kroniken/art8213201/Jobcentre-%C3%B8del%C3%A6gger-alt-for-mange-liv

[3] https://politiken.dk/debat/kroniken/art8213201/Jobcentre-%C3%B8del%C3%A6gger-alt-for-mange-liv

[4] https://www.kl.dk/kommunale-opgaver/beskaeftigelse/jobcentret/

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.