En pige som jeg har været indlagt med var med i en artikel, hvor at overskriften lød på at hun først efter flere år med fejldiagnosticering endelig fik den rigtige diagnose, som at hun også langt bedre kunne se sig selv i. Artiklen var en del af et tema om at autisme oftest diagnosticeret langt senere hos piger, fordi de er gode til at såkaldt maskere deres adfærd. Samt at de oftes overses af samme grund.

Jeg forstod godt hendes frustration, samt lettelse ved endelig at få den korrekte diagnose, og derved også hjælp og evt. blive mødt med en anden forståelse. Jeg har det ambivalent med diagnoser. For jeg har også selv været fejldiagnosticeret, og kender derfor også magtesløsheden over at blive puttet i en kasse, hvor at man ikke føler at man hører til. Min erfaring er at det både kan være en fordel og ulempe ved at få en diagnose. Det kan være medvirkende til selvfølgelig at forhåbentligt få den rigtige behandling og hjælp, men jeg er også af den holdning at det ikke må stå alene, og slet ikke blive så fastlåst at man glemmer at se mennesket bag. Som jeg skrev i et tidligere indlæg så er alle forskellige. Og diagnosen må endelig ikke blive hele identiteten på det pågældne indvid. For man er mere end det. Desværre kan en diagnose være alfa og omega for overhovedet at få adgang til nogen former for hjælp. Det oplevede jeg som barn, hvor at det var svært at få nogen former for støtte til mig, fordi jeg ikke var diagnosticeret med noget (endnu) omend min første diagnose senere viste sig at være en kæmpe brøler og et skud i tågen. Men nok om det.

Jeg oplever desværre at systemet også kan have et rigidt syn på diagnoserne, som er baseret på de patalogiske og diagnostiske kriterier. F.eks har jeg set flere forsøge at gøre op mod at spiseforstyrrelser ikke udelukkende skal være betinget af ens vægt, fordi at man i situationen glemmer at det er tankerne og adfærden bag som det handler om. Jeg har oplevet at der findes fordomme indenfor psykiatrien, når det kommer til diagnoser, og derved en til tider fastlåst tilgang til en som menneske afhængigt af hvad man fejler.

Jeg er medlem af en gruppe for ligesindede, hvor at en kvinde skrev hun havde fået af vide af en sundhedsfaglig indenfor psykiatrien at hun trods diagnosen ikke lignede en med skizofreni. Men som en anden skrev i tråden: “Hvordan ser man da ud når man har skizofreni?” Et rigtig godt spørgsmål som udfordrede den påstand. Flere skrev at de faktisk havde været udsat for lignende stigmatisering, hvor at de havde fået tilsvarende ting af vide, hvilket desværre ikke kommer bag på mig. Jeg ved at der findes et hav af fordomme i samfundet, men det gør der faktisk også i sundhedsvæsnet, hvilket jeg godt kan synes er en lille smule skræmmende. Jeg har selv oplevet at blive stigmatiseret afhængigt af hvilke udfordringer, som at jeg har kæmpet med på de gængse tidspunkter, selvom at “jeg” jo stadig bare var Louisa. Men diagnosen kom før mig som menneske og hvad som jeg havde brug for. Det er der hvor at jeg kan blive kritisk overfor diagnoser. Jeg er som sagt er af den tilgang at det ikke må overskygge hele mennesket bag, særligt indenfor sundhedssektoren, fordi man så kan have tendens til at møde den pågældne med et mangelsyn.

Fordommene om skizofreni leder mig tilbage til autisme, fordi at flere (særligt piger) maskerer deres adfærd og derved bliver sjældnere og senere opdaget, grundet at nogen uadtil kan virke næsten velfungerende, gode i kontakten eller ligefrem sociale, hvilket strider imod de “stereotype” forestillinger og ikke mindst diagnotiske kriterier der kan være for mennesker med den diagnose. Derfor afskriver nogen behandlere mistanken om autisme, og det kan være pokkers svært at blive diagnosticeret og få hjælpen i tide, medmindre at man ligner og opfører sig som det typiske tilfælde med autisme.

F.eks så jeg et opslag fra en mor som ledte efter en dygtig psykiater til sin søn. En som kunne se i gennem at han på overfladen var velfungerende, men derhjemme viste tydelige tegn på autisme og brød helt sammen som resultat af have en facade på udenfor hjemmet. Og hun er ikke den eneste. Jeg ved nemlig fra flere forældre, ramte og ikke mindst faglige kilder og artikler at det overstående er et stort problem. At det for nogen kan blive påstand mod påstand, fordi flere er så gode til skjule deres udfordringer at de måske ligefrem ikke kan få diagnosen og derved hjælpen tidligere. For kunne det også være interne fordomme og derudover stigmatisering i psykiatrien om autisme, som leder til at flere som konsekvens når at udvikle andre lidelser eller fejldiagnosticeres, inden at de endelig får en autisme diagnose, hvilket mange gør undervejs i forløbet. Nemlig fordi at de uadtil ikke nødvendigvis konstant er dårlige i kontakten, fungerer ringe socialt og er indelukkede som mange forbinder med lidelsen? Ikke mindst noget som skal være opfyldt for overhovedet at få diagnosen. Hvorvidt det kunne være rigtigt eller forkert vil jeg ikke hænges op på. Det er blot en tanke som jeg har gjort mig, eftersom at jeg læser at flere og flere søger behandlere som kan se bag facaden, eller skal revurderes efter mange års fejldiagnosticering. Både børn, unge og voksne.

Diagnoser kan altså være både en fordel og en ulempe, som at jeg ser på det. Personligt tror jeg at en af grundene til at jeg umildbart har adgang til den hjælp jeg skal bruge er at jeg på papiret har en af de mest alvorlige diagnoser. Kombineret med min lange og noget kaotiske historik. Hvis at jeg ikke havde min skizofreni diagnose. Gad vide hvordan jeg så ville blive mødt i dag? For hjælpen og tilgangen du kan få samt bliver mødt med kan desværre være meget afhængig af hvilken diagnose du har. Og det kan desværre blive meget fastlåst, fordi min oplevelse er at man som system kan glemme at se helheden. Det er super ærgeligt, fordi det kan føre til yderligere stigmatisering, frustrationer og give en følelsen af være sin sygdom, hvis at man ikke bliver mødt med mangfoldighed og det kan blive en selvopfyldende profeti.

På nuværende tidspunkt oplever jeg ikke kun udelukkende at blive mødt med mangelsyn, men jeg oplever selvfølgelig i en hvis grad at min behandling er målrettet at jeg primært slås med psykotiske symptomer, hvilket vel er okay da det hverken bliver for meget eller for lidt. Men hvis at jeg blev mødt med udtalelser fra mine behandlere om hvorvidt jeg lignede en med skizofreni eller ej. Jamen, så ville jeg nok også føle mig en smule stigmatiseret. For findes der egentligt en billedbog over hvordan man udseendemæssigt ser ud, hvis at man lider af det ene eller andet? Ikke mig bekendt. Jeg spørger blot af nysgerrighed.

Foto: Privat