Skizofreni – og hvad så?

Etikette

En diagnose er bare en label, der sættes på noget, som allerede er, som det er. Udelukkende deskriptiv og ikke forandrende eller for mennesket definerende. Alligevel følte jeg, at det ændrede noget ved mig, da jeg fik labelen skizofreni.

I mangel af lægetider var min præcise diagnose længe uafklaret, og jeg havde brug for noget mere at forholde mig til end en fluffy uspecificeret psykose. Men da diagnosen skizofreni så kom, havde jeg mest lyst til at returnere den og bede om at få pengene tilbage. Ellers tak. Men som lægen så fint sagde: Den ændrer ingenting ved mig, hvordan jeg har det, og hvad jeg oplever. Den ændrer ingenting ved det menneske, mine pårørende kender. Den mor, mit barn kender, eller den kvinde, min mand elsker.

I starten trøstede jeg mig selv lidt med, at jeg jo ligger i den milde ende, på grænsen. Som om trøsten lå i, at jeg stadig kunne lægge en vis distance til diagnosen, til begrebet. Så er jeg jo ikke rigtig skizofren, kun en lille smule. Det har heldigvis ført til selvrefleksion, for sikke noget vås! Uanset hvad den label siger, ændrer det jo absolut ingenting ved mig.

Men med den rette diagnose kan jeg måske få den rette hjælp fra behandlingssystemet, den rette støtte fra det kommunale system og en anden forståelse fra dem omkring mig. Og fra mig selv.

Hvorfor er det så så svært?

Fordi jeg er usikker og bange. Usikker på hvordan jeg selv skal navigere rundt i det. Bange for fordømmelse. For stigmatisering. For ikke at møde forståelse. Bange for at blive betvivlet. Skizofreni har historisk set og er stadig omgærdet af mystik og fordomme. Jeg har også selv fordomme. Derfor har jeg brug for at skrive; det er sådan, jeg finder vej.

Ud med stereotypen

Jeg har ikke en fragmenteret personlighed, og det har trods filmindustriens insisteren på det modsatte ikke en pind med skizofreni at gøre. Som en anden her på Outsideren har formuleret det, kan skizofreni nærmere beskrives som en fragmenteret bevidsthed.

Jeg har ikke opbygget min helt egen imaginære verden ligesom John Nash (Russell Crowe), der i A Beautiful Mind som matematisk geni lever i en uvirkelig verden af russiske koder og hemmelige spioner. En film, som jeg da selv har set flere gange med lige dele interesse og fascination.

Jeg er ikke en excentrisk, usoigneret eksistens præget af katatoni og forfølgelsesvanvid på et bosted eller en lukket institution. Sådan er der desværre nogle svært syge, som lever.

Og endelig er jeg ikke farlig. Min værste forseelse har været parkering uden billet på en dårligt skiltet P-plads ved et hospital. Af og til – og nu igen for nyligt – hører vi i medierne, at gerningsmanden til drab eller anden forfærdelig forbrydelse var psykisk syg – evt. specificeret: skizofren. Man behøver ikke kigge mange kommentarspor igennem for at vide, at det hos nogen får fordommene om psykisk sygdom og skizofreni til at blusse op som et overtændt Sankt Hansbål, og mit hjerte synker en smule.

(Ja, en relativt stor del af drab og drabsforsøg begås af mennesker med psykisk sygdom, men en meget lille del af mennesker med psykisk sygdom begår drab eller drabsforsøg. Og havde psykiatrien i Danmark ikke været så udsultet og mangelfuld, som den er i dag, kunne en vis andel af de drab sandsynligvis være undgået – men det er stof til et helt andet indlæg.)

Inden diagnosen har jeg været indlagt mange gange, mest på lukket afdeling, og jeg har haft det rigtig, rigtig dårligt. Alligevel har jeg både formået at tage en videregående uddannelse, fastholde et job i flere år samt stifte familie. Man kan ikke se det på mig. For andre virker jeg nok ganske almindelig. Men jeg har altid kæmpet med noget, jeg ikke vidste, hvad var. Og som mange omkring mig slet ikke kendte til.

Med den viden, jeg har nu, kan jeg se, at jeg har haft symptomer i mange år uden at vide det. Jeg troede, at det, jeg oplevede, var normalt. Og hvordan skulle jeg vide andet? Jeg blev somme tider beskrevet som umoden, opmærksomhedssøgende, ukontrolleret, og jeg følte mig i den grad misforstået og talt ned til. Jeg har selv haft en udefinerbar fornemmelse af, at der måtte være et eller andet.

Først da en psykiater endelig begyndte indgående at spørge ind til mine oplevelser og mine tanker og sagde; Nej, sådan har andre mennesker det faktisk ikke, sådan oplever andre mennesker ikke verden, begyndte nogle af brikkerne at falde på plads.

…Og så…

Imens jeg langsomt vænner mig til tanken, spænder mine egne fordomme så ben for mig. En del af mig har haft lyst til at holde det hemmeligt på grund af angsten for omverdenens reaktion, imens den følgende akut indtrådte klaustrofobiske fornemmelse giver mig trang til at råbe det ud, fordi jeg simpelthen ikke kan udholde ’elefanten i rummet’-situationer.

Jeg vil faktisk rigtig gerne være åben omkring min diagnose. Diagnoser.

Jeg vil rigtig gerne have tillid til, at andre mennesker har respekt og forståelse, uanset om de har viden.

Jeg vil rigtig gerne tro på, at tiden er inde til at tage den samtale og lytte nysgerrigt til hinanden; om skizofreni, om psykisk sygdom i det hele taget.

Og – det kræver en dyb indånding.

Er jeg den eneste, der har det på denne måde?