Af Susanne Bang, skribent for Outsideren.
Bogen indledes med en direkte henvendelse til læseren. Et ønske om at vi, som læsere, forsøger at forstå, hvordan det opleves indefra at lide i sindet og møde psykiatrien. Herefter begynder selve fortællingen med kapitel 1, der på mytisk vis følger hele bogen til ende.
En ung kvindelig studerende bliver ramt af et mentalt sammenbrud med selvmordstanker og behov for indlæggelse. Alligevel kommer hun videre. Det er en beretning om at holde fast i et håb og blive medskaber af sit eget liv på trods af modgang, på trods af stigmatisering, på trods af selve sindets smertefulde mørke.
Lange indlæggelser og selvmordsforsøg holder ikke Nete tilbage. Hun bliver ved med at kæmpe sin kamp. Hvor finder man en plads i livet, når man ikke føler, man hører til nogen steder? Skal svaret søges i omgivelserne? Skal man finde en plads på en hylde i samfundet? Eller er svaret måske endnu tættere på – et sted indeni sig selv? Med værket vokser en lidenskab ud af lidelsen. Der opstår et kunstnerisk rum, som forfatteren kan leve i og for.
Et murstensmareridt
Hospitalet i Glostrup, Nordvang, beskrives som et murstensmareridt. Og Nete indfletter også en direkte kritik af forholdene på psykiatrisk afdeling. Følelsen af opbevaring uden tilstrækkelig støtte. Oplevelsen af stigmatisering på egen krop fra dem, der skulle passe godt på én.
– Der danner sig et indre skrig af trods, et indre skrig af væmmelse ved mennesker i denne branche, hvor skabelonen for dit liv er lavet på forhånd.
Som læser hører jeg en tone i teksten, et syngende ønske om at ville manifestere sig i livet. Et ønske, der bliver ekstra stærkt, når man har oplevet det modsatte: at tabe sig selv. Det kræver livsvilje at stå fast og bevare sin integritet. Og den indre trods kan forstærke viljen til at ville mestre livet – endnu bedre.
En dag …
Jeg hører en drømmende og længselsfuld tone, der går igennem hele fortællingen. Sætninger, der igen og igen begynder med det nostalgiske: ”En dag…” Som et omvendt: ”Der var engang”, som håbefuldt rækker fremad – og minder om en svunden tid, der måtte komme igen. En tone af håb, der rækker og strækker sig fremad mod noget, der alligevel lader vente på sig. Som var det et eventyr, der skulle begynde. Og så brat forstår vi, at dette er intet idyllisk eventyr, det er en rå dokumentarisk beretning om et liv med lidelse, der leves på trods. Der er en poetisk rytme, der pulserer værket fremad, og motiverer mig til at læse videre. For ”en dag” er som en længsel, et ensomt spørgsmål, der bliver til mange, og klinger med noget så alment menneskeligt som det evigt gyldige: Hvorfor er jeg her?
Hvor er den tætte, nærende og helt fortrolige relation, som forfatteren søger efter? På en måde er den fraværende i teksten. Som et vandmærke står længslen mod det allernærmeste som et bagtæppe i fortællingen. Vi hører om forliste parforhold. At leve med ønsker og drømme om at finde kærligheden – og vanskelighederne ved det. Hun skriver om skammen og følelser af mindreværd. Og om sorgen ved ikke at være blevet mor.
En dyster hule
Der er også en dyster ånd i tonen. Jeg fornemmer det sorte, ensomme mørke, man kan være opslugt af i depressive tilstande. Netes formulering er rammende: ”Depressionens hule”. Jeg genkender personligt den retræte, man ufrivilligt kan finde sig selv i, når klappen går ned.
Ellers oplever jeg bogen som et patchwork sat sammen af beskrivelser af de mange forskellige mennesker, som Nete møder på sin vej. Fra bekendtskaber, venner til nære familiemedlemmer. Vi hører om, hvem de er, og hvor de kommer fra. En mængde af små portrætter, et menneskegalleri, der udgør det tæppe af betydningsfulde personer, som har påvirket Nete. Personer, der selv har levet livet på trods. Alle har hver især haft indflydelse, fornemmer man.
At skrive skønheden frem
Nete vil gerne i arbejde. Og på trods af manglende støtte i begyndelsen får hun arbejde, blandt andet som butiksmedhjælper. Men mere interessant bliver det, at hun mere og mere kommer til at identificere sig selv som ”forfatter”. Skriverierne tager over. Nu er der noget, der giver mening, og tilmed sammen med andre. Et kunstnermiljø, ophold på forfatter-refugier, og oplæsning af sine digte for andre. Glæden kommer tilstede.
Fortællingen vinder ved sin skrivestil henimod slutningen. Nete giver spalteplads til lidenskaben ved at skrive, og det kommer til udtryk i det sproglige, hvor ordene danser og sætninger tager en svingom. Som stille vals, som tango. Rytmen er mere rolig og jeg’et finder sig selv:
– … for i ordenes verden lever mit jeg, lever det sted, jeg kan være i på trods af mit liv.
At skrive bliver et redskab til raskhed
Det poetiske er smukt men ikke rosenrødt. Det er sort mod sort, det er mørkets dybder, der fremvises.
– Når døden har danset i nærheden af dig, når du har set de indre dæmoner vælte folk, når du har gået ture langs gader og stræder, der håner din væren, er det blot at kunne smile dit liv frem igen en glæde, man fanger i stearinlysets skær.
At forbinde sig med sine læsere med det, vi har tilfælles, på trods af alt det, der skiller os, ser jeg som en præmis for hendes skrivning. Vi er her alle på trods. De eksistentielle spørgsmål kommer vi ikke udenom. Hvor hører jeg til? Søgningen kan være en ulige kamp og en ensom færd.
Som læser sanser jeg en form for sejr og frigørelse for hovedpersonen, der synes at vinde sig selv henimod slutningen. Kampen for sig selv, hvem vi er, og hvad vi skal, på trods, har et formål. Og på mange måder er det et grundvilkår, vi alle må forholde os til – indtil den dag eller de stunder, hvor vi måske giver slip?
Jeg tænker, at en dag vil vi alle forstå hinanden. Men indtil da må vi lære af de mennesker, der oplever det modsatte. Derfor læser jeg trygt bogen, for at forbinde mig med dette almenmenneskelige.
– Men som lidelser har navne, som dage og måneder har navne, har jeg også et navn, jeg har det skidt. Men stille, som mine dæmoner, vælter de lyse dage frem, og jeg undrer mig over, at der er så mange lys tændt i natten. Men inde i mig er der et lille barn, en kvinde, der gisper efter vejret, og gispende griber den nye dag for at kunne sige:
Vi er her alle På Trods.
Titel ”På trods”
Forfatter Nete Krøll
Forlag Mellemgaard, 2021
Omfang 141 sider
Går du med depressive tanker og har brug for nogen at tale med, kan du få hjælp her: