Jeg har været på noget af en rejse.. Det har været pisse hårdt og jeg har været tæt på at give op så mange gange.
Bare det at have nogle sygdomme at slås med, er svært nok i sig selv, men at man også skal bevise, at man er for syg til at arbejde fuldtid, er faktisk dobbelt så hårdt.
Økonomien er også så presset pga. ydelsen ikke er så høj og jeg skal slet ikke klage, for jeg får den højeste ydelse og er heldigvis fritaget for 225 timersreglen.
Jeg har været konstant presset, hvilket ikke er særlig godt for min psyke. Jeg har ikke tal på hvor mange angstanfald og depressioner, som jeg har haft. Jeg blev så god til at skjule det for omverdenen.
I en periode har det været rigtig svært at forsørge min datter, da jeg kæmpede for at få hendes bopæl. Desværre havde det indflydelse på min kontanthjælp. Selvom jeg kun havde hende halvdelen af tiden, var det så hårdt. Systemet er så umenneskeligt at være i og det er kun blevet hårdere efter nogle mennesker har snydt i det. Det burde få alvorlige konsekvenser, men desværre går det ud over uskyldige mennesker og deres børn.
Jeg har været i arbejdsprøvning i så mange mislykket praktikker, fordi jeg gik ned med en depression. virksomhederne kendte ikke til mine skånebehov og det skabte unødvendige problemer.
Det værste jeg fik at vide ved den ene praktik; at jeg var meget dygtig, men at min sygdom var i vejen. Det var virkelig et slag i hovedet, som jeg ikke var forberedt på. Efter den udtalelse valgte han at afbryde samarbejde, for jeg skulle bare indordne mig.
Jeg bliver nemt påvirket, fordi jeg er særlig sensitiv og mærker stemninger med det samme, når jeg kommer ind i et rum. Jeg ville ønske, at jeg havde et filter, for det har givet mig så mange problemer i min arbejdsprøvning.
Så efter endt praktik var jeg gået ned med stress lige op til min datters fødselsdag. Det var så hårdt, troede at jeg havde fået en depression, men har lært nu, at symptomer er meget ens.
Jeg startede på et kursus, hvor jeg fik nogen psykolog samtaler og det var jeg rigtig glad for. Jeg havde det så skidt. Jeg sov rigtig dårlig om natten og konstant træt om dagen… Det eneste jeg ville, var at ligge under dynen. Bare det at gå ud af døren, var en massiv kamp at overvinde.
Jeg havde kæmpede i så lang tid på at bevise, at jeg ikke kunne arbejde flere timer, som jobcentret prøvede, at presse mig til. Jeg synes det er så urimeligt, at man skal være så stærk for at nå i mål. Jeg fik også en gang at vide, at jeg bare kunne få et deltidsjob, som kunne give lidt mere end kontanthjælp. Det skulle jo også være et bestemt antal timer, som jeg ikke kunne. Jeg sagde, at jeg ikke kunne holde til det. Heldigvis ændrede sagsbehandleren mening.
Hvorfor skal systemet være så hårdt og svært at gå igennem. Folk bliver kun mere syge af at være i systemet. Nogen sager er så oplagt, at det hedder førtidspension, men nej da; du skal lige i flere sengepraktikker, det giver ingen mening.
Jeg havde til sidst så mange selvmordstanker, at jeg havde mere lyst til at dø end at leve. Heldigvis er jeg bange for at dø og jeg vil ikke forlade min datter. Jeg kæmpede mig op endnu en gang, forstår slet ikke, at jeg kan blive ved med at finde styrken til at rejse mig op igen.
Nu er min sag snart afsluttet og venter på at komme for rehabiliteringsteam, hvor jeg håber, at jeg får et flexjob og jeg kan få ro i mit liv.
Jeg ved godt, at 3 år i systemet er meget kort tid, når jeg hører om nogle, som har kæmpet i 10 år for at få førtidspension eller flexjob.
Jeg er stolt af, at jeg er kommet så langt og ikke gav op.
Min opfordring til andre, som er i dette system. Kæmp videre og sæt grænser over for jobcentret, hvis der er noget, som I ved, I ikke kan klare. Prøv så vidt muligt at være tålmodig og lev i nuet, selvom det er pisse hårdt…
Vil du også være med til at fortælle om livet med psykisk lidelse?
Kontakt: redaktion@outsideren.dk