Skrevet af Rikke Østergaard Bergmann
11. september 2023
Nicolai Wammen har til pressemødet om den nye finanslov, som løb af stablen d. 28. august, udtalt sig om meget store udgifter på det specialiserede sociale område. Med det har han kun understreget det stigma, der rammer, især psykisk syge i dagens Danmark. Men der er en snert af sandhed i hans udtalelse, for selvfølgelig koster syge noget for samfundet. Selv har jeg, ind til videre, klart kostet samfundet mere end jeg har indtjent efter årevis med kontanthjælp, SU, dagpenge og sygedagpenge. Jeg har været en udgift, men jeg har været en større udgift end jeg behøvede at være, fordi jeg ikke i tide fik den rette hjælp.
Facebookgruppen enmillionstemmer startede, efter Nicolai Wammens brøler, bølgen #UndskyldViErHer, som for alvor spredte sig over det ganske land, og vi er mange der føler at vi skal sige undskyld for at vi er her.
Jeg vil argumentere for at selv hvis vi ser logisk, koldt og kalkulerende på det, så koster syge mindre, hvis samfundet tager sig af os. Hvis man satte forebyggende ind, hvis man prioriterede psykiatrien og rent faktisk hjalp folk, så ville vi ikke være nær så dyre. Men når vi bliver forsømt som borgere, bliver smidt rundt i systemet og ikke får den hjælp vi så desperat har brug for, så bliver vi kun mere syge og stressede. Det er selvsagt ikke noget der gør os mere produktive og arbejdsdygtige.
Vi er vigtigere end kroner og øre
Selvfølgelig skal et samfund hænge sammen økonomisk, det er klart, men vi er alle sammen, syge som raske, vigtigere end bundlinjer. Grunden til at vi overhovedet har et samfund, er jo at tage sig af hinanden, at hjælpe hinanden med at overleve. Vi startede med at samles i huler, siden bopladser, landsbyer og med tiden storbyer og lande. Hvad er formålet med det, hvis ikke det er at passe på hinanden, så rovdyrene, både de virkelige og metaforiske, ikke æder os?
Vi skal hjælpe hinanden og derfor bærer de stærkeste skuldre mest. I det moderne samfund vil det sige at de rigeste betaler mest til den fælles kasse. I stenalderen bar de stærkeste de tungeste sten. De stærkeste er dem der løfter samfundet, sådan har det altid været, for sådan skal det være. Det betyder ikke at vi der er svagere ikke skal løfte, selvfølgelig ikke. Det betyder bare at vi måske ikke kan løfte det samme, eller måske skal vi bare have hjælp til det. Hele meningen med at skabe et samfund er at passe på dets borgere, men det er som om at det er blevet glemt.
Hvordan beregner man succes?
I dag regnes succes efter antallet af millionærer, hvor rig og berømt man kan blive og hvor meget overskud man generer. Og succes kan da sagtens være penge og status, men for nogen af os er det en succes hvis vi stadig trækker vejret når mørket falder på, og det skal ikke ses som mindre. Måske ligefrem tværtimod.
For mig er succes de dage hvor jeg ikke mærker ubehaget ved at være i live, angsten og den eksistentielle smerte der bor i mig. For mig er det en succes at jeg er blevet 32, at jeg er her endnu og at jeg stadig kæmper. Det er en succes, at jeg bliver bedre og bedre til at håndtere mit liv og til at leve det.
Vi har alle sammen meget at byde på og vi vil gerne, men vi er ikke i stand til det under de samme forhold som alle andre. Der er mange af os syge, der er dygtige indenfor vores felt, men vi får ikke lov til at vise det og til at give hvad vi kan. Vi skal presses op i timeantal, vi får ikke opfyldt skånebehov og så videre. Kort sagt fordi man ikke tager hensyn.
Alle har brug for en ordentlig arbejdsplads og et rum at trives og eksistere i. Alle har brug for gode vilkår for at kunne levere deres bedste, vores vilkår er bare lidt anderledes end flertallets og det skal vi ikke straffes for. Syge, om det er fysisk eller psykisk, koster noget ja, men vi er det værd.