UNDSKYLD, at det blev min far,
der sejlede med de allieredes proviant konvojer som matros.
Under første verdenskrig.
I Nordatlanten blev de angrebet af tyske ubåde.
Undskyld, at min far bare var en stor dreng, der tog varig skade af den “oplevelse”.
Nogen har glemt at beklage og tage ansvar for, at han fik veteran hjælp og istedet måtte deale med krigstraumer resten af livet.
Undskyld, at han videregav en dysfunktionel adfærd til resten af familien, og resultatet af det hele blev en udgift for samfundet et par år før hans pensionsgrænse.
Vi modtog desværre ingen anerkendelse af indsatsen i dødens farvand med snegle posten heller.
Undskyld for det psykologiske pres, som stadig lever videre i vores familie, eftersom han selvmedicinerede sig. Alkoholen holdt ham oprejst som selvforsørgende familiefar indtil gigten og tuberkulose ramte ham til en førtidspension fra kommunen de sidste to år af hans levetid.
Familien undskylder.
Der var bare den bivirkning, at det gjorde den før så stolte mand uhyggelig aggressivt udadreagerende pga. skam over at være henvist til offentlig forsørgelse. Han følte sig fanget i forsøget på at dulme følelserne og mareridtene med medicin.
Denne dysfunktionelle adfærd lever videre i os, som næste generation. Vi kan kalde det den sociale arv.
Undskyld for samfunds-udgiften til os efterkommeres veje og vildveje i livet.
Vi er stolte af dig far, siger vi, når andre ikke siger det!
Ære være hans minde.
