Skrevet af Rikke Østergaard Bergmann, skribent for Outsideren
Uret tikker, og tiden går. Når jeg skal ud af døren, føles det altid som om, tiden går hurtigere. Øjeblikket, hvor jeg skal træde over dørtrinnet, nærmer sig hastigt. Jeg går rundt i lejligheden, fra soveværelset til køkkenet, tilbage til stuen, til soveværelset. Jeg sætter mig ned, rejser mig igen. Jeg kan ikke finde ro.
Lejligheden er fyldt med udstoppede dyr, kranier og andet sjovt. Mit hjem ligner på det nærmeste et naturhistorisk museum. Men i dag kan jeg ikke rigtigt se nogle af alle de smukke ting. Jeg er kun bevidst om, hvor hoveddøren er, og at jeg skal ud af den. Jeg SKAL ud af den.
Jeg går ud i køkkenet igen, kigger i køleskabet uden egentligt at vide hvorfor. Jeg skæver til hoveddøren. Hvorfor er den så truende? Jeg lukker køleskabet igen uden egentligt at have set indholdet. Uret fortæller mig, at klokken er ved at være for mange. Nu er jeg også sent på den. Mit hjerte begynder at banke. Mine håndflader bliver varme og fugtige. Min hals omdannes til et sneglehus, luften skal sno sig op igennem mig fra mine lunger og ud af min mund. Jeg hiver efter vejret, sneglehuset forhindrer vejrtrækningerne.
Hjertet sætter farten op, det løber, det spæner. Der er pludselig vingummi i mine knæ, og de knækker sammen under mig. Angsten raser. Jeg ved ikke, hvornår jeg begyndte at græde, men tårerne løber i floder ned af mine kinder, og jeg hikster og hulker. Jeg hører et skrig, og jeg tror måske, det er mig selv. Mine øjne er allerede hævet op, og jeg kan ikke trække vejret igennem næsen. Sneglehuset snor sig op igennem min hals og truer med at komme helt ud af munden. Jeg får opkastningsfornemmelser, hoster, hyperventilerer og panikker helt. Angsten står ud af alle mine porer. Den kan lugtes på min hud.
Tankerne er langt væk, men jeg griber efter dem. Jeg husker på strategier, der kan hjælpe. Tæl ting, tæl ting, tæl ting. Men hvilke ting? Jeg kan pludselig ikke huske talrækken. Mine øjne piler fra ting til ting i stuen – hvad skal jeg tælle? Tælle, tælle, tælle.
Ansigter. Der er mange ting, der kigger på mig, de holder øje med, at min panik ikke tager livet af mig. Jeg ser de mørke, blide øjne hos giraffen. De mere stikkende hos en lille abe. Der er tomme øjenhuler mange steder, men de er velkendte, og det beroliger mig. 10 – 11 – 12.
Tæller masker som ansigter? 20. 21. Busten, der forestiller en hund, tæller. Jeg begynder at fokusere mere, mit tunnelsyn forsvinder, og jeg kan efterhånden se hele stuen. Mine ben virker igen.
Jeg rejser mig forsigtigt, stavrer over mod sofaen. Sneglehuset er sunket ned i mit bryst, det fylder mindre nu. Min kat har løftet hovedet fra sin lur, jeg larmer og er et forstyrrende element i hans formiddag. Jeg sætter mig på sofaen, krammer tæppet og græder stadig, men sneglehuset er væk nu, og jeg kan trække vejret igen. I dag var hoveddøren for stor en modstander. Jeg kravler ned under tæppet og glider over i en udmattet søvn.