I Outsideren er vi optaget af mange ting, blandt andet af, hvordan vi bruger sproget og taler om psykiatrien og samfundet. Vi har for eksempel talt om det at ”blive afsluttet i psykiatrien”. For hvad er det egentligt fagpersonalet mener, når de siger til folk, at de skal afsluttes i psykiatrien?
Skal de skubbes ud på en skrøbelig isflage til en tilværelse i den virkelighed, den nu ”raske” patient må navigere i, kun med et pilleglas, eller fire, at støtte sig til? Eller er de af sparehensyn begyndt at gøre det af med patienterne i psykiatrien? Nej, rolig nu. Det er bare psykiatriens måde at sige, at et behandlingsforløb skal til at slutte. Men hvad vil det sige at blive ”afsluttet”?
Det burde være en glædelig begivenhed at være kommet sig så meget, at man ikke længere har brug for ambulant psykiatrisk behandling. Det er ikke altid sådan, fordi behandlingsforløb ofte afsluttes, før man oplever at være kommet sig, og mange mennesker står tilbage med et hav af andre problemer end lige de problemer, der kan kaldes psykiatriske. Dem er man så endnu mere alene med, når psykiatrien ikke længere er der. Sådan bør det selvfølgelig ikke være. Derfor skal behandlingsforløb ikke afsluttes, hvis det efterlader folk i hjælpeløshed. I Outsideren er vi mange, der oplever, at der mangler muligheden for opfølgning efter afsluttede forløb. Måske kunne den ambulante psykiatri lære noget af ideen om brugerstyrede senge, der giver fleksibilitet og tryghed i forbindelse med udskrivning. Men det er en sag for sig.
En anden sag er, at sproget og måden, vi kommunikerer på, kan gøre en verden til forskel. Små ord kan fylde os med frygt og en oplevelse af tab, og små ord kan give os tryghed, værdighed og respekt. Så, kære fagpersonale i psykiatrien, skærp jeres sproglige opmærksomhed og stop med at afslutte patienter. I stedet for at sige, at nogen skal ”afsluttes”, så sig i stedet, at deres behandlingsforløb er ved at være færdigt, eller at det vurderes, at de er kommet sig så meget, at de er klar til at arbejde videre med deres recovery udenfor psykiatrien eller hos privatpraktiserende psykiater (der, i parentes bemærket, har meget, meget lange ventetider). Så kan det være, at afslutninger i psykiatrien oftere vil blive opfattet som en begyndelse på noget, snarere end et tab.
Outsiderens redaktion d.11 december