Fredens veje

Af Sussi Malene Jacobsen

I et forsøg på at finde fred fra mine indre dæmoner havde jeg taget en overdosis og blev indlagt i den somatiske akutmodtagelse. Derefter blev jeg fulgt til Psykiatrisk Akut Modtagelse (PAM) af en portør. Da han var gået, bad jeg om at komme ud at ryge, men tog i stedet på apoteket for at købe ind til en ny overdosis. PAM ringede uden held, men min mand fik mig helt fredsommeligt tilbage.

Tilbage på PAM skriger alt i mig ‘Flygt!’, og jeg nægter at samarbejde – jeg vil ikke indlægges, men bliver tvangstilbageholdt.

Jeg har svært ved at udtrykke mig, når jeg er dårlig, så den eneste måde, jeg kan vise min frustration på, er ved at rive gardinet ned. Den mandlige behandler, der har modtaget mig, har ingen forståelse herfor og skubber mig ind i væggen. Jeg bliver forskrækket og mister balancen. For ikke at falde prøver jeg at gribe ud efter hvad som helst. Han må have troet, at jeg slog ud efter ham. Han skubber mig endnu engang ind i væggen. Jeg er dybt chokeret over denne aggressive adfærd og beslutter mig for at flygte. Ude på gangen bliver jeg igen kastet op med ansigtet mod væggen.

De vælter mig ned på gulvet, og han lægger sig oven på min arm. Jeg skriger i smerte! Men han fortsætter med at lægge al sin kraft på min albue.

Hans kollega, der har fat i den anden side, har helt stille og roligt fat i mig. Jeg er så dybt rystet over denne oplevelse, for jeg er ikke vant til, at folk udtrykker sig så voldeligt, og jeg var jo slet ikke forberedt på at blive overfaldet. Jeg ved godt, det ikke er okay at hive gardiner ned, men jeg synes alligevel de reagerer for kraftigt.

Overlægen på afsnittet bliver tilkaldt. Jeg kender hende fra tidligere, og vi har en uheldig historik. Hun er for mig, hvad en rød klud er for en tyr. Al den vrede jeg har opbygget, får hun smidt lige i hovedet – og jeg er virkelig sarkastisk, nedladende og personlig, men bruger ikke skældsord. Hun tager det virkelig pænt. Når man tænker på den modstand, jeg altid har haft mod hende, så er jeg virkelig taknemmelig for hendes venlighed.

Jeg spørger hende især, om hun ved, hvad forskellen på akutafsnittet og det afsnit, jeg vil overflyttes til, er? Jeg nærmest råber:

– På det andet afsnit spørger de, om de skal sidde ved mig en halv time, efter jeg har fået beroligende medicin (som hun netop har tilbudt mig), men på det her afsnit er de fuldstændig ligeglade og tilbyder ingen nærvær.

Måske virkede det, at jeg havde sagt det, for bagefter tilbyder en af dem, som fastholdt mig, at sidde hos mig i en halv time efter jeg har taget medicinen – og det accepterer jeg. Det giver nemlig en form for fred, når de sidder ved en. Man behøver ikke snakke. Hvis man får så dårlige tanker, at man vil skade sig selv, så er der nogen til at beskytte dig. Behandleren, som det hele startede med, gav mig et sødt smil og bad om et kram senere på aftenen. Det gav jeg ham, selvom jeg slet ikke havde lyst til det – men jeg har svært ved at afvise folk.

Både Patientklagenævnet og politiet konkluderede, at det, der skete, var i orden. Alligevel ville jeg ønske, at det var gået anderledes – og det kunne det også godt have gjort.

Det vigtigste
Det værste ved hele den episode var, at de formodede, at jeg var voldelig (udadreagerende) og behandlede mig derefter. Faktisk var deres vold mod mig ikke det værste. Den værste vold var, at de antog, jeg var voldelig og bedømte mig som voldelig – det kom også i min journal.

Hvorfor er det værste, at de antog mig for voldelig? Fordi fred er noget af det, jeg sætter allerhøjest. Slår man ordet op i ordbogen, står der: “tilstand uden støj og forstyrrelser”, “det at være fri for påtrængenhed, chikaneri el.lign.”, “følelse af indre ro og afslappethed” og “tilstand uden krig eller uroligheder”. Jeg vil sige, at alle de betydninger dækker meget godt, hvad jeg har brug for, når jeg er indlagt. Jeg har dog ikke brug for fred for andre – jeg har brug for deres selskab og venlighed.

At de kaldte mig voldelig, sårer mig også af en anden grund. Jeg føler selv, at hvis jeg kommer så langt ud, at jeg bevidst og med vilje er voldelig imod andre, så vil jeg miste mig selv. Alt det, jeg står for. Det fredelige menneske, jeg ved, jeg er. Derfor gør det så ondt, at det står i journalen nu. Meget mere, end de tæsk jeg fik.

Hvad nu hvis…?
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan vi kunne have bevaret freden. Hvis jeg nu allerede ved ankomsten var blevet mødt med et kram og et smil – i stedet for først efter, det hele var gået galt. Så havde der ikke stået i min journal, at jeg var voldelig. Så havde jeg kunnet have tiltro til, at de her mennesker, de vil mig det bedste. De kan rumme mig, forstå mig, og de vil hjælpe mig. Nu kan jeg ikke en gang føle mig tryg det sted, man kommer hen, når hele verden ramler.

Men jeg tænker også over, hvad jeg selv kan gøre. Fred betyder nemlig ikke, at man bare skal være submissiv i alt. Så flytter ufreden ind i en, og man bliver så frustreret. Derfor var jeg også glad for, at jeg fik sagt til overlægen, hvad jeg havde brug for, også selvom jeg ikke sagde det på en pæn måde. Men jeg afholdt mig fra skældsord.

Jeg tror i stedet for, man skal turde være mere assertiv og give udtryk for ens behov. Det falder mig bare virkelig unaturligt. Men tit går det bedre, end man tror. Der var jo faktisk en, der sad sammen med mig, efter jeg havde fået beroligende. Og det var fordi overlægen faktisk hørte på, hvad jeg sagde, selvom jeg var vred og sarkastisk.

Så freden kan måske bevares bedre, hvis de bliver lidt mere venlige, når de modtager mennesker, og jeg selv lidt mere tydelig omkring, hvad jeg har brug for.

Teksten, du lige har læst, er et eksempel på det, vi på Outsideren kalder for brugerdrevet journalistik. Her gør vi som psykiatribrugere og psykisk sårbare brug af vores egne erfaringer med psykisk lidelse til at sige noget generelt om psykiatrien og samfundet. Vi fortæller både om, hvad vi har brug for, og vi siger fra, når tilbud fra kommunen, regionen eller andre af samfundets indsatser gør mere skade end gavn.
Denne tekst blev lavet i skrivegruppen ‘Veje til det Vigtige’. Her skriver vi om vores erfaringer med psykiatrien for at opnå en dybere forståelse af, hvad der er vigtigst for at komme sig, og hvordan vores systemer både kan understøtte og modarbejde det. På den måde skriver vi både kritisk og konstruktivt og bliver selv stærkere undervejs.