Skrevet af Rikke Østergaard Bergmann
Hvad tænker du, når du hører ord som psilocybin og LSD? Mange vil komme til at tænke på hippier i 60’erne og 70’erne, der danser rundt i batik, imens de tripper. Men forskningen viser, at stofferne kan meget mere end det. I midten af forrige århundrede forskede man meget i brugen af psykedeliske stoffer til at hjælpe psykisk lidende, men det satte især Nixon en stopper for med hans idé om, at stoffer var Samfundsfjende Nummer Et. På den anden fløj var der folk som Timothy Leary, som er mest kendt for sloganet ”Tune in, turn on and drop out”. Leary var fortaler for ansvarlig brug og sagde blandt andet, at konteksten og den personlige indstilling – på engelsk ’set og setting’ – spiller en mindst ligeså afgørende rolle som selve stoffet. Men han var også stærkt samfundskritisk, anti-autoritær og provokerende. Lige siden har stofferne været meget associeret med hippiebevægelsen, og det har ført til en generelt negativ holdning i samfundet.
Men måske ligger sandheden et sted midt imellem Nixon og Leary. Jeg vil vove at påstå, at psykedelika naturligvis ikke er løsningen på alle psykiske lidelser og alle samfundets problemer, men måske er bevidsthedsudvidelse heller ikke djævlen selv, hvis det altså bliver gjort under de rigtige omstændigheder.
Psykedelisk behandling i dag
Mange har hørt om forsøgene, der blev lavet på Frederiksberg, hvor man gav folk LSD uden at fortælle dem, hvad det var, og derefter låste man dem inde i en kælder. Det er naturligvis vanvid, det skal der ikke herske den mindste tvivl om. Patienternes tilstand blev kraftigt forværret. Det førte til øget angst, PTSD og selvmord. Men der er stor forskel på det, og på hvordan man gør tingene i dag. Ifølge Region H Psykiatri bruger man i dag en 3-trins form (link findes i bunden af denne artikel), der går ud på, at man har mindst én session, inden man giver stoffet, hvor man etablerer en relation og et rum, som patienten kan være tryg i. Derefter har man en session, hvor en dosis gives. Dette gøres i et rum, der er behageligt indrettet – ofte med musik til og altid to terapeuter til stede. Derefter gives der en efterbehandlingssession, som har til formål at bearbejde eller integrere oplevelsen.
Altså en ganske anden måde at gøre det på end forsøgene på Frederiksberg.
Virkning eller bivirkning
At bruge psykedeliske stoffer i behandlingen af psykiske lidelser er et brud på den traditionelle opfattelse af bevidsthed og mental trivsel. Ved at trippe overskrider man ofte jeg’et. Mange beskriver en følelse af ”oneness”, altså en følelse af at føle sig et med verden. Men er det så en virkning eller en bivirkning?
Nogle læger og forskere ser det som en bivirkning, og medicinalindustrien prøver derfor at fremstille et stof, der kan give virkningen af de psykedeliske stoffer, men uden rusen.
Men jeg vil argumentere for at trippet meget vel kan være en del af virkningen. For mig at se er en bivirkning en negativ ting, som man skal afveje i forhold til virkning. Store vægtøgninger når man tager anti-depressiver, øgede selvmordstanker ved samme præparater – hvor ironisk det end er – det er bivirkninger, der skal tages alvorligt. Men at få en oplevelse, hvor man føler sig et med verden og måske føler uendelig kærlighed, hvordan kan det være negativt?
Og ja, der er risiko ved al medicin, det er der også ved klassiske psykofarmaka. Som en der har været på seks forskellige slags antidepressiv medicin, to slags angstdæmpende, stemningsstabiliserende og antipsykotisk har jeg oplevet det på egen krop.
Intet er svaret på alt
Er psykedelika så svaret på al dårligdom? Selvfølgelig ikke. Som en på skizofrenispektret vil psykedelisk terapi aldrig være aktuelt for mig, men jeg har i 10+ år været frustreret over, at man kun udskrev antidepressiv medicin til mig, selvom jeg ikke var deprimeret. Først da der blev tænkt ud af boksen, og man gav mig anti-psykotisk, er der sket en positiv udvikling. Jeg er derfor generelt stor fan af, at man nu er begyndt at tænke ud af boksen i forhold til psykofarmaka helt generelt.
Man er begyndt at snakke om en renæssance for psykedelika, og det er i mine øjne en positiv udvikling, for vi lærer kun nyt ved at forske. Kan det være, at man finder ud af, at det ikke dur? Ja da, men så er det testet. At have Nixons holdning om, at det er det onde er lige så ærgerlig som Learys holdning om, at det er et mirakelmiddel. Vi skal huske, at forskning ikke er lig med, at det indføres, hvis forskningen viser negative resultater, så stopper man den. Forskning er kun at undersøge noget, der måske kunne have en positiv indvirkning på folks liv.
Renæssancen for psykedelika betyder, at man er begyndt at forske mere og mere. I USA er man meget langt i forhold til at FDA (Food and Drug Administration) snart kan godkende brug af forskellige psykedeliske stoffer i terapi af psykiske lidelser. Man forsker i psilocybins virkning mod Hortons hovedpine, alkoholafhængighed, anoreksi, depression og PTSD. Der forskes også i ketamin til behandling af svær depression, og MDMA i behandling af angst og PTSD. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men meget af denne forskning har meget lovende resultater.
Især i Danmark og Norge kommer der også flere og flere forsøg med psilocybin, LSD, ketamin og MDMA. Stoffer, der kan være farlige, men det kan benzodiazepiner også og dem udskriver man gerne. Al medicin har bivirkninger.
Nu mangler vi bare, at den generelle holdning bliver mere åben for at tænke ud af den klassiske boks for behandling af psykiske lidelser. Men det er rart at sætte ting i bokse. Det er rart at tænke i kasser, og det gør da også nogle ting nemmere. Men for små kasser kan være skadelige for os, der ikke passer ind i dem. Vi har brug for hjælp og meget af den hjælp, der findes lige nu, er bare ikke god nok. Så lad os nu forsigtigt stikke næsen udover kanten på den kasse, vi sidder i, og hjælpe lidende så meget, vi overhovedet kan.