Jeg gik min morgentur ned i parken. Solen skinner og træerne står i blomst.
Nu sidder jeg og skriver præcis 31 år efter min første indlæggelse og ser tilbage.
Jeg ser tilbage på mange hårde vintre med kulde og mørke og en ubærelig smerte og tomrum indeni.
Min krop og mit sind var som en let fjer, der fløj afsted med vinden. Der var ingen fasthed i mig. Ingen grounding, ingen jordforbindelse og med en følelse af at være en total tåbe, dum, grim og ubrugelig. Kun selvhadet boede i mig.
Under min første indlæggelse gik jeg trist ned i hospitalsparken. Fuldstændig rådvild, fortvivlet og dybt nedslået.
´Hvad skal dette til for?´, spurgte jeg Gud
Og en dyb, dyb overbevisning kom til mig.
Svaret lød:
´Dette skal komme andre til gode senere hen´
Disse ord gav mig håb. Håb om at der trods alt var en mening med min smerte.
´Kan nogen tidligere psykiatribrugere ikke fortælle mig, hvad de har gjort for at komme sig?´, spurgte jeg personalet på afdelingen. Men der var ingen. Ingen stod frem.
Så gør jeg det selv, den dag, jeg kommer ud på den anden side, tænkte jeg, og belsuttede mig for, at jeg ville holde foredrag senere hen.
Mine venner var til absolut ingen hjælp, for de havde aldrig rigtig prøvet at lide. De havde det godt og nød deres ungdomsliv, og kunne på ingen måde sætte sig ind i min situation og nedslåede følelser.
I den periode, hvor jeg led aller mest, og følte mig mest ensom og forladt, og ikke rigtig havde nogen , jeg kunne dele mine tanker og følelser med, som ville kunne forstå mig, skete der noget.
Nede i genbrugsen lå der en gammel rød dagbog med guld lås. Jeg købte den.
Den blev min ven og fortrolige.
Jeg begyndte at skrive og skrive. Jeg skrev mig ud af min ensomhed og alle mine mange tanker og følelser.
Det blev begyndelsen på mit skriveri.
Jeg skrev mig ud af frustrationerne, kærestesorgen, vreden og bitterheden. Min dagbog lyttede. Den var der hele tiden for mig.
Den sommer dagbogen ankom, skrev og skrev jeg. Jeg lavede ikke andet den sommer.
´Du skriver altid. Hvorfor bliver du ikke forfatter?´, spurgte min far mig.
Men jeg kan jo ikke leve af at være forfatter, og jeg er slet, slet ikke god nok til at skrive til at kunne komme ind på forfatterskolen, tænkte jeg.
Som 27 årig nåede jeg min bund i et total kollaps. Den vinter var et sandt mareridt for mig.
Men så skete der det, at en ven præsenterede mig for ACA programmet, et selvudviklingsprogram for voksne børn af alkoholiske og dysfunktioneelle familier.
Hele formålet med ACA programmet er livsfortælling og at dele erfaring, styrke og håb med hinanden.
Langsomt kom jeg ud af min isolation og ensomhed. Jeg blev mødt med forståelse af nogen som selv, på egen krop, havde mærket det, jeg havde været igennem.
Litteraturen i ACA siger, at vores erfaring bliver det dyrebareste, vi har, for den redder livet for den næste.
Ved at arbejde intensivt med ACA programmet, fik jeg brugbare redskaber til at udvikle mit selvværd, og endelig, efter syv års hårdt arbejde med mig selv, begyndte jeg at mærke ægte selvkærlighed.
Jeg vil noget med fortælling, tænkte jeg, da det var det, der havde healet mig mest.
Jeg vil gerne holde foredrag, og jeg vil gerne lave grupper med fortælling.
Mens jeg gik i ACA programmet, dukkede der tilfældigt en hjemmeside op på min computer. Det var Fyldepennes hjemmeside. Et forum for skribenter. Her følte jeg mig hjemme for folk delte så åbenhjertede, og jeg oplevede, at der var plads til alle.
Og der begyndte jeg at dele mine tekste om mit liv.
På psykiatrisk hospital var der en studerende, der sad med en bog om narrativ pædagogik. Jeg er uddannet pædagog.
´Eje… det vil jeg gerne bruge i praksis´, tænkte jeg
Og jeg begyndte at samle alle de bøger, jeg kunne finde om emnet.
Jeg blev givet at arbejde tre år i psykiatrien blandt andet med skriveri.
Under mit andet studie, skrev jeg bacheloropgave om livsfortælling som pædagogisk redskab.
Ved en tilfældighed, jeg husker ikke hvordan, stiftede jeg beskendtskab med Outsiderens blokværksted, hvor jeg begyndte at dele om alle mine erfaringer og dele styrke og håb.
I Outsideren mødte jeg en fyr, som gik på Forfatterskolen PS for psykisk sårbare, hvilket gjorde, at jeg selv blev optaget på skolen.
Mens jeg var ledig, faldt jeg over et kursus i recoveryfortælling vis Psyk info. Jeg nød det.
Hele mit liv havde jeg drømt om at blive afspændingsmassør.
Da jeg havde det aller sværest, var jeg til en afspændingsmassør, som var så healende for mig.
Jeg ville selv gerne kunne give massage til psykisk sårbare.
For 8 år siden bød muligheden sig til, at jeg kunne tage afspændingsmassør uddannelsen.
Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle kunne leve af at være massør. Det kan stor set ingen jo. Men jeg valgte i tillid at følge min drøm, så jeg tog uddannelsen.
Livet kom mig i møde. Min psykiske sårbarhed blev min gave, for jeg blev bevilliget førtidspension, så jeg har rige muligheder for at arbejde med mit skriveri, holde foredrag, arbejde med recovery fortælling og arbejde som massør. Jeg tilbyder gratis massage på et værested som tak for min førtidspension.
Jeg har forfattet min første bog og er nu i gang med to mere.
Nu går jeg min morgentur ned i parken, og ser den røde tråd igennem mit liv.
Denne gang går jeg, ikke fortvivlet, ikke opfyldt med smerte, men med sindsro, glæde og taknemmelighed.
Jeg ser, at der var en højere mening med alt, jeg gik igennem, og at alt til sidst gav mening.