Jeg er gravid! Jeg skal være mor for første gang. Og jeg kan nærmest ikke være i mig selv af ren og skær glæde og lykke. Det lyder nok lidt paradoksalt, når man tænker på hvordan jeg tidligere har haft det med børn og graviditet. Men jeg er et godt sted i livet nu, og har et helt andet mindset end for en håndfuld år siden. Det har sat gang i tankerne og bekymringer. Tanker om alt det praktiske og udgifterne og alt det, der hører sig til når man bliver forældre. Med det har været rigtig meget tankemylder og endnu flere tårer. Længe leve hormonerne!
Gad vist hvordan den lille kommer til at se ud og hvilke træk fra os, der kommer til at præge? Gad vist om du får lange ben som din far? Og hans krøller og fregner? Får du mon din mors mørkeblå øjne? Hendes følsomme sind og eftertænksomhed? Får du samme glæde for bøger og litteratur og historie? Mon du får din fars humor og bliver lige så drillesyg som ham?
Fordi både min kæreste og jeg er sårbare, er vi blevet tilknyttet Familieteamet, som er et tilbud om ekstra støtte og omsorg under graviditeten og efter fødslen. Det er jeg utrolig glad for, og jeg føler at et professionelt og kompetent personale har taget hånd om os.
Nå, lad mig lige tage jer med tilbage fra starten af. Dagen før mig fødselsdag stod jeg med en positiv graviditetstest. Det var sgu en lidt vild fødselsdagsgave. Jeg var ikke bange, tværtimod, nærmere overvældet. Og det første min kæreste sagde, da jeg viste ham testen, var ”jamen, så skal vi jo være forældre. Nu må vi tage den herfra.” Vi fortalte vores forældre det i dagene efter, og der var jubel og glædestårer. Det kom lige samtidig med at jeg skulle fraflytte min lejlighed, og i slutningen af november flyttede jeg ud af min lejlighed, og ind til min kæreste. Oveni flytningen kom graviditetskvalmen for alvor. Så det har været nogle virkelig hektiske og hårde måneder. Nu bor vi sammen på 33 kvm. Det er trangt og presset, og det har været en kæmpe tilvænning for os begge to. Men lige nu fungerer det. Vi skal dog have fundet et større sted, inden vi bliver forældre til sommer. Og vi håber sådan at kommunen kan hjælpe os. Nu er vi på deres akutliste, og vi er skrevet op flere steder.
Jeg skal være ærlig at sige, jeg kan godt mærke, jeg er presset over den manglende plads. Det gør mig klaustrofobisk og stresset, og har påvirket mig både fysisk og psykisk. Derudover har jeg i perioder følt mig alene. Min kæreste er gamer, og bruger meget tid foran computeren. Jeg vidste hvad jeg gik ind til, da jeg flyttede ind, men det har været frustrerende, når han har sat sig med sit headset og snakket og spillet med andre, ofte til meget sent om aftenen. Jeg bruger rigtig meget tid på at høre podcasts og meditere og lave yogaøvelser og går ture, inden jeg starter til graviditetssvømning. Læser bøger om graviditet, fødsel osv. Alligevel kan jeg ikke lade være med at føle, at jeg er flyttet ind i en ungkarlehybel. Forstå mig nu ret. Jeg elsker at bo sammen, men lejligheden er simpelthen for lille. Det her er ikke en bolig til to. Måske er jeg ved at vænne mig til det, for det er ikke så stort et irritationsmoment mere. Nu håber vi bare at vi snart bliver tilbudt en større bolig. Kryds fingre for os!
November og december var et par rigtig hårde måneder. Især december var et helvede at komme igennem. Ikke nok med at graviditetskvalmen satte ind, så var det også svært at skulle forholde sig til økonomien og boligsøgningen. At skulle ringe rundt til kommunen, boligselskaber, osv., samtidig med at ligge med hovedet i tønden, var simpelthen umuligt, for ikke at sige forfærdeligt.
Jeg kunne nærmest ikke holde noget i mig. Jeg græd hele tiden, sov dårligt, og tanker, hormoner og følelser pumpede rundt i kroppen på mig. Oveni det hele valgte jeg at skifte læge. Vi havde snakket om at jeg skulle skifte over til min kærestes lægehus efter graviditeten, også pga. den lille, men sådan skulle det ikke lige gå. Da jeg havde ligget med hovedet i toilettet i en hel uge, uden at kunne holde så meget som et glas vand nede, var dehydreret og havde hele solsystemet foran øjnene, ringede jeg en tidlig morgen til min læge for at få noget hjælp. Jeg var nærmest opløst af tårer, da jeg fortalte hvordan jeg havde det og havde haft det. Min læge var meget affejende, og var mest interesseret i hvordan det påvirkede mit arbejde. Jeg kunne tage noget antihistamin og ellers måtte jeg, så at sige ”leve med det”, groft sagt. Her følte jeg mig hverken hørt, taget alvorligt eller hjulpet. Jeg har ikke tal på hvor ofte jeg har ligget hen over hans skød og bare grædt. Lige dér var det ikke særligt sjovt at være gravid. Min kæreste var decideret rasende på mine vegne. Han har været en kæmpe støtte, men han har også været ramt.
Han havde undersøgt på forhånd om jeg kunne blive tilknyttet det lægehus, han tilhører, og det kunne godt lade sig gøre. Da jeg kontaktede dem og fortalte om kvalmen, var der masser af muligheder for at få hjælp, både medicinsk og på hospitalet. Det kommer jeg til.
En uge før jul var vi til nakkefoldsscanning, og vi hørte den lilles hjertelyd. Det var virkelig noget helt særligt. Sonografen fortalte os efterfølgende, at nakkefolden og nakketykkelsen var fin, men en af mine blodprøver og nogle andre faktorer viste at barnet muligvis kunne have Downs syndrom. Det slog luften ud af os begge.
Vi blev tilbudt at få foretaget en moderkagebiopsi, som kunne give et præcist svar og vi kunne få besked inden nytår. Det valgte vi, og fik taget den, to dage før jul. Dagene mellem jul og nytår var nok det hårdeste vi har oplevet, og både min kæreste og jeg havde det virkelig svært. Min kæreste og jeg tackler sådanne ting meget forskelligt. Han er ikke lige så verbal omkring følelser som jeg er. Jeg har brug for at snakke højt om det og bruge min dagbog. Men lige her oplevede jeg en, måske ikke ny, men meget mere følsom side af ham. Han havde mange søvnløse nætter, læste og satte sig hurtigt ind i hvad Downs er, og brugte sindssygt meget energi på at tænke på det. Min kæreste var hurtig til at sige, at han ikke syntes vi skulle gennemføre graviditeten, hvis babyen havde Downs. Jeg havde brug for at tænke det grundigt igennem. Tankerne og følelserne blev hurtigt egoistiske, for jeg følte at så stor en beslutning nærmest bare blev taget hen over hovedet på mig, inden jeg overhovedet havde sat mig ind i hvad Downs er, og det ramte mig hårdt. Det var det personlige end det egentlig etiske, der fyldte. For selvom min kæreste er en kæmpe del af det, og har 50% af aktierne i min mave, så følte jeg ikke at han havde sat sig ind i, eller tænkt over hvordan jeg ville have det med at skulle forholde sig til en eventuel abort. Vi har ikke skændtes om det, men været uenige, indtil jeg fik sat mig ind i stoffet. Jeg vil ikke og har ikke undskyldt mine følelser, men har derimod sat ord på, hvad der gjorde mig rigtig ked af det, og vi har snakket det igennem.
Svaret fik vi først d. 5.januar. Og det var godt nyt. Alt var normalt. Ingen Downs. Vi åndede lettet op og mor her klemte en lille tåre. Det var så dejligt at kunne fortælle vores forældre og min kærestes søster, at vores lille baby ikke har Downs og vi kunne afsløre barnets køn, da vi havde bedt om at få det at vide, i forbindelse med svaret på biopsien. Vi venter en pige.
Min kæreste har fået en praktikplads. Ja, det er egentlig en arbejdsprøvning, og er startet i begyndelsen af februar. I forbindelse med praktikken blev min kæreste tilbudt at få job som ufaglært, men han kan også få en elevplads, hvis han ønsker at få en uddannelse. Uanset hvad han vælger, så støtter jeg ham fuldt ud.
Jeg stoppede i boghandlen i slut december, da praktikken udløb. Lige efter nytår fik jeg en sms om at de ikke kunne tilbyde mig en kontrakt da de arbejdsopgaver, jeg havde, ikke var stor nok. Jeg blev noget skuffet, men på den anden side, så var det nok også fint, for så glad var jeg heller ikke for det. Der var mange ting, jeg ville have ønsket anderledes. Bl.a. ønskede jeg at blive lært bedre op og varetage flere opgaver. Men alligevel følte jeg det var for pressende og stressende at arbejde i en boghandel, selvom det kun var få timer om ugen. Så sådan skulle det altså ikke være. Og jeg ved at jeg ikke finder et job på denne her side af graviditeten, da jeg er halvvejs. Min sagsbehandler har foreslået at søge efter en praktik inden jeg går på barsel i start juni, men der er fuld forståelse for hvis jeg ikke gør det. Jeg har da overvejet det, men hvor meget jeg kan bidrage med, er jeg lidt mere i tvivl om, da jeg har en masse praktisk jeg skal have styr på inden da.
Det er gået op for mig, hvor meget jeg savner Outsideren, og hvad jeg egentlig har lyst til at beskæftige mig med fremadrettet. Jeg håber at jeg kan bruge bare lidt af min barsel på at få læst og anmeldt de bøger, der ligger i en flyttekasse, men også komme videre med mit bogprojekt.
Min mave er blevet fin rund, og jeg er så småt begyndt at kunne mærke hende. Men kvalmen har simpelthen været invaliderende. Det har været svært at nyde graviditeten, når jeg intet kunne holde nede. Det går fint nu, efter jeg har været på kvalmestillende medicin og er så langt henne, men jeg er meget påpasselig med hvad jeg spiser. Efter jeg er blevet gravid, har mine spisevaner ændret sig rigtig meget. Min kæreste tror, og det gør jeg også selv, at der også har ligget noget psykisk i det, og blandt andet hænger sammen med den boligsituation, vi står i.
Graviditeten har sat tusindvis af tanker i gang om hvordan jeg bliver som mor, og hvilken mor jeg gerne vil være. Jeg kan på ingen måde nå min egen mor til sokkeholderne. Men jeg skal heller ikke sammenligne eller prøve at gøre det samme som hende. Jeg skal være mor på min måde. Jeg vil tage de værdier med, som min mor har givet mig. Min kæreste bliver den dejligste far for vores lille pige: nærværende, kærlig, klog, sjov, drillesyg, omsorgsfuld, tålmodig og trofast. Gennem graviditeten kan jeg mærke at hans kærlighed til os begge er vokset.
Vores forældre og familier har været en kæmpe del og støtte. Sikke en kærlighed, vi får. Vi er hamrende privilegerede over at have så stærkt et bånd til vores forældre og familier. Hold da op en masse, jeg har haft på hjertet.
Lille skat. Din far og jeg elsker dig allerede himmelhøjt. Og ja, din far driller. Han snakker til dig, nusser og kilder os begge. Vi kan ikke love dig, at livet bliver let. Vi kan ikke altid beskytte dig for alverdens uretfærdigheder og decideret vanvid. Vi har ikke tænkt os at pakke dig ind i vat og være ´curlingforældre´. Men vi kan love at vi altid er her, både når livet er sjovt og svært. Vi vil give dig lige præcis den barndom, som du har brug for og fortjener. Du får jordens bedste faster og bedsteforældre, der vil være der. Ikke kun når mor og far er irriterende, men også når du bare har brug for dem. Du skal have lov til udforske verden på din måde, falde og slå knæene, rejse dig op og lege videre. Vi vil altid passe på dig og elske dig betingelsesløst. Vi håber og ønsker at du vil tage imod livet med gåpåmod og nysgerrighed. I bund og grund håber vi at du bliver helt din egen.
Og det var mor.