Af Thomas Larsen
I 1986 var der over 16.000 sengepladser fordelt på landets forskellige psykiatriske hospitaler. I dag er tallet under 2000. Udviklingen har bevæget sig mod distrikts-psykiatri og ambulant behandling, så patienterne kunne blive boende hjemme så længe som muligt. Sådan er det slag i slag gået i én retning: Hvis du kan klare det med et minimum af offentlig støtte, så er det godt for alle parter. Og det kunne jo umiddelbart lyde ganske fornuftigt og ligefrem besnærende. Hvem vil ikke gerne kunne klare sig selv?
Desværre er der ofte langt fra ønsker og gode intentioner til den konkrete virkelighed, hvori de helst skulle kunne realiseres. Et væsentligt aspekt i udviklingen er, at de sidste 30 års såkaldte effektiviseringer og medfølgende stramme økonomi inden for psykiatrien har ført til skabelsen af et system, hvor flere og flere ansatte føler sig pressede.
Et konkret eksempel:
Senest er det fagfolk fra Region Hovedstaden, der arbejder med ambulant behandling af udsatte og psykisk syge, som har været i medierne og trukket en streg i sandet. De er efterhånden godt trætte af en hverdag, hvor alt skal dokumenteres og bogføres. Hvor rigide krav om kvantitet før kvalitet, har ført til et system, hvor der i praksis tages mere hensyn til politisk opstillede mål end til de mennesker, som det hele burde dreje sig om.
Inden for den behandlingsform, der foregår på klinikker eller hjemme hos den enkelte patient, gælder nemlig helt andre regler end på psykiatriske hospitaler. Det afspejler sig – som altid fristes man til at sige – i sproget. Fra politisk hold er man for længst og som det mest naturlige i verden begyndt at tale om ydelser, aktivitetstal og produktionskrav… Og den talemåde og ideologien bag skal omsættes i handling med nøje fastlagte kvoter, der skal opfyldes. Især hvis bevillingerne skal vedblive med at tilflyde området og sikre den brede, faglige ekspertise.
Helt lavpraktisk betyder det, at de ansatte på ambulatorierne er forpligtet til at indtaste en kode på deres computer og registrere hver eneste ydelse, de udfører i løbet af dagen. Det omfatter alle ansatte fra ergoterapeuter til psykiatere. Og en ydelse betyder her en klart defineret arbejdsfunktion, der ikke overlader noget til fantasien eller tilfældighederne. At tale med bekymrede pårørende eller i telefon med patienter uden foregående aftale er for eksempel ikke en ydelse, der tæller med i regnskabet. Det betyder endvidere, at folk kan være fysisk til stede på jobbet i 7 timer, men reelt kun blive noteret for 4 timers arbejde.
Produktionskrav i psykiatrien
Denne bureaukratiske opdeling af, hvad der er “rigtigt” og “forkert” arbejde, er på langt sigt både uholdbar og stressende for personalet. At arbejde med psykisk sårbare mennesker er i sagens natur ikke et job, hvor alt kan forudsiges på forhånd. Og det gør ikke sagen bedre, at konstante kvoter hænger truende over ens hoved. Eller som formanden for danske psykiatere, Thomas Middelboe, udtrykte det i Orientering på P1 for nylig: “Vi er jo ikke vant til ord som produktionskrav i vores arbejde…”
Som bekendt kan stress være utrolig smittefarlig. Og den kan blive selvforstærkende. I samme program på P1 uddybede en psykolog tilknyttet et ambulatorium problematikken, idet hun påpegede, at stress blandt personalet uundgåeligt vil have en negativ effekt på brugerne af ambulant behandling. Stramme regler og en kvantitativ tilgang til arbejdsopgaverne passer dårligt sammen med empati og omsorg. Heller ikke ud fra en strengt faglig vinkel giver det nogen mening, snarere tværtimod. Psykisk sårbare i ambulant behandling er langtfra nogen homogen flok, hvor alle kan spises af med ensartede forløb. Hvad der hjælper den ene, gavner ikke nødvendigvis den anden.
Et nødråb
Nu melder de ansatte fra Region Hovedstaden sig altså også i koret af dem, der efterhånden er ved at have fået nok af arbejdsvilkårene, både på egne vegne og på vegne af de mennesker, som det er deres opgave at gøre et i forvejen svært liv mere tåleligt. Denne gang er det ikke en enkelt utilfreds faggruppe vi taler om. Det er hele vejen rundt fra sygeplejersker, psykologer, ergoterapeuter til psykiatere og overlæger, der råber vagt i gevær.
Men det er desværre blot sidste skud på stammen. I foråret udsendte sygeplejerskerne inden for psykiatrien i Region Syddanmark et åbent brev til daværende sundhedsminister: De kunne snart ikke holde til mere. Deres arbejdsforhold var på alle planer blevet så forringede og stressende, at et flertal af dem havde overvejet at opsige deres stillinger. En trediedel erklærede, at de mere end overvejede. Hvis de kunne finde et andet og lige så attraktivt job, så ville de tage imod det. Og skulle de gøre alvor af deres “trusler”, vil konsekvensen blive en endnu større mangel på fagligt kvalificeret personale, end der allerede hersker i forvejen.
Hovedpunktet i deres kritik går på, at de psykiatriske hospitaler i regionen har udviklet sig til at blive rene “pølsefabrikker”. Den stærkt reducerede mængde sengepladser, en kraftig stigning i antallet af meget syge mennesker på de forskellige afdelinger – og ikke mindst et politisk krav om effektiviserede strukturer – har affødt princippet: Hurtigt ind og hurtigt ud! Og den måde at drive “virksomhed” på, især når det handler om mildest talt psykisk sårbare mennesker, er en glidebane på vej mod afgrunden. Mennesker, der endnu ikke har fået det bare nogenlunde, bliver udskrevet før tid for at give plads til dem, der har det endnu værre.
Ironisk nok udgav Region Syddanmark omtrent på samme tidspunkt en omfattende rapport om, hvor strålende og prisværdigt det står til i regionen. Ikke mindst i forhold til behandlingen af psykiatribrugerne… Og ud over den noget mistænkelige selvros, så er det iøjnefaldende igen sprogbrugen – især i forbindelse med beskrivelsen af, hvad man har opnået inden for psykiatrien. En sprogbrug der benytter sig af ord, der synes at være taget lige ud af en ordbog for handelsskoleelever. Det er endnu engang produktivitet og antal leverede ydelser, der skrives og tales om, ikke hvad der er sket med de mennesker, der har været en tur gennem systemet. Har de fået det bedre? Er de måske endda blevet erklæret raske?
Registrering og Dokumentation
Den nuværende sundhedsminister, Nick Hækkerup, har taget initiativ til, at der skal skæres ned på al unødvendig registrering og dokumentation. Al for megen tid er blevet spildt på den slags frem for at drage omsorg for mennesker. Det udspil er naturligvis blevet mødt med glæde fra fagfolk, selv om flere har påpeget, at man fra politisk side gerne må gå længere endnu.
Og længere endnu betyder virkelig længere endnu. For den mere eller mindre formålsløse registrering og spildtid foran computeren er toppen af isbjerget. Den evindelige registrering og det tunge dokumentationskrav er symptomer, ikke selve årsagen og ondets rod. Der er andre og langt mere alvorlige udfordringer på spil inden for psykiatrien. Ikke mindst kassetænkningen og deraf følgende menneskesyn, der alt for ofte lader den enkelte patient i stikken til fordel for systemets behov og iboende krav om effektivitet for enhver pris. Og en hverdag, der er plaget af tiltagende stress og dårlig samvittighed over ikke at kunne yde mere dér, hvor det virkelig burde gælde og kunne bibringe en positiv forskel i menneskers liv.