Jeg savner ikke at være syg. Hvem gør ikke det?
Jeg savner en lethed om hjertet. En ubekymrethed. En frygtløshed i stedet for en frygtsomhed. Lyst til at tage en bid af livet.
Jeg savner ikke at kende navnet på adskillige psykofarmaka.
Jeg savner at tro på at når en patient bliver på sin stue, er det fordi vedkommende har angst og ikke fordi vedkommende er bæltefikseret – se, alligevel handler det om sygdom og indlæggelse. Det er min hverdag og har været det i noget tid nu. Er dog ikke indlagt så meget mere.
Jeg savner ikke at skulle kropsvisiteres hver gang jeg havde været ude på besøg og skulle tilbage på den lukkede.
Jeg savner at blive ked af det og vred uden at slå hovedet så hårdt ind i væggen at jeg får hul i hovedet.
Jeg savner at bo hjemme hos mine forældre.
Jeg savner at gå i skole og snart blive student ligesom mine venner.
Jeg savner at kunne være fri og kunne være sammen med dem jeg har lyst til.
Jeg savner at gå til gymnastik
Men mest af alt savner jeg at være tryg. Tryg i min egen krop.
Det kan godt være at jeg har en helt anden hverdag end de fleste af mine venner. Det kan godt være at jeg savner en masse ting i min hverdag. MEN! Jeg har til gengæld nogle ting mine venner ikke har.
Jeg bor et sted hvor det at have det dårligt er en ting der er lige så naturligt som at skulle børste tænder.
Det lyder umiddelbart ikke som noget at råbe hurra for, men når man som mig har en psykisk sygdom, så er rummelighed alfa og omega.
Jeg har været så meget ude og sk*de og har reddet mig selv i land igen mange gange.
Men mest af alt har jeg fundet ud af at jeg (og alle andre med en psykisk sygdom) besidder en styrke som er helt utrolig.
Jeg har lært at imorgen er en ny dag og det kan godt være at det ser ud af helvede til og det vil det nok gøre i lang tid endnu, men det BLIVER bedre igen.
Det gør det…