Ida Haugaard, der selv bor på et bosted, tager os med ind i bostedernes hemmelige verden, som er hverdag for mange unge og også ældre psykiatribrugere.
Af Ida Haugaard
Der findes en verden, som meget få kender. En selvstændig parallelverden uden for folks forståelse, og som ingen taler om. Hvis det endelig sker, er det ofte med dramatiske skrækhistorier i aviserne. Men hvad er den virkelige historie om denne verden?
”Bosteder” er et forhadt ord af samfundet, men også en redning for mange mennesker. Jeg hedder Ida og bor selv på et bosted. Lad os se på det – både fordele og ulemper.
Støtte, socialt liv og nogen at snakke med
Personligt er jeg ikke klar til at flytte i egen bolig – det er klart for enhver, der kender mig. Men jeg nærmer mig for hver dag, der går. Da jeg flyttede ind for snart to år siden, havde jeg ikke den fjerneste idé om, hvad licens egentlig var, hvordan skatter fungerede, og hvad der blev forventet af en, der boede for sig selv. Jeg kan kalde nok så meget på min moar, når jeg er sulten – men til hvad nytte? Det lærer man på et bosted. Men på en måde, hvor det ikke bliver overvældende. For – let’s face it – det er generelt et stort skridt at flytte hjemmefra eller i egen bolig. Hvis man så i forvejen ikke har det store overskud, kan det være en næsten umulig kamp at handle ind hver dag. Tag mig på ordet – på et bosted får du de succesoplevelser, du har brug for. Personalet hjælper dig med at få de succesoplevelser, så det netop ikke bliver til en dårlig oplevelse at handle ind i Netto med mange mennesker omkring en.
Udover succesoplevelserne i din egen bolig får du også mange andre slags glæder af at bo et sted, hvor alle forstår hinanden. Det sociale. Det er vildt. Jeg kan ikke takke kommunen nok for de venner, jeg har fået efter at være flyttet ind. Når man bor sammen, er det altså bare noget helt andet, og jeg ved, at det her er for livet. Det her er ikke noget, som de eller jeg glemmer i morgen. Vi er indforståede med hinanden på en helt anden måde, end hvis jeg havde mødt dem halvberuset en sen aften i byen. Vi er en familie.
Det kan være svært at sidde i sin egen bolig en mørk nat og føle sig alene. Hvad gør man? Hvem går man til? Klokken er 03.00, og du kan ikke ringe til din bedste homie. Han sover jo. Du kan for alvor mærke ensomheden krybe ind – og pludselig indser du: Jeg er slet ikke så alene, som jeg tror. Du tager din mobil op og ringer til den centrale telefon på bostedet. Og vupti, nogen at snakke med, der faktisk ved, hvad de laver! En indlæggelse var pludselig unødvendig. Dagen efter føler dig du dig klar og med fornyet energi. Du havde en god snak. Du undgik at skulle tulle rundt på en afdeling i en måned. Én snak med en personale, du er tryg ved, gjorde forskellen. For det er ikke sjovt at være indlagt – men det kan være en nødvendighed, især hvis du bor for dig selv og bare føler dig rigtig alene og ikke ved, hvem du skal snakke med.
Noget, der kan virke helt vildt uoverskueligt, er at slås med kommunen. Det kan være et helvede, så det er helt fantastisk, når man pludselig oplever, at det hele glider lidt nemmere. Når man bor på et bosted, bliver man lidt holdt hånden over af kommunen – og det gør, at det hele ikke er så svært og uoverkommeligt, og når det er svært, så har man personalet. Det er noget af det fedeste ikke at skulle stresse helt så meget over det.
Manglende frihed
Men selvfølgelig er livet på et bosted ikke kun en dans på roser. Der følger også mange svære ting med, der sikkert er meget individuelle for forskellige mennesker, men her følger nogle ting, som jeg synes, kan gøre livet enormt problematisk til tider.
Måske er det bare er mig, der er lidt en særlig sag, men jeg vil meget gerne have så meget frihed som muligt. Så meget, at det næsten nogle gange går over i, at jeg bliver helt autoritetssky. Det kan være rigtig svært at have det sådan på et bosted, hvor man altså bare må affinde sig med, at der er nogle regler. Det er selvfølgelig helt ok, at jeg ikke altid kan få min vilje, men det kan være super frustrerende ikke at kunne sige: ”Nej. Sådan vil jeg ikke have det!” – og så bliver det alligevel ikke sådan. Sådan som man jo kan, når man bor i sin egen bolig. Men heldigvis bor jeg på et bosted, hvor vi har meget brugerindflydelse, og alt kan jo ikke gå efter mit hoved – det er sikkert også sundt at lære.
Fordomme om bosteder
Det værste ved at bo på et bosted er dog, når man skal sige det højt til folk udenfor: ”Hvor jeg bor? Jamen… Det… Øh…” Jeg synes personligt, at det er noget så dumt, at vi har den fordom om bosteder, at alle er dybt farlige individer, og at personalet bliver slået ihjel. Der findes eksempler på, at det er sket, men der er virkelig også mange velfungerende bosteder. Dem hører man aldrig om. Jeg bliver sur og tvær hver gang, jeg skal sige det til et nyt menneske, for jeg bryder mig faktisk ikke om at blive sat i en så dramatisk og åndssvag bås. Det er så ærgerligt, at vi aldrig hører de gode historier – og at folk kan være lidt ignorante. Det er sgu egentlig også lidt surt.
Når man bor et sted, hvor alle forstår en, kan man godt komme lidt til at svælge i sin sygdom. For det meste er det jo godt, at folk forstår en. Det er rart at føle, at man ikke bliver set ned på, når man fortæller om sine problematikker. Men lige så rart det kan være, lige så farligt kan det også være. Hurtigt kommer man til at sidde og sige: ”Øv og buhu, hvor er livet surt!” – og den anden giver jo bare én ret! Sammen dykker man nedad i en lidt for hurtig spiral, der kun ender ved selvmedlidenhed og triste tanker. Jeg har derfor en aftale med de fleste af mine venner fra bostedet om, at vi ikke taler om, hvor skidt vi har det. Der er så meget andet i verden, vi kan kaste os over i vores samtaler – og det leder sjældent til noget godt at give hinanden ret i, at livet er noget lort.
Bekymring for mine medbeboere
Nu skrev jeg ovenfor, at det værste ved et bosted er, at man skammer sig lidt over at bo der. Men jeg tror faktisk ikke, det er sandt. Jeg tror, at det værste er, hvad jeg vil kalde ”Bekymringen”. Jeg er typen, der bekymrer mig om alt og alle, så derfor er det jo meget nærliggende, at jeg bekymrer mig om dem, jeg bor sammen med. Men det kan være super svært nogle gange at ligge i sin seng om aftenen og tænke: ”Er alle ok, når jeg vågner? Er nogen blevet indlagt?” Og i værste tilfælde: ”Er vi fuldtallige, eller er nogen gået bort?” Det giver mig simpelthen så meget angst, som jeg slet ikke ved, hvor jeg skal gøre af. Jeg holder utroligt meget af alle, der bor på mit bosted, og det gør det jo bare super svært, at de har det så skidt. Jeg vil så gerne det bedste for dem, men de har det jo svært. Med det følger vel bare bekymringer. Det er nok det værste-værste.
Alt i alt elsker jeg at bo, hvor jeg bor – på trods af de dårlige ting. Det kan til tider være en kamp. Som i virkelig, virkelig en kamp! Men jeg nyder at få den hjælp, jeg har brug for af personale som ikke bare er personale, men som er familie lige så meget som de andre beboere. Vores personale – shout out! – er så gode til at finde balancen mellem at være de voksne, bestemmende og beslutsomme og at være vores sjove, underlige og fjollede onkler og tanter. Jeg er virkelig glad for det.
Så for at opsummere: Bosteder er ikke død og ødelæggelse. Tværtimod kan bosteder netop være det, der redder dig fra at ramme bunden endnu en gang.