Tænkepause.
Hvad fanden er en tænkepause? En tænkepause er et greb, der blandt andet bruges i spiseforstyrrelsesbehandling, når patienten ikke lever op til det fastsatte vægtkrav eller vægtøgningskrav. Først gives en advarsel, og hvis vægtøgningen ugen efter (fortsat) ikke er sufficient, sendes patienten hjem på en såkaldt tænkepause for at overveje sin motivation for behandlingen.
Det blev jeg i mandags. I otte dage.
Det er helt sikkert gavnligt for nogle. Det føler jeg ikke, det er for mig. Selvom jeg da skal love for, at jeg får tænkt. Så meget faktisk, at jeg gør alt, hvad jeg kan for ikke at tænke, fordi angsten, afmagten og håbløsheden bliver så massiv, at det ikke er til at holde ud. Nu er jeg halvvejs i min tænkepause, og de seneste fire dage har været én lang flugt fra dette af frygt for, at tankerne igen driver mig hen et sted, hvor døren bliver låst.
Men jo, jeg får da tænkt. Jeg har bare ikke behov for at ’overveje min motivation’. Med et halvt liv med spiseforstyrrelse bag mig og den ret nye og temmeligt afmagtsskabende erkendelse af, at jeg formentlig har et helt liv med samme foran mig, har jeg til gengæld hårdt brug for hjælp til at finde ud af, hvordan min vej så skal se ud, og hjælp til at skabe den. Og ikke mindst til at finde håbet i det, for det er ærligt talt lidt svært at få øje på, når nu jeg faktisk gik ind i behandlingen med ønsket om noget helt andet for mig selv. Accept af en gammelkendt spiseforstyrrelse og en nydiagnosticeret psykose – ingen af delene noget, jeg har valgt, men begge nogle, jeg må følges med. Sammen med alt det andet, selvfølgelig.
Med tænkepausen fra behandlingen forsvandt min struktur, mit holdepunkt og min støtte, og med Påsken, som rammer samtidigt er der ingen hjælp at hente nogen steder, fordi alt er lukket – udover selvfølgelig psykiatrisk skadestue, hvor døren bliver låst, når det går helt galt. Men fra hér og til dér er der ingen hjælp i disse dage. Jo, der er en: den gammelkendte spiseforstyrrelse. Den skaber struktur med lange, lange gåture, overdøver tankerne med sult og dræber angsten med tomhed. Alligevel mærker jeg også en vis modstand imod blot at følge med, for jeg vil stadig gerne være den, har overtaget selv i sygdommen, men i mødet med angsten stilles jeg spørgsmålet: Hvad fanden skal jeg ellers gøre?
De sidste mange uger har været præget af advarsel efter advarsel efter advarsel, blandet med somatisk sygdom og udredning og tovtrækkeri med kommunen om retten til at få støtte derhjemme for at kunne opretholde en hverdag. De første to advarsler klarede jeg hver især med røven i vandskorpen, men ved den sidste var jeg udmattet af at kæmpe og kæmpe på alle planer og stadig ikke lykkes. Derfor kom tænkepausen ikke som en overraskelse, bare et nederlag.
Og ja, jeg får da tænkt. Som jeg sidder her på gulvet med min spiseforstyrrelse på den ene skulder og min psykose på den anden, har jeg stadig ikke lyst til at give helt op. De vil følge mig, hvorhen jeg går, men jeg vil bestemme, hvor vi går hen. Også selvom jeg skal bruge både gps og krykker som metafor for psykiatrisk og psykosocial støtte. Jeg har stadig ikke lyst til at give op.
Det er der bare ikke noget, der hedder.
Har jeg tænkt nok nu?