Ven er ven nærmest – nogle gange

Min veninde gennem 30 år er for tiden indlagt på psykiatrisk afdeling. Hun flyttede fra familien og huset for at starte på en frisk. Hun blev indhentet af en slem depression, søvnløshed og angst. Efter nogen tids kamp lod hun sig frivilligt indlægge.  Jeg har været med i hele forløbet fra før indlæggelse – og nu under den – og følger hende tæt i daglige samtaler og ugentlige besøg. Vi har debatteret medicin og psykiatriens betydning daglig i måneder og vi deler vores mange tanker og følelser med hinanden.

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 82 / Af Annette Madsen

Jeg går med hende ind i smerten, smerten af sorg over tab af mening. Voldsomme frustrationer, vrede panik og håbløshed lægger jeg øre til, og indrømmer gerne at jeg må trykke på pause ind imellem, fordi det simpel hen er for hårdt.

Det gennemgående tema i hendes lidelse er ensomhed, sorg over at miste igen og igen, skyld over at de andre ikke kan holde ud at være sammen med hende og længslen efter at kunne komme tilbage til livet igen eller hvis ikke, så finde trøst i døden.

”Det er så mærkeligt og så afslørende at opdage, at vores relation har været ret uforpligtende,
indimellem nærmest ligegyldig – og at jeg så i aften, efter en samtale,
hvor jeg spørger og undres og i samtalen viser min egen usikkerhed og sårbarhed
– alligevel pludselig bliver klar og rolig indeni og kan mærke, at hun rører mig.”

Personligt er jeg meget påvirket og vil så gerne hjælpe hende, men igen og igen indser jeg, at jeg ikke kan. Hun fortæller mig vedholdende, hvor rædselsfuldt hun har det, og på et tidspunkt kan jeg ikke holde det ud og skælder ud … det er i hvert fald en bagvendt måde at hjælpe på og nærmest en belastning for hende, for som hun siger; – jeg kan ikke leve op til at blive rask, som I alle vil have, at jeg skal blive.

Mærkeligt at opdage

Jeg sidder her i nat og er blevet en stor del klogere i denne weekend, efter at vi har været sammen en del af den. Jeg opdagede, at nok havde jeg kendt hende i 30 år, men rimeligt overfladisk. Vi havde da følt os underholdt af hinanden, men … OK, jeg havde set en intelligent og samlet person, med hvem det var spændende at dele især problemer med, men havde vi nogensinde grinet sammen…næh…havde hun rørt mig som menneske – indeni…? Hvem var hun? Det er så mærkeligt og så afslørende at opdage, at vores relation har været ret uforpligtende, indimellem nærmest ligegyldig – og at jeg så i aften, efter en samtale, hvor jeg spørger og undres og i samtalen viser min egen usikkerhed og sårbarhed – alligevel pludselig bliver klar og rolig indeni, og kan mærke, at hun rører mig.

Jeg spørger hende:

-Hvad kendetegner din ensomhed?

”Følelsen af forladthed, ikke at have noget at komme hjem til. En altoverskyggende følelse af at være isoleret fra livet. Den aften hvor jeg cykler langs fjorden…bliver jeg overhalet af en bil, og der sidder Søren og min datter. Det er mit liv, der kører forbi, de mennesker jeg elsker, som jeg er adskilt fra.

Der begyndte det at gå rigtig galt, den dag. Jeg ryger ud over kanten, en følelse af ikke at kunne være i mig selv, i min krop, fordi følelsen af panik er så overvældende … jeg har aldring været dér før …. den tager desværre fat i mig, så jeg bliver eet med den. En uge senere befandt jeg mig på psykiatrisk afdeling.

Min eksmand og mine døtre ved ikke, hvad de skal stille op eller gøre og sige, så de undlader at kontakte mig, bortset fra at min eksmand ordner vasketøjet + han slæber rundt med mig fysisk, når jeg bliver desperat. ”

-Er der venner nu hvor du er blevet syg, der kan støtte dig?

“Du er min livline. Fordi du genkender hvor jeg er følelsesmæssigt ”, svarer min veninde.

Jeg ved, hvad hun mener, og jeg tænker, at det ofte er parallelle nåleøjer, min veninde og jeg går igennem. Til trods for forskelle i livsomstændigheder er der mange ensheder: vi har således begge mistet kontakten med familien, men jeg er nok f.eks kommet længere i min give-slip-proces.

”Hun fortæller mig vedholdende,
hvor rædselsfuldt hun har det,
på et tidspunkt kan jeg ikke holde det ud
og skælder ud.”

Klamre sig til rattet

Min veninde fortsætter: Du har trådt vejen før mig, du genkender mig med det samme. Hvis ikke lige jeg er sammen med noget menneske føler jeg mig forladt, så meget at jeg går i panik. Den anden dag havde jeg et par timer imellem to kontakter, den ene var en behandler, den anden en ven. Jeg kunne ikke klare det, Jeg sidder alene i bilen på en grusvej i Køndeløse og begynder bare at hulke. Jeg ringer til min datter, der går i panik og hun ringer til Søren og beder ham hente mig. Da vi senere nærmer os afdelingen vil jeg ikke med ud, jeg klamrer mig til bilrattet.”

– Er der nogen, der kan støtte og hjælpe dig på afdelingen?

”De tør ikke gå ind i det smerteland, i smerten sammen med mig.

De bliver tilskuere, de ved ikke, hvad det betyder. Kan man overhovedet, hvis man ikke selv har været der – hjælpe andre mennesker? Jeg bliver bekræftet i – ikke at tilhøre andre mennesker – gennem den måde, de behandler mig på: De laver fysisk og mental afstand til mig. Jeg ville ønske, at de ville sidde på sengekanten engang imellem og trøste mig, og jeg ville ønske, at de vil tage mig i hånden og bringe mig tilbage til livet.”

-Hvad forestiller du dig så, hvis du forestiller dig noget?

 Min venindes svar lyder:

”I psykiatrien mangler der mennesker, der kan åbne deres arme og modtage mennesket i sorg og lidelse. En af kontaktpersonerne har sagt det direkte til mig, hun giver kun knus til sin mand og børn.

Det er kun vennerne, der kan hjælpe eller familie/partner. Det at vide, at der står en derude og venter, gør at man tager man sig sammen for at blive rask. Det kan jeg jo se er tilfældet for mine medpatienter.

Selv tager jeg mig sammen ved at bevæge mig ud. Men nu, hvor jeg ingen har derude, så er jeg lige så angst for at være ude som at være inde.

Jeg ser jo mange, der bliver genindlagt i de 2½ måned, jeg har været her. Du kommer jo ind, fordi du mister dine platforme i livet, men herinde er der ingen mening eller platforme, intet fornuftigt at foretage sig. Man skal jo selv finde meningen med livet…”

—-

Efterskrift:

Min veninde og jeg deler også en forkærlighed for Søren Kierkegaard. Han har skrevet dette om at hjælpe:

“At man, når det i sandhed skal lykkes at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham dér, hvor han er, og begynde der.

Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst. Enhver, der ikke kan se det, han er selv i en indbildning, når han mener at kunne hjælpe en anden.

For i sandhed at kunne hjælpe en anden må jeg forstå mere end han – men dog vel først og fremmest forstå det, han forstår. Når jeg ikke gør det, så hjælper min mere-forståen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min mere-forståen gældende, så er det fordi jeg er forfængelig eller stolt, så jeg i grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham.

Men i al sand hjælpen begynder med en ydmygelse. Hjælperen må først ydmyge sig under den, han vil hjælpe, og herved forstå, at det at hjælpe ikke er at være den herskesygeste, men den tålmodigste, at det at hjælpe er villighed til indtil videre at finde sig i at have uret, og i ikke at forstå, hvad den anden forstår.

—-

Thi det at være lærer, det er ikke at sige: Sådan er det, ej eller er det at give en lektie for og deslige, nej, det at være lærer er i sandhed at være den lærende. Undervisningen begynder med at du, læreren er den lærende, sætter dig ind i, hvad han har forstået, og hvordan han har forstået det, ligesom lader ham overhøre dig, at han kan være sikker på at du kan dit: Dette er indledningen.

Så kan der begyndes i en anden forstand.”

(Fra Søren Kierkegaard: Synspunkter for min forfattervirksomhed, Paragraph 2 (1843))