”Det har givet perspektiv: Det var uudholdeligt og pinefuldt at være syg og indlagt. Det er ikke uudholdeligt, at hverdagsrutinerne er ændret lidt – det er noget praktisk, man kan håndtere.”

En væsentlig del af den offentlige samtale i coronakrisen handlede om de udsatte. Om hvordan man bedst beskytter udsatte mod smitte, men især også om de mange negative konsekvenser af isolation, tab af kontrol og begrænsede muligheder for hjælp.

Eksperter koblede gentagne gange corona til en markant forværring af befolkningens mentale sundhed. De, der allerede har det dårligt, ville få det værre, og en stor gruppe ville få brug for professionel hjælp for første gang i deres liv. Det var kun et spørgsmål om tid, før stormen rammer, blev der sagt.

Kort sagt, sårbarhed alle vegne.

Eftersom den offentlige retorik, har betydning for, hvordan samfundet ville komme til at prioritere, hvad der skal ske på den anden side af coronakrisen, har det for Outsideren som brugerforening, været vigtigt at undersøge, om det billede, der tegnes af psykisk sårbare, er retvisende.

Derfor har Outsideren undersøgt, hvordan den nuværende situation egentlig opleves af de mennesker, der tales om. Hvad betyder det for eksempel, at der under nedlukningen var tid og plads, hvor der før var krav om møder og opfølgning fra de mange forskellige former for hjælp?

Kort sagt, hvad kan vi lære af psykisk sårbare fra denne tid, som er vigtigt at tage med os på den anden side af coronaperioden?

”Det [er] lidt en lettelse, at der er få folk på gaden og at se på fx Instagram, at andre er begyndt at kende til min virkelighed med usikkerhed for nærmeste fremtid.”

Outsideren har på sin Facebookside bedt sindslidende om at svare på seks spørgsmål, der handler om man har det bedre eller dårligere i coronaperioden. Samtidig har vi gjort opmærksom på, at spørgeskemaet primært henvender sig til dem ’som der normalt er mange, der skal passe på.’

Vi har designet spørgeskemaet til at belyse andre aspekter end sårbarhedsperspektivet, som har været det dominerende tema i den offentlige debat under coronakrisen. Med spørgeskemaet ville vi undersøge, hvilke ressourcer sindslidende bragte ind i pandemien og dens konsekvenser, samt hvilke forandringer i hverdagen der bidrog positivt eller negativt til ens trivsel og mentale sundhed.

Der har i alt været 83 besvarelser på spørgeskemaet. Sidst i denne artikel kan du finde en oversigt over besvarelserne, og hvordan vi har grupperet dem. Spørgeskemaet i sin fulde ordlyd er også sidst på denne side.

”Hvis du vurderer, at dine erfaringer med psykiske kriser og psykisk sårbarhed har betydning for, hvordan coronasituationen påvirker dig, beskriv her, hvordan dine levede erfaringer gør en forskel?”

Spørgeskemaets første spørgsmål handler om, hvorvidt man som psykisk syg og sårbar oplever, at ens levede erfaringer gør en forskel i forhold til, hvordan man påvirkes af coronakrisen.

Her svarer 60 pct., at deres levede erfaringer gør en positiv forskel, 29 pct. beskriver negative forskelle og 11 pct. oplever det, hverken-eller.

Besvarelserne kan overordnet sammenfattes i tre temaer. To af temaerne beskriver, hvordan det at leve med en sindslidelse betyder, at man faktisk har det bedre under coronakrisen end mange andre. Det sidste tema omhandler de forhold der gør, at man kan opleve coronakrisen som svær.

I det følgende gennemgås de tre temaer.

60 pct. af respondenterne ser deres erfaringer med kriser og psykisk sårbarhed som en styrke under coronakrisen. Hos langt de fleste tæller især, at man ved, at kriser går over igen – næsten uanset, hvor alvorlige de er.

”Jeg har været i krise før. Og jeg lærte, at jeg overlever. Og jeg har fået styr på hvad, jeg skal være opmærksom på, og hvordan jeg undgår at blive syg.”

”Efter utallige depressioner har jeg lært, at der altid er lys for enden af tunnelen. Det kræver dog, at man har kræfterne til at væbne sig med tålmodighed.”

Respondenternes besvarelser er samtidig med til at kaste lys over, hvad det mere konkret vil sige at have levede erfaringer. Heri ligger dels erfaringen med, at kriser er noget, man kan komme igennem, men også et kendskab til ens egen styrke og evne til at kæmpe sig igennem selv meget vanskelige og smertefulde perioder af ens liv.

Under dette tema nævner mange af respondenterne de mestringsteknikker, daglige strukturer og andet, de bruger til at håndtere hverdagen, en kompetence, de har tilegnet sig undervejs i deres sygdoms- og recoveryforløb, og som gør hverdagen under coronakrisen mindre vanskelig at leve i.

Endelig er der mange, der beskriver de nuværende forandringer pga. corona som langt mindre alvorlige, end de psykiske vanskeligheder, man tidligere har kæmpet med eller stadig kæmper med.

Et andet fremtrædende tema i besvarelserne er en næsten mærkbar lettelse over, at corona har nulstillet de fælles forventninger om, at man skal have et meget aktivt socialt liv.

Med corona er det ligefrem blevet en positiv handling at undgå social kontakt, hvilket almengør den måde, man ofte lever på som psykisk sårbar.

”Jeg har i forvejen ikke særlig meget socialt liv og trives bedst, når jeg er alene eller kun sammen med få personer, hvorfor min hverdag nu minder meget om min hverdag, inden coronavirussen kom. Faktisk fungerer min hverdag næsten bedre, da jeg har ro til at gøre ting i mit eget tempo og på min egen måde, hvorfor jeg ikke oplever et pres og ængstelighed på samme måde som ellers.”

”Jeg er bedre rustet til at klare coronakrisen end mine pårørende, der ikke har en psykiatrisk diagnose. At skulle undvære social kontakt, leve isoleret og have en masse begrænsninger er ikke et problem for mig, for det har været en helt normal hverdag for mig under mine syge perioder. Derfor har jeg heller ikke følelsen af at gå glip af noget.”

For hovedparten af respondenterne kan oplevelsen af isolation under corona bedst karakteriseres som et pres, der er taget af skuldrene, da man alligevel lever meget for sig selv – og trives med det. At skulle undvære social kontakt er sandsynligvis et større problem for andre befolkningsgrupper end udsatte, men der er også i besvarelserne enkelte, der giver udtryk for vigtigheden af at kunne mødes med ligesindede digitalt.

Samtidig beskriver hovedparten af respondenterne, at det markant lavere aktivitetsniveau i samfundet gør, at man ikke føler sig så anderledes. Tidligere undersøgelser har peget på, at mange, der lever i en udsat situation, føler sig ekskluderet fra samfundets fællesskaber, fordi man ikke har det samme hverdagsindhold som alle andre.

”Jeg passer lige pludselig ind, fordi samfundet er gået lidt i stå. Så føler mig ikke presset til at passe ind.”

”Jeg er på sygedagpenge og i arbejdsprøvning. Det har jeg været i 1 år. Det er hårdt at skulle holde sig selv oppe og i gang mens “alle” andre har et travlt liv, arbejdsliv, familieliv etc.”

Det kan virke banalt, men en ganske reel og stor barriere for deltagelse i sociale sammenhænge er at skulle finde på et godt svar på det klassiske spørgsmål om, hvad man arbejder med. Da mange med sindslidende står udenfor arbejdsfællesskabet, er deltagelse i sociale sammenhænge ikke altid en positiv oplevelse. Med de mange restriktioner, der er fulgt med corona, er den hverdag mange sindslidende plejer at have – hvor der ikke altid sker særlig meget – pludselig blevet mere normal og lettere at tale om og være i.

” [Det bedste ved coronakrisen er] at jeg slipper for de konfirmationer osv., som jeg i bund og grund slet ikke har lyst til at deltage i.”

Endelig er der helt konkret mange positive tilkendegivelser af, at stressende forhold i hverdagen er reduceret under coronakrisen. Lige fra fraværet af trafikstøj til, at der er færre mennesker i butikkerne, og som i høj grad bidrager til, at man trives bedre end ellers.

Cirka en tredjedel af respondenterne beskriver, at det er negativt at have erfaring med psykisk sårbarhed under coronakrisen. Der er særlig tre forhold, der går igen i forhold til, hvad der påvirker en negativt.

Det første handler om oplevelsen af en generel sårbarhed i hverdagen, og at man derfor føler sig ekstra påvirket af situationen;

”Jeg er meget mere sårbar, får panikangst, føler mig meget mere ensom end før corona. Jeg græder meget og er nervøs for, hvordan dette her ender. Hvordan klarer mine venner det?”

”Jeg havde i forvejen en dårlig periode før corona – jeg nåede lige et par uger, hvor jeg følte, at jeg var bare lidt ovenpå, og så gik der ikke ret lang tid efter landet var lukket ned, så brød jeg totalt sammen. Hvis jeg havde haft det godt før corona, tror jeg ikke, jeg var brudt sammen på samme måde.”

Dertil er der en anden gruppe respondenter, som beskriver, hvordan de enten stadig er i krise eller på vej ud af krisen, og hvor aflyste aftaler og behandlingstilbud på standby gør det uklart, hvilken hjælp man kan få og hvornår. Hos denne gruppe er fraværet af hjælp skræmmende og skaber frygt for tilbagefald.

”Jeg tænkte: Nu får jeg lidt mere styr på mit liv. Såsom hos klinik for spiseforstyrrelser. Dér kan jeg ikke komme. Jeg venter på en gældsrådgiver, og det kan jeg heller ikke starte med. Det hele bliver udskudt.”

Det er skræmmende at stå alene i de situationer, hvor man ikke er sikker på, om man kan holde til det. Samtidig omhandler respondenternes bekymringer ikke kun akut frygt for tilbagefald eller forværring, men også bekymringen om, hvorvidt man på den anden side af corona, skal starte forfra med at opbygge relationer og kæmpe sig til den hjælp man har behov for.

”[Jeg er gået] fra at have haft 5 forskellige støtte- og kontaktpersoner til at få én, som jeg måtte kæmpe i 2,5 år for få tillid til. Da jeg mistede vedkommende efter en del år [grundet besparelser, red.], blev mit sociale samvær igen bragt tilbage. Og nu kommer coronavirussen oveni. Det bliver svært at opnå tilliden samt det sociale igen.”

Endelig beskriver mange de negative konsekvenser af, at deres hverdag ikke længere er rammesat af fx aftaler og møder med andre mennesker. Det skaber meget plads til indre uro og tanker.

”Alt hvad jeg oplever i mit indre, bliver mere tydeligt, fordi jeg ikke kan abstrahere ved f.eks. at være social – det føles anstrengende.”

Sammen med denne uro beskriver en hel del – også de, der ellers trives under coronakrisen – en bekymring for, hvordan det bliver at genoptage kontakten til andre, når coronaforanstaltningerne lempes. Bekymringen om ens sociale færdigheder er blevet så dårlige, at det bliver tillokkende at vælge at isolere sig.

Det er interessant, at der generelt hos respondenterne er en beskrivelse af, at man egentlig trives meget godt alene, men at man samtidig godt ved, det er vigtigt at være social. Det må formodes, at disse udsagn bygger på egne erfaringer med, hvad langvarig isolation medfører af udfordringer, men dette kan ikke underbygges ud fra de nuværende besvarelser.

Spørgsmål to er ”Hvordan påvirker det dig som helhed, at du har færre aftaler og møder under coronaforanstaltningerne?” Der kan svares på en skala fra 1 (meget godt for mig) til 10 (jeg får det meget dårligere).

Fordelingen af svar er mere jævnt fordelt end ved det forrige spørgsmål.

43 pct. oplever, at færre aftaler og møder gør, at de har det bedre. 33 pct. finder det rimelig neutralt, og 24 pct. oplever, at mindre kontakt til de offentlige indsatser under coronakrisen har betydet, at de har fået det dårligere.

Dette uddybes i næste spørgsmål.

Sidst på denne side kan du finde en oversigt over besvarelserne, og hvordan vi har grupperet dem.

Her har respondenterne mulighed for at uddybe deres svar på spørgsmål 2. Respondenterne kan svare på, om de får det bedre eller dårligere af, at der er færre møder med pågældende person eller indsats:

• Jobcenter
• Kontaktperson
• Hospital
• Andre møder

Besvarelserne er grupperet på samme måde som i spørgsmål 2. Det vil sige, at de, der har svaret, at det påvirker dem positivt, at der er færre aftaler og møder under coronakrisen, fortsat er grupperet som gruppe 1. De, der var neutrale, er fortsat i gruppe 2 etc.

Dette er for at kunne følge eventuelle sammenhænge mellem spørgsmål 2 og 3 i det følgende. Se sidst i artiklen mere om, hvordan vi har spurgt.

62 pct. af alle respondenter beskriver, at de har fået det ’bedre’ eller ’meget bedre’ af den reducerede kontakt til jobcentrene i coronaperioden. Kun 14 pct. svarer, at de har fået det dårligere, og ingen har fået det meget dårligere af færre møder med jobcenteret.

For at begrænse udbredelsen af covid-19 er alle aftaler i jobcentrene aflyst, og aktivering sat i bero. Derudover er kravet om, at man som ledig skal stå til rådighed og søge job suspenderet imens jobcentrene er lukkede pga. corona-virus. 225 timers reglen blev først suspenderet efter spørgeskemaundersøgelsens gennemførelse, hvorfor besvarelserne udelukkende omhandler, hvordan det opleves ikke at skulle mødes med ens sagsbehandler samtidig med, at de normale krav og sanktioner er suspenderede.

Det er særligt hos dem, der oplever en generelt positiv effekt af færre aftaler og møder under corona, der beskriver, at de får det bedre af ikke at skulle til møder med jobcenteret, men kun 14 pct. oplever at have fået det dårligere af ikke at kunne mødes med jobcenteret som planlagt.

At besvarelserne fordeler sig, som de gør, er ikke nødvendigvis overraskende. Det bliver løbende drøftet både i medierne og politisk, særligt siden velfærdsreformerne i 2006, hvordan kravene fra jobcentrene påvirker borgernes mentale sundhed negativt.

Respondenterne siger meget tydeligt, at deres kontaktperson har en væsentlig betydning for, hvor godt de har det i hverdagen. Halvdelen af respondenterne beskriver at have fået det dårligere, nu hvor de ser deres kontaktperson mindre som følge af corona. Kun ca. 1 ud af 10 oplever, at det er positivt for dem, at de ser deres kontaktperson mindre.

En kontaktperson kan være fra en kommunal indsats, men også fra en regional behandlingsindsats. Kontaktpersonen skal typisk være et fast og stabilt element i hverdagen, som man kan støtte sig til, og som hjælper en med at udvikle sig i den retning, man samarbejder om, og som er beskrevet i ens handleplan.

Særligt for den gruppe sindslidende, der beskriver at have det dårligere under corona, er det negativt, at ens kontaktperson ikke er den samme støtte i hverdagen som normalt, hvorfor man må antage, at kontaktpersoner spiller en vigtig rolle i mange psykisk sårbares hverdag.

Eftersom Outsideren har prioriteret at lave et kort spørgeskema, er det ikke muligt at sige med sikkerhed, hvem de 83 personer, der har svaret, er, ud over, at de er psykisk syge og sårbare ’som der normalt er mange, der skal passe på.’ Baseret på de andre svar i spørgeskemaet er der ingen tvivl om, at respondenterne kender til psykiske kriser på egen krop, og eftersom 2/3 har en kontaktperson, er respondenterne i kontakt med mange offentlige indsatser om støtte og behandling.

Derfor er det mest interessante ved spørgsmålet om coronakrisens betydning for indlæggelser, at 61 pct. svarer, at for dem gør det hverken til eller fra, hvorvidt de har mere eller mindre kontakt til psykiatriske hospitalsafdelinger. Samtidig svarer hver anden, at spørgsmålet slet ikke er relevant for dem. Samlet svarer 8 ud af 10 respondenter, at adgangen til indlæggelser og lignende behandlingstilbud ikke har den store betydning for, hvordan de har det i hverdagen – corona eller ej.

Dette er interessant, da de politiske diskussioner om forbedringer af psykiatrien altid som det første handler om antallet af sengepladser og muligheder for indlæggelse. Først, når de mange forskellige typer af sengepladser er drøftet færdigt, kan andre emner komme på dagsordenen. Omvendt bør det dog medtages, at hovedparten af de psykiatriske behandlingstilbud efterhånden er ambulante. Derfor kan det være, at respondenter, som deltager i disse forløb, ikke har fundet det relevant at besvare spørgsmålet om døgnindlæggelser.

Færre ’andre møder’ under corona, handler ifølge respondenterne især om tabet af hverdagens mangeartede møder med de mennesker, man plejer at se og de ting, man plejer at gøre. Til dette knytter sig ifølge mange af respondenterne en følelse af isolation. Det kan være alt fra ikke at kunne gå i fitnesscenteret, tage på biblioteket, få NADA eller tale med sin psykolog. Betydningen af hverdagens små og store møder fremhæves ofte af forskningen i recovery og psykisk sundhed som centralt for mental sundhed.

Hvordan respondenterne påvirkes af, at der er færre af disse møder i hverdagen under corona, hænger tæt sammen med, hvordan man oplever som helhed at være påvirket af coronasituationen. Oplever man generelt situationen som positiv, er fraværet af alle mulige slags møder og interaktioner enten positivt eller neutralt. Og omvendt. For de 24 pct., der har det dårligt med tingenes tilstand under corona, er der mange af hverdagens interaktioner og holdepunkter, som man får det dårligere af at skulle undvære.