Jeg er på Copenhell i år. Metal-festivalen genkalder minder fra min teenagetid, hvor det at se anderledes ud og høre anderledes musik bliver til et sprog, der skaber en fælles forståelse

Tekst og foto: Marie Herløvsen

‘You’re a tourist in your own youth’. Det er Sick Boys ord til Renton i Trainspotting 2. Da jeg så filmen, gav den sætning så meget mening for mig, mens jeg som beskuer svælgede i referencer til 90’erne og lydbilleder fra samme årti. Jeg blev kastet tilbage til min egen teenagetid.

Det samme skete for mig på dette års Copenhell.

Jeg er en af de heldige, hvis teenageår lå i røven på grungebølgen. Dengang det var cool at høre rock. Dengang MTV faktisk var en musikkanal, og dengang der fandtes Headbangers Ball, og ikke kun på lillesøsterkanalen MTV2. Det var dengang, inden verden blev erobret af tyggegummipop og buffalosko, og dengang piercinger blev cool.

For mig blev musik et sprog jeg kunne føle gennem, et sprog jeg kunne tale med andre om, og et fælles sprog vi kunne tale sammen.

Festivaler var en stor del af den ungdomskultur, jeg opsøgte i 90’erne og 00’erne.

Festivalens natur er at opløse hverdagen og de roller, vi traditionelt indgår i. De dage, hvor musikken gavmildt strømmer mod os, ved vi, at vi er fælles om noget. Vi forstår hinandens sprog.

Et rum til at være anderledes
På Copenhell i år taler jeg med Amalie. Det er første gang, hun er på Copenhell – og første gang hun har crowdsurfet. Hun fortæller, at hun føler sig helt utrolig godt hjemme herude.

– Det er helt okay her at se lidt anderledes ud. Der er ikke nogen, der glor. Folk er pissesøde, og det er okay bare at hænge ud og være den man er.

Vi filosoferer lidt sammen over, at festivaler oftest har noget karnevals-agtigt over sig. Her i musikkens land kan vi få lov til at lege med, hvem vi er, og hvordan vi ser ud.

Narren kan være konge for en dag, og kongen kan få lov til at lege nar.

Festivalen skaber et rum, hvor vi er enige om at det er okay at fremstå outrageous. For nogle af dem, der tilhører en subkultur og skiller sig ud fra mainstream-normen er det en befrielse, at der her ikke bliver kigget og hvisket, som der gør på en tur ned af Birkerød hovedgade. For andre er det en leg med udtryk, der kun varer de par dage og som er begrænset til festivalens frirum.

Da jeg var teenager og ung voksen brugte jeg subkulturelle visuelle koder til at udtrykke den ’anderledeshed’, jeg følte indeni.

Jeg taler lidt med Amalie om det at skille sig ud, og hun forklarer:

– For mig er det at skille sig ud fra mængden også en måde at sige ‘Hej her er jeg, kom og find mig’ til de andre, der også skiller sig ud. Det, at man ser lidt anderledes ud i sit look, fortæller noget om én, og man ved, at man måske har noget til fælles. Det er ligesom med musikken. Herude ved man, at man har noget sammen, nemlig det at man godt kan lide den her slags musik. Det giver en slags genvej til fællesskab, siger hun.

Amalie er ikke den eneste, der i de her dage giver den fuld skrue med et gennemført look.

Om Forfatteren

Outsideren er Danmarks største online-magasin om psykiatri og psykisk sygdom, produceret af mennesker, der har prøvet psykiske lidelser på egen krop og sjæl. Outsideren er et talerør for folk med psykiatrisk brugererfaring. Outsideren tilbyder også Danmarks største blogger-univers for psykisk sårbare.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.