UK er højtuddannet, hun lider af angst og depressioner, og derfor kan hun ikke arbejde. Det har hun det ikke dårligt over, for som hun siger ”det er ikke min skyld, at jeg blev syg”

Af UK, illustration af Francisca Meena Rude

”Hvad forhindrer dig egentlig i at arbejde?”. Spørgsmålet hænger i luften. Jobkonsulenten kigger på mig. Jeg trækker vejret ind. Jeg kigger ud i rummet. Nu er det her. Øjeblikket jeg vidste ville komme. Det svar, jeg øvet tusind gange i mit hoved, skal falde nu. Fornemmelsen i kroppen. Hjertet banker. Tankerne flyver rundt: ”Hvorfor kan jeg egentlig ikke arbejde? Kunne jeg måske? Er jeg syg nok? Er det i virkeligheden min egen skyld? Gør jeg ikke nok for at blive rask?”.

Jeg kan mærke det. Følelsen bobler op i mig. Den dårlige samvittighed.

Personen, der stiller mig spørgsmålet, er min indtil videre tredje jobkonsulent i rækken i det seks måneders forløb, jeg har været igennem som sygemeldt med depression og angst. Anledningen er en af de samtaler, jeg ifølge loven skal have med jobcentret hver 4. uge. Jeg har for længst opgivet at finde meningen med de samtaler, mest fordi konklusionen hver gang er, at jeg skal fortsætte min behandling som hidtil. Også jobkonsulentens spørgsmål om, hvad der forhindrer mig i at arbejde, synes jeg er meningsløst. Især fordi jeg lige har siddet i en halv time, og fortalt ham om mine symptomer: Følelser af meningsløshed, håbløshed, angst og selvmordstanker. Sikkert er det dog, at spørgsmålet bliver stillet til hver eneste samtale.

Jeg forestiller mig, at der er en god grund til, at jobkonsulenten stiller netop det spørgsmål. Måske er det et helt uskyldigt spørgsmål, som skal give borgeren (mig) min egen stemme, en chance for at blive hørt. Måske stiller han spørgsmålet, fordi systemet kræver det. Om ikke andet, så står det i hans skema på computeren. Måske er han bare en person, der gør sit arbejde og slet ikke mistænker mig for at snyde og ikke gøre nok for at blive rask.

Det er bare ikke sådan, jeg opfatter det. Den dårlige samvittighed presser sig på, og jeg får følelsen af, at jeg har gjort noget forkert. Jeg ved, jeg er syg, men er jeg nu rigtig syg? Kunne jeg arbejde? Gør jeg nok for at komme tilbage? Det er det, spørgsmålet får mig til at tænke.

Den gode patient
Normalt er jeg ikke plaget af dårlig samvittighed over at være blevet syg og skulle bruge af samfundets ressourcer fremfor at bidrage til dem. Jeg tror, det hjælper mig at tænke, at det er noget midlertidigt, at det kun er lige nu, jeg ikke bidrager. At der kommer en dag, hvor jeg kan arbejde igen. Jeg har haft et rimeligt velfungerende liv, indtil jeg blev syg, i hvert fald på overfladen. Jeg har fået en uddannelse. Jeg har et sted at bo. Man kan ikke se på mig, at jeg er syg. Jeg har et par gange af sygeplejersker fået at vide, at jeg er en af de gode patienter. Udtalelser, som jeg egentlig synes, er skræmmende. Findes der gode og mindre gode patienter? Åbenbart.

Da jeg var indlagt sidst, troede folk også nogle gange, jeg var en af personalet, hvorefter jeg pegede ned på mine sutsko og hvide hospitalssokker og sagde: ”Nej, desværre, som du ser er jeg indsat, ikke ansat!”. Galgenhumoren trives på psykiatrisk afdeling. Mange fagpersoner kalder mig tillige ressourcestærk. Et ord jeg både elsker og hader. Elsker, fordi det åbenlyst sætter mig i stand til at navigere bedre i systemet. Hader, fordi jeg trods det, har siddet på en psykiatrisk afdeling i 10 uger med følelse af dyb håbløshed og meningsløshed og googlet effektive selvmordsmetoder. Hvad hjælper det så at være ressourcestærk?

Det kan kræve mange kræfter og ja måske ressourcer at holde fast i, at man er syg og uarbejdsdygtig, og at man faktisk har ret til at være det. At man har brug for mere tid. At forklare jobkonsulenten, at ens psykiater ikke kan udtale sig om en nøjagtig dato for borgerens tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Min grundlæggende følelse af, at jeg har lov til og ret til at være syg, er noget, jeg kæmper for at holde fast i. Og at det ikke er min skyld. Og at jeg gør det så godt, jeg kan, men at der er mange ting ved min sygdom, jeg ikke selv er herre over.

Det er ikke gratis
Jeg har min egoisme og vilje til at holde fast på mine rettigheder med hjemmefra. Det har ikke altid været af det gode, men når man er syg og møder systemet, er de egenskaber ret så nyttige.

Jeg har også en bestemt opfattelse af, hvad velfærdssamfundet er til for, og det hjælper mig også en hel del. Det handler om, at der til alle tider har været mennesker, der er blevet syge og uarbejdsdygtige, og der vil altid være det. Før i tiden havde man måske sin familie til at passe på en, nu har vi hospitaler og psykologer og jobcentre og kontanthjælp og sygedagpenge.

Det er forkert, når nogle taler om, at vi eksempelvis får gratis sundhedsydelser i Danmark. De er ikke gratis. De er betalt via skatten. Vi betaler halvdelen af vores løn til en fælles kasse, som vi til gengæld alle har ret til at få hjælp fra. Forskellen på Danmark og et land som USA er, at her i landet er vi, med et godt gammeldags ord solidariske, så vi betaler alle ind, hvis vi kan, og vi har alle ret til ydelser og hjælp, hvis og når vi har brug for det. Alternativet til den ordning er private sundhedsforsikringer, hvor de, der er syge og ikke kan arbejde og betale skat, må ty til private hjælpeorganisationer eller andenrangs sundhedsydelser.

Min pointe er, at vi skal have et eller andet system til at hjælpe syge mennesker. Og i Danmark er vi så heldige, at vores ret til hjælp ikke kommer an på, hvor meget vi bidrager økonomisk igennem en livsperiode. Der vil være nogle som arbejder og betaler skat hele livet og aldrig har så meget som et hul i tænderne. Og der vil være andre som er født handicappede, har lange sygeperioder og måske får tildelt førtidspension. Alle som en har vi de samme rettigheder og pligter. At arbejde og betale skat hvis vi kan og at modtage hjælp, hvis vi har brug for det. Om det så er et helt liv på offentlig forsørgelse, det gælder, så har vi faktisk ret til det.

Jeg har ret til at være syg
For mig er der ingen tvivl. Dette er velfærdssamfundet. Men jeg ved, at systemet bygger på, at vi har tillid til hinanden som mennesker. Tillid til at systemet ikke bliver misbrugt, og at vi accepterer, at alle måske ikke kan bidrage lige meget. I sidste ende kommer det an på ens menneskesyn. Groft generaliseret: Ser man mennesket i en økonomisk forstand, som en rationel noget-for-noget-maskine. En som udnytter andre og kun tænker på egen vinding, eller ser man et væsen, som er drevet af fællesskab og at kunne bidrage til dette fællesskab. Nogle som gerne vil, hvis de kan.

Det sidste er mit syn på, hvad et menneske er for noget. Og i den forstand er velfærdssamfundet egentlig bare en kæmpestor stenalderlandsby, hvor alle bidrager på forskellig vis Og hvor der er et sikkerhedsnet, der griber den, der ikke kan selv. En stenalderlandsby med wifi og Instagram, selvfølgelig;)

Det er i den viden og overbevisning, jeg henter min styrke til at sige, jeg er syg og jeg har ret til at være det. Jeg er en af dem, der har både gener og opvækst, der uheldigvis har givet mig udfordringer med tilbagevendende depressioner og angst. Det kan jeg ikke gøre for! Det er ikke min skyld! Og derfor behøver jeg ikke have dårlig samvittighed og føle mig skyldig over at modtage hjælp og at være uden for arbejdsmarkedet. Ikke hvis jeg tænker logisk i hvert fald.

Jeg ved ikke, hvordan det er at være langvarigt syg og glemt i kontanthjælpssystemet. Jeg ved ikke, hvordan det er aldrig at have haft et arbejde. Og dog. Jeg har indimellem tænkt på, hvad jeg egentlig har bidraget med økonomisk i mit liv indtil nu. Jeg nåede kun at arbejde to år efter, jeg afsluttede min uddannelse, før jeg gik ned med stress, depression og angst. Her tre et halvt år efter, er jeg stadig uden for arbejdsmarkedet. Men det kunne ikke have været anderledes. Jeg ved ikke, hvor mange timer jeg kommer til at kunne arbejde i fremtiden. Jeg ved ikke, hvordan mit liv bliver. Men jeg ved, at jeg er uendelig glad for, at samfundet hjælper mig, og at jeg kender mine rettigheder.

Jeg vil råde alle til at tænke den større tanke, at velfærdssamfundet er her med rettigheder og pligter. Langt de fleste danskere bakker op om velfærdssamfundet. Altså tanken om, at det er ok at give uden at få det samme tilbage. Og det er ok at få, selv om man måske ikke kan give det samme tilbage. Når den dårlige samvittighed kommer snigende, så skal vi tænke både på vores rettigheder og pligter. Spørge os selv. Kan jeg bidrage, i så fald med hvad? Hvad har jeg ret? Jeg mener, at vi selv i vores svageste øjeblikke kan bidrage med dem, vi er. Vi har brug for alle mennesker, og det at bidrage kan være mange ting. Det behøver ikke at være økonomisk.

Tør jeg spørge
Så hvad gør jeg næste gang, jeg sidder til samtale i jobcentret? Hvad kan jeg svare, når jeg bliver spurgt hvad der forhindrer mig i at arbejde? Hvordan kan jeg holde den dårlige samvittighed uden for døren og være stærk og sikker på, at det er ok at være, den jeg er, lige der hvor jeg er. At det er ok at være sygemeldt og skulle modtage for en stund. Jeg ved, at følelsen af dårlig samvittighed ganske sikkert vil boble op. Den vil vågne og lægge sin klamme hånd på min skulder. Den vil forsøge at få mig til at væve og bævre og undskylde og skamme mig.

Jeg tror, jeg vil forsøge at være nysgerrig. Hvis jeg tør. Jeg vil prøve at spørge min jobkonsulent om, hvorfor spørgsmålet er der. Hvad tanken bagved er. Jeg kan fortælle ham, hvordan jeg har det med at blive spurgt på den måde. Være åben. Sige at spørgsmålet gør mig usikker og giver mig skyldfølelse. Jeg tror godt, jeg tør. Måske. For jeg vil ikke have, at følelsen af dårlig samvittighed skal være så dominerende. Jeg vil prøve at bruge min logiske sans. Jeg ved, at det, der er sandheden, er, at jeg blev syg, og at jeg gør det bedste, jeg kan for at få det bedre. Jeg ved, jeg har ret til at få økonomisk støtte, fordi jeg er syg. Og jeg ved, hvis jeg tænker mig om, at det er et menneske, der sidder over for mig. En jobkonsulent, men dog et menneske. Et menneske, der måske bliver mindre skræmmende, hvis jeg tør åbne mig og vise mig som det menneske, jeg selv er. Systemet vil måske ikke ændre sig. Men som menneske i systemet, vil jeg kæmpe for, at det bliver mere menneskeligt, så den dårlige samvittighed kan blive smidt uden for døren, hvor den hører til.

 

 

 

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.