Det som adskiller sindslidendes seksualitet fra andres, er muren af psykofarmaka der lægger sig omkring den grundlæggende drift og gør alting en del mere kompliceret. Det er prisen for at være fri for psykoser, siger psykiater. Behandlere tror ofte at sex er farligt for psykisk syge, men mangler indsigt i problematikken.

Af Maria Santasilia for Tidsskriftet Outsideren

Jeg tror ikke, at omverdenen aner, hvor trange vilkår seksualiteten har blandt psykiatribrugere. Mine egne erfaringer stammer fra en periode for 15 år siden og fem år frem, hvor jeg var stærkt medicineret og diagnosticeret i den tunge ende af det psykiatriske spektrum.

Meget kort tid efter jeg begyndte med medicinsk behandling, oplevede jeg, at mit sexliv fungerede dårligere og dårligere. Det var svært for mig at sige præcist, hvad det var, der ikke virkede. Selv om mine følelser og min længsel efter min kæreste stadig var intakte, kunne jeg ikke mærke ham på samme måde som før. Hans berøringer gav mig ikke den samme fryd som tidligere. Der var længere ind til mine følelser, og jeg kunne ikke få orgasmer mere.

Dér sidder man så.
Side om side, med hver sine uforløste behov.
Og kan ikke tale om det

Det tog en tre år, før jeg havde mod til at nævne det for min psykiater. Jeg var genert og flov over at skulle tale om mit sexliv med en behandler. Men de følelser blev afløst af overraskelse og frustration, da behandleren svarede: ’Jah, det er jo prisen’!

Jeg var blevet ført ud i medicinens tætte tåger, uden at nogen havde informeret mig om, at det ville påvirke mit sexliv i den grad. Oveni erklærede psykiateren at det ikke kunne være anderledes. Hvis jeg ville være fri for psykoser, skulle jeg tage medicin, og vedkommende havde tidligere gjort det klart, at det ville være for resten af livet.

Det jeg oplevede som en amputation af mit indre, anså psykiateren for en detalje, der ikke havde været værd at nævne. Og desuden passede det med at jeg ville være fri for psykoser, heller ikke.

Manglende Indsigt

Jeg har siden holdt flere foredrag om sindslidendes seksualitet. Drevet af min egen nysgerrighed og behovet for at vide mere om problematikken, har jeg fundet ud af at psykofarmaka selvfølgelig påvirker et menneskes sexlyst og sexliv.

Det er en neurokemisk bivirkning, en ting der sker oppe i hjernen på grund af den medicin man tager.

Problemet er at den sindslidende ofte tager denne bivirkning på sig som et personligt problem, og derfra stammer forestillingen om, sindslidende har det problematisk med seksualiteten.

Et menneskes seksualdrift kan ikke fjernes med medicin. Denne drift er en af vores mest fundamentale, og har rent neurologisk sit udspring i hypothalamus, urhjernen, sammen med vores andre instinkter.

Psykofarmaka virker andre steder i hjernen. Det påvirker visse signalstoffer og hormonbalancen, men ændrer ikke den grundlæggende drift. Derfor opstår der et tomrum mellem drift og forløsning. Sagt med andre ord, er mennesker der får psykofarmaka, spærret inde med et behov der ikke kan finde tilfredsstillelse. Og det kan påvirke dig psykisk.

Fra mine foredrag ved jeg, at det mere er reglen end undtagelsen, at psykofarmaka påvirker den enkeltes seksualitet og sexliv. Der er forhold der forliser på den regning, og manges selvværd lider under de mekaniske bivirkninger der typisk også følger. Mænd kan ikke få rejsning og kvinder kan ikke føle glæde eller mening i at dyrke sex.

Dér sidder man så. Side om side, med hver sine uforløste behov. Og kan ikke tale om det, fordi man hver især tror det er ens eget helt private og pinlige problem.

Det er prisen!

De færreste er blevet spurgt om de vil betale den pris, og på de fleste psykiatriske afdelinger er sex et tabu. Der behøves ikke ”bollerum” for patienterne er tydeligvis sexforladte, er en typisk forhastet konklusion.

Sex er ikke farligt

Det er selvfølgelig vigtigt at anerkende, at mange sindslidende har det svært med den nærhed der opstår ved sex. Nærheden kan pille ved fortrængninger og grænser. Der er ofte ”skæve” tanker man ikke har helt styr på. Angst.

Og der er selvfølgelig også forstyrrelser som hører til under det sygelige. Vrangforestillinger som i filmen Dr. Strangelove, hvor en general hellere vil kaste atom-bomber end nogensinde at få udløsning igen. Nogle føler en skam ved deres seksualitet der er invaliderende. Men det er heller ikke ufarligt, at tro at seksualdriften skal ignoreres og undertrykkes.

For man bliver ikke mere psykotisk af at dyrke sex. Det forholder sig snarere omvendt.

Når jeg holder foredrag om sindslidendes seksualitet, er mit teoretiske udgangspunkt, den viden vi har om den gruppe hormoner der kaldes endorfiner. Eller som kælenavnet er: Lykkehormoner.

Endorfiner frigøres i hjernen når man dyrker sex, og de er vigtige for ens velbefindende. Uden dem aftager den generelle livsglæde. Hvornår var det man sidst slog en høj latter op eller havde et ustyrligt grineflip?

Jeg er overbevist om, at en adfærd, der frigiver store mængder endorfin, vil forbedre den mentale tilstand betydeligt. Sammenhængen mellem psykisk velvære og motion er veldokumenteret, og det her ligger ikke langt fra.

Manglende indsigt

Vi-ved-hvor-skoen-trykker-600x3311Det er oftest personalet på behandlingssteder og bosteder der fastlægger rammerne for beboernes seksuelle aktivitet. Til et foredrag spurgte jeg om man havde diskuteret, hvorvidt beboerne måtte tage en partner med hjem efter en tur i byen.

Ingen havde nogensinde overvejet spørgsmålet.

Jeg har holdt et godt foredrag når der opstår kontakt mellem personale og brugere. Jeg går gerne tæt på, og spørger personalet om hvordan de selv skaber eufori i deres liv, så de derved kan relatere sig til de sindslidendes problemer. De sindslidende selv, oplever at kunne tale åbent om sex, hvilket de ofte aldrig har gjort før.

Forståelsen af endorfiners betydning, gør det nemmere at tale om emnet. Især personalet flytter sig ofte i forståelsen af problematikkerne omkring sindslidendes seksualitet.

Resultatet har flere gange været, at personalet bagefter støtter mere op om, at beboerne skal have adgang til et frit og rigt seksualliv. Det er endnu ikke udbredt i Danmark, men i andre lande aftaler man såkaldte ”drug-holidays” når den sindslidende har behov for at være fri for psykofarmakas hæmmende virkning på seksualiteten.

Jeg ser sex som en kommunikationsform. Hvordan skal sindslidende kunne mestre det, når man ikke kommunikerer på andre områder.

Evnen til at opnå en lykkefølelse styres af det morfinlignende stof endorfin, som er det stof der udløses i vores hjerne, når vi er glade, når vi udsættes for smerte eller befinder os i uvante situationer. Det er også det stof, der frigøres når vi får orgasme. Det er det sande lykkestof i hjernen, som IKKE kan fås hverken i fast eller flydende form, ej heller i form af sjov tobak. Man kan læse mere om det i denne bog :
Endorfiner – “sådan producerer du dine egne lykkehormoner, en videnskabelig livsopskrift” (RITSKES, ENDORFINER BOGAN)

Glæde, afslapning, ro, overblik og rummelighed er resultatet af have en hjerne der storproducerer endorfin. Og jo mere af det, jo bedre livskvalitet

2 Kommentarer

  1. Karen

    Hold nu op en fin artikel.
    Du har så ret.
    Og hvor er det vigtigt at der bliver talt åbent, reelt og alvorligt om dette emne som er så overset at det gør ondt.
    Tak for artiklen der gjorde mig klogere i en tvivlende tid .
    Dejligt du deler ud af din erfaring og viden og får sparket til diverse personaler og fordomme ikke mindst.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.