Her fortæller Antti Sneck om sig selv og om de hukommelsesøvelser han har brugt til genoptræning, efter han pådrog sig en hjerneskade. En forringet hukommelse er ofte en følgevirkning af chock, stress, slag, ECT og længerevarende psykoser.
I dag, i min tid i HovedHuset som senhjerneskadet medlem, kommer jeg af og til ud for samtaler, hvor samtalen kunne begynde med et spørgsmål som: ”Kan du huske, da vi cyklede rundt om Damhussøen. Da opdagede vi noget meget interessant og vigtigt. Jeg kan ikke lige huske, hvad det var, men at det er vigtigt. Kan du huske, hvad det var”? Og svaret kan meget vel blive:
”Hvad for en sø? Hvor ligger den? Min cykel er i øvrigt flad, så det kan ikke have været mig der var med på den tur, du”
Fraserne i samtalen kan blive mere og mere umulige at huske eller svare på. Så vi, der er senhjerneskadede holder os fra at tale om anekdotiske begivenheder, for vi husker dem ikke klart. Men umiddelbare tanker og overvejelser, der er mere eller mindre vigtige, er noget vi hele tiden snakker om. Når vi skal komme et eller andet i hu, bliver det oftest til en lang monolog og da kan det som hjerneskadet være meget svært at huske det hele. Så vi har store sociale barrierer der ikke blot behandles bort, men vi prøver hele tiden at blive lidt bedre alligevel. Derfor har jeg, siden mit uheld i Nov. 1999, søgt at genvinde min hukommelse og det er svært at huske det hele, men I skal da have lov til at læse det, jeg er i stand til at huske.
Baggrunden
Da jeg i 1999 blev udskrevet fra Riget, kunne jeg ikke rigtigt huske særligt meget, så det første trin på genindvindelsen af mine erindringer, fandt sted på hospitalsgangen. Da fik jeg al den nødvendige information om hvem jeg var: mit navn, alder, adresse, CPR nummer, osv. – på daværende tidspunkt. I dag er jeg en anden, det er helt sikkert, for jeg har gennemgået en udvikling, som er målbar. Men dengang, var det alligevel en lille sejr for mig, at finde hjem, helt på egen hånd! Dengang var det lidt lige meget, at jeg ikke kunne huske bekendte, mine venner, min familie eller mit studie. Men i dag er det en katastrofe, fordi jeg er blevet så meget desto mere bevidst om, hvor vigtigt det er at have et netværk. Mit liv var blevet radikalt ændret og den bevidsthed lever jeg stadig med, selvom det ikke nytter meget.
Jeg var 37 da uheldet ramte mig og ændrede mit liv. Jeg havde forinden fuldendt mine erhvervskorrespondentstudier i 1996 og ville bygge videre på mine færdigheder, hvorfor jeg begyndte på polit. studiet på KU i 1998. Det virkede som en god ide – på daværende tidspunkt, er jeg sikker på, men skæbnen ville det anderledes. Mildest talt, var jeg rimeligt rådvild efter mit uheld og jeg havde specielt svært ved at udtrykke mig forståeligt, fordi mine sproglige færdigheder var blevet reducerede (dette er en nutidig erkendelse af mine kognitive problemer afstedkommet af min hjerneskade). Jeg levede jo bare videre, som om intet havde sket, men afbrød mine studier på KU og hoppede fra SU til kontanthjælp. Der skete ikke meget i mit liv, indtil jeg kontaktede Projekt Springbræt i 2000. De hjalp mig hurtigt videre og skaffede mig et jobtræningsforløb i Økonomi- og Erhvervsministeriet 6. december 2000. Det var gode tider dér, men jeg blev mere og mere uligevægtig.
Det resulterede i, at jeg af ministeriet fik betalt en konsultation hos en krisepsykolog. Det stod hurtigt klart for psykologen, at der var noget galt – jeg måtte have fået mig en hjerneskade, for de tests jeg gik igennem hang ikke helt sammen. Så selvom jeg nød livet i de centrale administrative gemakker, med mange fantastisk søde og meget professionelle kolleger, måtte jeg indse at min psykiske ubalance blot ville blive værre, hvis jeg havde fortsat dér. Så jeg forlod gemakkerne i 2003 og vendte tilbage til det liv, jeg kendte bedre. Men jeg gjorde meget for at kommunen ville krybe til erkendelsen, og skaffe mig noget terapeutisk assistance. Det varede et års tid, men så blev jeg tilknyttet Hjerneskade Projektet i 2004 – dengang knyttet til revalideringen i København.
Her fik jeg megen hjælp til at forbedre mine kognitive færdigheder. Specielt blev min udtale bedre og mere forståelig. De havde et meget kyndigt program hver dag. Den fysiske træning er det jeg husker bedst og i dag står det klart for mig, at uden træningen var jeg ikke kommet så langt, som jeg er kommet i dag. Det er dog klart at sådanne projekter har et mål og det er beskæftigelse, så jeg blev smidt ud i et arbejdsprøvningsforløb hos Post Danmark 5. december 2004.
Jeg fik lov til at starte meget nænsomt og klarede opgaverne så tilfredsstillende, at jeg fik tjansen alene efter et par måneder. Jeg troede også selv, at jeg kunne, men arbejdet er fysisk hårdt og min krop ville ikke lege med. En nat vågnede jeg ved, at mine ben, arme, og ryg gik i krampe. Mine ben foldede sig sammen og så gjorde det nas. Så strakte jeg benene ud igen, men smerten slog mig ud. Da jeg kom til mig selv, ringede jeg og meldte mig syg. Derfor skulle jeg til lægen og efter nogle dage fortog kramperne sig og jeg kunne komme til lægen. Lægen foreslog mig at tage et nerve præparat, men jeg takkede nej – for jeg tror ikke på det som en løsning, men blot en udskydelse. Så det blev ikke til noget med mig hos Post Danmark.
Derefter kom jeg ud i forskellige aktiveringsforløb, som ikke tog hensyn til min situation, men blot ville have CPR nummeret ud i arbejde. Det blev ikke til noget, men så kom jeg i kontakt med en jobkonsulent som havde erfaringer med hjerneskadede og derfor tog vi 5. februar 2008 kontakt til HovedHuset – en klub for senhjerneskadede, tilknyttet Hjerneskadeforeningen. Her er jeg så stadig, men bedre, klogere, visere, hurtigere end før og meget mere afbalanceret (og lykkelig). Nu mangler jeg bare at få huskeren tilbage på plads, så derfor er min interesse for hjernen og dens funktionalitet blevet større.
Hukommelsen
Men hukommelse er mange ting og jeg har fundet ud af, at vi har en korttids hukommelse og en langtids hukommelse. Langtidshukommelsen kommer måske tilbage og korttids hukommelsen kan trænes, så den bliver mere eller mindre okay! Samtidig er langtidshukommelsen inddelt i flere segmenter. Men, for mig, er det stadig lidt besynderligt med hjernens funktionalitet, for alle de sprog jeg kunne før mit uheld, kan jeg stadig huske og bruge, så det må betyde at disse erindringer må sidde et andet sted i hjernen? Jeg er hverken neurolog eller psykolog, men som lægmand tror jeg det er trygt at påstå at, på trods af al den viden professionelle har skaffet af informationer om hjernens funktionalitet, ved vi stadig ikke ret meget – faktisk ved vi stadigt mindre, alt efter som informationerne bliver flere?
Nedenfor har jeg forsøgt at illustrere, den videnskabelig tilgang til forståelse af hjernen. Jo mere jeg studere den slags, bliver jeg blot mere fremmedgjort. For hvordan kan en så dyb indsigt være gavnlig, når den alligevel er så overfladisk, fordi alle fakta blot afføder 1000 nye spørgsmål. Men kig på oversigten og se om du kan bruge det til noget. Det har nemlig affødt mange nye teorier, som også anvendes i behandling af senhjerneskadede:
|
|
Sammensætningen kan vel blive mere dybsindig, efterhånden som vi anskaffer os mere indsigt? Jeg ved ikke om det holder for alle kadre, i de højere videnskabelig etablissementer, men jeg synes den er i vinkel.
Mine tanker i dag
At neurologerne har vurderet, hvor forskellige tankeprocesser foregår, er ganske givet brugbart. Men det nytter ikke meget for mig at vide, hvor en tankeproces sker i hjernen, når det i sidste ende alligevel kommer an på den træning jeg skal gennemgå og ikke informationen om hvorfor, for at generhverve mine tabte erindringer og færdigheder og at den videnskabeligt anlagte information så udebliver. Hvem afgør om lødigheden af, om jeg kan bruge de informationer eller ej? Jeg tror på, at når min bevidsthed får lov til at blive større, så forøges helbredelsesmulighederne også!
De gamle Egyptere må have haft en dybere indsigt, end dagens dominerende religion tillader os at vide. Dengang udførte de også neurokirurgiske indgreb på lidende, med kirurgiske instrumenter som stadig bruges til det samme i dag. Det er altså muligt at skære i hovedet og afhjælpe problemer hos lidende, men det betyder destruktion af væv og celler, så træning er logisk set den eneste mulighed, selvom hedonismen byder os at tro på lette løsninger, som de mange farmaceutiske produkter på markedet, giver en god indikation af? Jeg prøver under alle omstændigheder, at blive inddraget i alle behandlingsprocessens overvejelser, på forståeligt dansk, når jeg kan!
Træning byder os at have tillid, til det, naturen har udstyret os med. Mine egne erfaringer med træning og sund ernæring, har også givet mig positive erfaringer med det. I bestræbelserne på, at forbedre hukommelse brugte vi bl.a. ’Loci metoden’, – brugt siden oldtiden. Den stammer fra poeten Simonides, som efter sigende, skulle have været i besiddelse af en stor hukommelse. Metoden anvender et objekt (erindringen) og et statisk element (ting el. rum), for at kunne huske objektet. Desuden bruges rim, historier og talserier, for at komme en hel sekvens af erindringer i hu. Min erfaring med 3 elementer i forsøget på at huske, fungerede udmærket og overraskede også nogle af de øvrige i træningen. Men det forbavsende er, at det er muligt for nogen, at huske hele 52 kortspil korrekt, og det ligner mere trylleri end videnskab, men det skulle altså være muligt. Men det er forbavsende, at der stadig i dag, er forsorgsinstitutioner som anvender behandlingsmetoder, helt tilbage fra oldtiden, for som situationen er i dag, findes der nye og mere bevendte metoder til behandling af hjerneskadede. Men det er elementer, som følger de fysiske træningsaspekter og, et skift i ernæringsrutinerne betyder også meget. Vi bliver helt sikkert bedre til at få noget ud af den kognitive træning, når vi er i god form og lever sundt – uden alkohol, smøger og alt det fede og lettilgængelige i tilværelsen.
Mine overvejelser
De fleste hjerneskadede betragtedes indtil 1930’erne som værende umulige for behandling! Nu ved vi imidlertid bedre og det er muligt at forbedre skadedes muligheder, for at få et bedre liv. Det skal dog nævnes, at indsigten nu er væsentligt dybere og, at behandling omhandler langt flere forhold, ifm. de kognitive træningsmuligheder. Det er vigtigt at oparbejde bevidstheden til et bredere grundlag for hjerneskadede og det gælder både følelser, meninger, attituder, holdninger, fysiske belastninger og sociale barrierer. Dertil kommer naturligvis traumer. Disse kan repræsentere endog meget vanskelige barrierer, som kræver meget arbejde fra psykologers side. For at helbrede eller rationaliser traumet, så det kan fjernes som blokering og individet dermed ville kunne udvikle sig videre fra den traumatiske begivenhed, der har fastholdt personen i faste livsmønstre der ikke har været bevendte, er centralt, men kræver at traumet også findes frem – fra hjernens uudgrundelige dyb.
Det betyder, at selvom jeg vha. træningen har fået mine kognitive evner forbedret, kan det alligevel betyde at en undertrykt traumatisk begivenhed forhindrer mig i, at udvikle mig videre. Dette er et problem som afhjælpes ved bevidst at realisere traumet, men er en stor mundfuld, for det er jo ikke tilfældigt, at jeg undertrykker traumet. Det var en begivenhed jeg simpelthen ikke kunne/kan acceptere, der er overgået mig og derfor kan det være meget svært at låse op for traumet – endsige finde det.
Fra hospitalet kan jeg ’stadig’ huske alt det jeg fik fortalt. Alle mine tænder, undtagen hjørnetænderne, var slået ud af kæften, hvorfor de havde deres hyr med at få dem på plads igen – de fandt dem alle, strøet omkring der hvor de fandt mig i en blodpøl. Min puls var så lav, at de først troede jeg var død. Der var måske en blodprop i venstre side af hjernen, som de prøvede at bore igennem til, men boret knak. Min hjerneskal var flækket, men kun en af neurologerne så det som et kraniebrud. I øvrigt talte de over tusinde slag mod min krop, specielt mine fødder og hænder (og hovedet)– som åbenbart skulle knuses? Jeg fik 5 diskusprolapser repareret. Det lyder alt sammen helt vildt, men er det i virkeligheden mine egne rationaliseringer, eller et undertrykt traume som fragmenterer mine erindringer? For jeg kan stadig huske, jeg vågnede fordi der var en masse ævle i mit hoved. Folk der snakkede om alt muligt, som åbenbart var for meget for mig. Jeg vågnede så, og opdagede der var lagt et lagen lagt over mig. Jeg rev det væk og begyndte at råbe og skrige på, at folk skulle holde kæft – og opdagede, at jeg var alene med en masse lig. Men jeg fortsatte mit skrigeri og snart dukkede der en portør op, og så begyndte jeg at skrige efter ham og truede ham vist også. Så kom der endnu en portør og de begyndte begge på, at få mig til at falde til ro. De har nok prøvet at få mig til, at falde til evig ro, men så kom der også en læge, og han begyndte at skælde portørerne ud. Men jeg faldt til ro og kan ikke huske mere, men det er noget jeg har tænkt over lige siden mit uheld. Det er pudsigt, for jeg husker alt det ovenstående, men kan ikke sætte billeder på og jeg har langt flere besynderlige minder, fra min tid på hospitalet, men tvivlen råder stadig.
Årsagerne i mit sind
I mine bestræbelser på at blive bedre, større, klogere, visere, stærkere, osv. blev jeg, takket være kommunernes verdensmester position i at forkludre alt – mht. finansiering af offentlige investeringer, bragt ind i revalidering – et træningsforløb hvor mine kognitive evner og hukommelse forbedredes. Der, var der etableret for fysisk træning hver dag, dvs. jeg cyklede (spandt), brugte romaskinen, crosstraineren, step-up maskinen og ben, ryg, skulder træningsmaskiner. Den fysiske træning, hvor så meget af kroppens funktionalitet som muligt, bringes i anvendelse, har haft meget stor betydning for min hjernens evne til at genetablere kapaciteten. Når det så knyttes til de rene mentale øvelser, er der mærkbare forbedringer at spore for mig, som derfor tilskynder til mere træning – både fysisk og mentalt. Det vigtigste er imidlertid kosten, for hvis vi ikke får tilført adækvat ernæring, som kroppen kan gøre brug af optimalt, så vil meget af træningen gå tabt, dvs. træningen bliver mere belastende og vanskelig. Så, vi skal forbedre vore madvaner – det giver også et bedre humør 😉
Dengang kom der også en neuropsykolog ind i forløbet og hun havde nogle ”nye” ideer om, hvordan kort-/langtids hukommelsen kan forbedres. Vi var 7 eller 8 personer, alle med erhvervede hjerneskader af en eller anden art, som gik i gang med træningen – som et forsøg. Det vi skulle, var at huske 10 selvvalgte ting. Men når vi vælger en ting at huske på, så skal vi knytte flere elementer til den ting vi skulle huske. Vi gjorde det, at vi knyttede tingen til et rum og et andet objekt i rummet til. Efter et par ugers tid, lykkedes det faktisk os alle at huske alle 10 ting, selv flere uger senere! Som jeg forstår det, handler det om at aktivere så mange sanser og aktive tanker i selve erindringen af de ting vi skal huske på. På den måde aktiveres flere dele af hjernen, til at samarbejde om at huske. Dvs. at selve erindringen fordeles over en større del af hjernen – og det falder godt i tråd med, at jeg ikke glemte mine sprog, da jeg fik min hjerneskade, og erindringerne bliver derfor lettere at kalde frem igen. Men dertil skal jeg også nævne, at her, 6 år efter træningen har jeg meget svært ved at huske alle 10 ting igen. Så relevansen spiller vel også ind, i at huske på ting og sager.
Prøvelsernes tid
Vi glemmer ikke let, det vi har opøvet igennem længere tid i livet – hukommelsen lagres i hele kroppen, mens trivielle oplevelser simpelthen skal fotograferes. Det vi så ikke husker, er vores negative følelser og oplevelser. Vi er altså i stand til, at ’slette’ ubehagelige erindringer og det giver mig et godt indtryk af alle de erindringer jeg stadig har, for når negative tanker slettes (eller undertrykkes) så let, hvordan kan jeg så være 100% sikker på de erindring jeg stadig har i behold? Måske har min hjerne blandet positive aspekter med positive oplevelser fra fiktion – en god film eller lignende? Men hvorfor består alle de negative erindringer så?
Alle kan vel erindre deres bedste oplevelser? Vi husker hvor, hvornår og hvem som var tilstede, til brylluppet, fødselsdagen, eller juleaften. Vi kan også huske at en zebra har sort/hvide striber, men vi kan nok ikke huske, hvor, hvornår og af hvem vi fik den information første gang. Så relevans har stor betydning for vores hukommelse og muligheden for at gendanne den. Interessen er også vigtig? Lokummet skal gøres rent, og vi husker let de små primære og nødvendige aspekter i den arbejdsgang, men interessen er vel ikke helt relevant i den sammenhæng? Det er altså ikke relevant for optræning af hukommelsen med toiletrengøring, som vil være afgørende for mine kompetencer. De færdigheder sidder der bare og kan så misbruges i inkompetente eller irrelevante forsorgssammenhænge? Relevans er derfor ikke nok, for visse opgaver er simpelthen nødvendige og vi husker dem let, så uanset hvor relevant erindringen kan være, kræver det også interesse og følelsesmæssig lyst. Og det i stadig højere grad, alt efter kompleksiteten. Jeg evner stadig at bruge mine tillærte sprog, men ikke meget af den nødvendige matematik, jeg husker jeg holdt meget af, så det kunne tænkes at følelserne har endog større betydning?
Det er jo ikke blot lysten som gør værket, men uden lysten går det slet ikke! Jeg oplever at jeg som skadet, med selv meget få informationer der gør sammenhængene dybere og vanskeligere at arbejde med, har problemer med overblikket. Fordi de professionelle kadre også er meget specialiserede på deres områder, har de måske derfor vanskeligheder med at udbrede informationer om den samlede sammenhæng, forståeligt? Og så er vi jo også individer, dvs. behandlingen må nødvendigvis være individuelt anrettet. Derfor er vore personlige tanker og overvejelser også valide og brugbare til at forstå vore følelser. Ellers modvirker vi behandlingen. Derfor er det også vanskeligt at skabe et behørigt grundlag for mig, på arbejdsmarkedet, alt er jo ikke helt i skabet for mig endnu! Men jeg husker alt det ’gode’ (jeg er rigtig god til sprog) veldigt godt, men hvad så med alt det svære (matematikken er tung og svær)? Og hvad med alle mine følelser? Skal der ikke også styr på dem?
Vejen tilbage ud på arbejdsmarkedet
Men mine interesser – det være sig for computere, spil, hjemmesider, og alt det tekniske, er vanskeligere at komme til, fordi det hele tiden er i udvikling og jeg sådan set er blevet sat på standby og derfor ikke er ’up-to-date’ med det. Jeg har en del erindringer, og lysten er helt sikkert i behold, men det er sku’ lettere at få lokumstjansen, end opgaver relateret til IT, for eksempel! Så egentlig træning kommer også an på relevante ressourcer jeg, eller samfundet, har til rådighed og vil/kan anvende til træningen. Den måde vi anskaffer os viden og kompetencer på, er vel ganske godt kortlagte, så det må vel være muligt at overbevise selv de mest hårdhudede sagsbehandlere om, at visse færdigheder kræver mere træning for at kunne påvises som brugbare og relevante eller ikke! Det der sidder på rygmarven har det med at blive der – hulk, mens mere subtile færdigheder kræver konstant træning. F.eks. var jeg ganske god til matematik, mens min interesse vel var rimeligt lav. Relevansen er derfor ikke til stede, men siger noget om, at kompleksiteten i sammenhænge også gør sig gældende i en egentlig vurdering af min interesse og lyst for fremtidige erhvervsmuligheder i matematikkens ”refraktionelle integreringer af polynomiers differentialer, statistisk vurderet”.
Efterspørgslen på arbejdsmarkedet, kan blive brugt som argument for placering af mig, i arbejde. Når jeg virkelig gør min frihed og integritet gældende mht. mine kompetencer og færdigheder, så bliver det hurtigt lokumsrenser tjansen jeg kan få, bare fordi jeg har fået en hjerneskade og min hukommelse har lidt, lidt overlast. Men hvad så med min interesse, glæde, ønsker og drømme? De mætter mit sind og jeg kan sørme huske dem alle! Så den interessante perspektivering kunne være, at et traume forhindrer mig i, at udvikle mig fri af min evige bevidsthed om mit uheld!
Samtidig er jeg enormt bevidst, om den høje specialisering indenfor de relevante grene af forskellige erhverv der findes på arbejdsmarkedet. Det er altså ikke sådan bare at hoppe ind i en jobfunktion og fungere optimalt, derfor må jeg være forsigtig og ikke presse de sårbare sagsbehandlere, som jo ikke har megen kontakt til det pulserende arbejdsmarked og derfor ikke er i stand til at se mulighederne for mig! Det skal jeg så klare selv, så er jeg bedre, større, klogere, visere, stærkere, osv. nu, hvor det er soleklart for mig, at der ikke er megen hjælp at hente fra de etablerede offentlige sociale cirkler, der snurre rundt om sig selv? Et fleksjob, det er hvad jeg kan bruge, her og nu! Men hvor er den fleksible, bredvillige arbejdsgiver, med det rummelige sind?
Af Antti Olavi Sneck
—–
Litteraturliste:
Trauma repair through therapeutic enactment: A protagonist’s perspective, by Jeffrey G. Morley
Selfreparing neural networks: a model for recovery from brain damage, by Jaap M.J Murie, Robert Griffioen, and I.H. Robertson
Noter og hjælp af Claus Xavier Nielsen
Fysisk aktivitet after apoplexif Jørgen Roed Jørgensen
Motion øger hjernens palsticitet af Rasmus Sylvester Mortensen