Flere og flere behandlere betegner forholdene i psykiatrien som uansvarlige, samtidig med at regeringen holder fast i, at psykiatrien har flere penge end nogensinde. Det har udviklet sig til en krig på tal, og ikke meget andet.

Nyhedskommentar af Svend Balle

”Vi er så trængte pt, at der er tale om vanrøgt af patienterne”, skrev en anonymiseret klinikchef fra Esbjerg i et internt referat om forholdene på sin psykiatriske afdeling, som Jydske Vestkysten har fået fat i.

En beskrivelse, der blev bakket op af overlæge Jørn Lykke fra Psykiatrisk Center Skt. Hans, der i september sagde til DR2’s ”Deadline,” at det er sådan i dag, at selv de dårligste patienter ikke kan regne med en sengeplads. De kan til enhver tid blive presset ud, for at give plads til en retspsykiatrisk patient.”

Udtalelserne signalerer, at forholdene i psykiatrien i den grad kunne være bedre. Og desværre tyder alt på, at det kun bliver værre i 2011. Det er dog ikke regeringens opfattelse. Når den bliver spurgt, svarer den, at de statslige bevillinger er øget med 12 pct og at psykiatrien aldrig har haft så mange penge som nu.

Det svar er det unægtelig svært at finde dokumentation for i den virkelige verden.

For det første skal regionerne spare – lige som kommunerne – og dertil kommer, at de statslige satspuljemidler bliver nedskåret med 700 millioner.  Samtidig er antallet af patienter i psykiatrien vokset med 15 pct, mens stigningen i bevillingerne ikke har fulgt trop med stigningen i antallet af indlagte. Anderledes er det i somatikken, altså de ikke-psykiske sygdomme, hvor budgetter er vokset med en tredjedel i samme periode. For psykiatrien betyder udviklingen derimod, at mange af de nye patienter i psykiatrien kommer til at slås om sengepladserne. Antallet af senge er reduceret til en fjerdedel i forhold til ti år siden, så der er ganske enkelt ikke plads til alle med behov.

Sundhedsminister Bertel Haarder (V) blev i DR2’s ”Deadline” spurgt om, hvorfor det går så dårligt i psykiatrien? I stedet for at svare på spørgsmålet, stillede han et modspørgsmål: – Hvad er årsagen til, at så mange patienter får en diagnose og bliver psykiatriske patienter?  Diskussionen fortsatte ud ad det spor, og det er fortsat uafklaret – især efter reduceringen af sats-puljen – hvad regeringen vil gøre for at forbedre forholdene i psykiatrien.

I Region Hovedstaden er man særligt presset på økonomien. For selv om kun en tredjedel af landets befolkning bor i regionen, behandles næsten halvdelen af landets psykiatriske patienter af Region H’s psykiatri. Og da aftalen imellem kommunerne, KL og staten går på, at bloktilskuddene til regionerne skal fordeles efter befolkningsstørrelse, står Region Hovedstaden med færre midler end de øvrige.

I nogle år har løsningen været at bruge penge fra det somatiske område til at drive psykiatrien, men denne løsning er uholdbar. Regionsrådet har derfor lagt en plan for, hvordan psykiatrien frem til år 2020 kan komme til at se ud. Forandringerne er omfattende. Afdelinger lukkes, andre fusionerer og sengepladser forsvinder. Mest omtalt er omdannelsen af Skt. Hans til et hospital udelukkende for retspsykiatrien samtidig med frasalg af det vestlige hospitalsområde. Det rammer bl.a. misbrugsbehandlingen hårdt, som regionen nu mener, vil blive bedre varetaget fordelt på flere hospitaler.

Behandling er ikke nødvendigvis lig med en seng på hospitalet. Men som Ulla Bartels, lederen af Psykiatrisk skadestue Risskov, har sagt, så udskriver man i dag patienter, før medicinen når at virke. Ambulant behandling kan heldigvis gavne de fleste som klarer sig rigtigt godt, men man mister kontakten med restgruppen, især dem med dobbeltdiagnoser, som forsvinder et sted imellem behandling og afvænningsstederne.

 

Svend Balle er formand for foreningen Outsideren

3 Kommentarer

  1. Marian

    Bertel Haarder stillede et meget relevant spørgsmål, som han ikke fik noget svar på. Derfor gentog han spørgsmålet et par gange, og fik stadigt ikke noget svar. Det er jo et faktum, at antallet af “psykisk syge” stiger og stiger. Også fordi færre og færre kommer sig. Da bør man måske nok spørge, hvad årsagen mon er. — Eller også så ser man en gang lidt nærmere på, HVORDAN “medicinen” egentligt “virker”. Så har man sådan set svaret.

    Jeg ved ikke, om man kan betegne Ulla Bartels som kompetent mht. “medicinen” og dens “virkning”. Hendes udtalelser angående den mere og mere forkortede livsforventning af “psykisk syge” som værende et resultat af den “psykiske sygdom” (og ikke af “medicinens” bivirkninger) var i hvert fald udtryk for hårrejsende uvidenhed på området.

    Svar
  2. Svend Tveskæg

    Jeg er bange for, at du Marian går i den samme fælde som så mange andre før dig. For jeg er enig med dig i, at lægemiddelindustrien gerne vil have gjort flere psykisk syge end godt er. I dag kan du med piller blive behandlet for at være genert fx. Og vi ved, hvor mange der æder anti-depresiva, bare fordi de får det lidt dårligt med sig selv – uden i øvrigt at søge anden hjælp, og al forskning viser, at det ikke virker, medmindre du har en middelsvær eller svær depression, og så skal det alligevel følges op af anden terapi. Når man undertiden refererer til forhold før i tiden indenfor psykiatrien, er man farvet af noget med lange indlæggelser, hvilket stort set ikke findes i dag.

    Problemet er nemlig, at sådan ser psykiatrien ikke ud i dag. I dag er den karakteriseret af korte indlæggelser, og nogle vil derfor spørge sig selv, om de ikke er for korte. Det korte af det lange i den forbindelse vil aldrig være hvor lang tid, du har ligget i en seng på hospitalet, det vigtige er, hvordan behandlingen kommer til at forløbe. Gennem satspuljemidlerne er der bl.a. blevet afsat midler igennem årene til initiativer i den retning, samtidigt med at regionerne er i færd med de initiativer. Men når der bliver skåret ned over en bred kam, bliver psykiatrien ikke bedre. Så ender vi måske om føje år i det samme morads, vi befandt os i for nogle år siden, hvor man nedlagde sengepladser og glemte at udbygge distriktspsykiatrien.

    Rart med en kritik af psykiatri, om den så er antipsykiatrisk eller blot kritisk. Men når kritikken af psykiatrien kommer til at bakke op om diverse barske spareknive, somskaber en dårligere behandling af mennesker, som tilfældigvis har fået problemer med det, som vi alle har oppe i hovedet, må jeg betegne den kritik som umenneskelig og snæversynet.

    Og hvis Bertel Haarder gerne som nyvalgt sundhedsminister vil ned i, hvorfor der igennem de senere år er kommet flere psykisk syge, så er det fint nok for mig. Problemet var bare, at det i interviewet blev brugt som et oplagt forsøg fra Haarders side på at knibe sig udenom spørgsmålet.

    Svar
  3. Marian

    Svend, problemet for mig er, om vi har brug for, at erklære det, at være menneske, til at være en sygdom, om vi altså overhovedet har brug for en psykiatri (= et lægespeciale, der beskæftiger sig netop med at patologisere menneskets natur), distrikts- eller anden, eller om vi har brug for, at se på, hvorfor nogle menneskers menneskelighed bliver (gjort) til et problem, og dermed for en helt anden form for hjælp, end den medicinske. — Og nej, jeg skelner ikke mellem eksistentielle kriser, det at være lidt genert, eller have det lidt dårligt med sig selv, på den ene, og “psykisk sygdom” på den anden side. Det er netop opfattelsen af, at det menneskelige er en sygdom, der er en fælde, umenneskeligt (sic) og snæversynet.

    Bertel Haarders spørgsmål kom meget tættere på denne problematik, end al snakken om sengepladser og deslige nogensinde kunne komme.

    Hvad “anti”depressiva angår, så viser forskningen kun en marginal effekt ved svær “depression”, ikke engang ved en moderat sådan. Om denne effekt kan tilskrives indholdsstoffernes faktiske virkning, eller om det er en af bivirkningerne udløst placeboeffekt, står hen i det uvisse. Faktisk har al forskning, der prøvede, at påvise et deficit af serotonin i hjernen på “depressive” mennesker kun vist ét: at deres serotoninniveau i hjernen er det samme som ikke-stemplede menneskers. Tager man så højde for, at SSRIs og SNRIs øger serotoninniveauet, og ikke gør så meget andet (bortset fra at forårsage diverse bivirkninger altså), ligger det faktisk nært at konkludere, at enhver effekt er en placeboeffekt.

    Og så ser psykiatrien i dag ikke en dyt anderledes ud, end for 250 år siden. I dag spærrer man godt nok ikke længere folk ind bag faktiske mure og tremmer, men bare fordi de faktiske mure og tremmer i dag er udskiftede med dope og sofistikeret hjernevask, er indespærringen ikke afskaffet.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.