Fra et foredrag på redaktionen: ”Det lyder simpelt. Men det er ikke så simpelt, fordi psykiatriske diagnoser ikke er som andre diagnoser.”

Der er flere psykiatere der har sagt til mig, at de er kede af, at de er endt med at skulle være sandheden om sindslidelser, hvor de egentlig bare er læger der forsøger at komme med deres bud på problemet. De efterlyser et modspil til psykiaternes vurdering af psykiske problemer.

Denne tekst handler om både de gode og dårlige ting ved diagnoser, og måske mest om de dårlige sider, fordi de interesserer mig mest. Teksten vil ikke handle om hele den praksis som psykiatriske diagnoser er forbundne med, altså indlæggelse, forskellige former for tvang, rollefordelinger mellem læge og patient, sociale stigma, muligheden for fejldiagnoser osv. Alt dette er spændende og meget vigtigt, men dette handler om selve diagnosen.

Diagnoser kan være forbundet med stor ambivalens, for dem der modtager dem. Fordi man på den ene side vel godt kan se sig selv som syg, fx når man hører vilde ting eller ser noget som andre ikke kan se. Eller hvis man går rundt og er deprimeret uden nogen særlig grund eller forbinder ting, som man senere kan se ikke er forbundne – eller hvad det nu kan være.

Men på den anden side føler man måske ikke at de ord der er knyttet til diagnosen – først og fremmest psykisk syg – dernæst skizofreni, depression, autisme, borderline, manio-depressiv osv er helt rigtige. Eller snarere; måske føler man at man siger noget om sig selv, som man ikke synes er rigtigt.

Det er derfor jeg har valgt overskriften – diagnoser: De passer, men det er ikke rigtigt.

 

Psykiatriske diagnoser er anderledes

 

Egentligt er det jo let nok med diagnoser. De er lægernes ord for en tilstand, der viser hen til hvordan denne tilstand normalt hænger sammen med andre og hvad man kan gøre ved den. Punktum. Set med de øjne er diagnoser:

  • Noget der skal bestemme det sæt af evidensbaserede handlinger, hvis mål er at fjerne en bestemt allerede kendt lidelse.
  • Det er en praktisk foranstaltning, der lader os bruge en masse videnskabelig viden, så nogle kan få det bedre.
  • Henviser til en årsag. ”Et brækket ben,” henviser til årsag, hvorudfra der kan iværksættes en behandling.

Det lyder simpelt. Men det er ikke så simpelt, fordi psykiatriske diagnoser ikke er som andre diagnoser.

Andre lægevidenskabelige diagnoser peger hen til årsager; rygerlunger, dårligt hjerte osv. Psykiatriske diagnoser peger hen til symptomer; se for eksempel ICD-10 178.

Derfor kan man let gå galt i byen. At være fx skizofren betyder ikke at der er en skizofren ting, der får en til at gøre det ene eller andet, men blot at man opfører sig skizofrent.  Der er en grundlæggende forskel heri, i forhold til de diagnoser, der henviser til en årsag, og det skyldes hovedsagligt, at man simpelthen ikke kender årsagerne.

”Derfor kan man let gå galt i byen. At være fx skizofren betyder ikke at der er en skizofren ting, der får en til at gøre det ene eller andet, men blot at man opfører sig skizofrent.”

Udviklingen i de psykiatriske diagnoser

Fordi det er usikkert hvad der er årsag til den adfærd der betegnes som en psykisk lidelse, har der også altid været en diskussion om hvorvidt psykiske sygdomme ’kom fra psyken, samfundet eller kroppen’

Efterhånden har fysiologerne vundet – altså dem der mener det skyldes en ubalance eller sygdom i hjernen – ikke fordi de har fundet årsagerne, men fordi de er de mest videnskabelige og fordi psykofarmaka lægeligt set, har været en ret stor succes. Og fordi alle andre lægevidenskabelige diagnoser er fysiologiske – det hører sig ligesom til faget, og det er meget svært at være indenfor lægevidenskaben, uden at tænke fysiologisk.

Psykiatrien har også været igennem nogle store kampe for at forblive et lægeligt speciale, og ikke bevæge sig andre veje. Det er da også en gentagen klage fra psykiatriske patienter, at man ’behandles som en hjerne.”

Det som jeg tror, er det ubehagelige ved diagnoser, grunden til at man ikke så gerne vil kalde sig psykisk syg, skizofren, osv. er at man selv og andre kommer til at se en selv alt for fysiologisk. Fordi der er nogle ting, der ikke rigtigt passer sammen med det fysiologiske (biologiske).

Hvis det var ren biologi

Lad os forestille os, at vi ser på mennesker, som rent fysiologi; som om den biologiske videnskab er den horisont indenfor hvilket alt hvad mennesket siger og gør skal forstås. Og det vil sige at det er indenfor den horisont menneskets lidelser skal kureres. Det betyder:

  • Det personlige:

Frihed spiller ikke nogen rolle; det er svært at behandle den andens vilje som noget der skal lægges meget vægt på. Derfor er ansvarlighed heller ikke tilstede.

Mennesket ville kun være et objekt der skal studeres og holdes øje med, for at kunne sammenligne en person med andre lignende objekter.

Der er ikke noget genuint individuelt; alt hvad der er ved en person er der også ved andre.

  • Entydigt syn på psykiske kriser

Der vil være en tendens til at være overfladisk i forhold til den personlige historie og den personlige fremtid. Og det vil være temmelig entydigt, hvad der er dårligt og hvad der er godt. Problemer og lidelser er noget der skal fjernes, ikke noget man skal lære af.

  • Personlig vilje er ikke central

I et fysiologisk system er håb et statistisk spørgsmål. Hvor stor chance er der for, at du bliver rask, at du begår selvmord, at du vil forblive overvægtig, at du vil få tilbagefald etc. Håb er noget eksperter ved mest om, og som lægges bedst i relevante eksperters hænder.

Men i forhold til alle disse områder, ville jeg sige – og det er der meget i filosofien, der underbygger – at mennesket er yderst dobbelttydigt. Faktisk vil jeg sige at når man taler om det menneskelige, er det vigtigt at tale i modsigelser. For eksempel:

Mennesket er en syntese af det endelige og det uendelige,

Mennesket er det fornuftige dyr,

Mennesket er ånd og krop,

Mennesket er individuelt og alment.

Hvilket betyder at mennesker:

  • På den ene side er vi frie, på den anden side meget betingede
  • På den ene side er jeg helt mig selv og kun min egen, på den anden side lige som alle andre; og det punkt hvor jeg er mest mig selv, er jeg måske mest forbunde med andre.
  • På den ene side er jeg selvstændig, på den anden side udleveret til min omverden og mine relationer.
  • Jeg er et væsen der hele tiden lever både i fortid, nutid og fremtid

Problemer er ikke bare noget der skal fjernes, men noget man skal lære af, hvilket også afspejles i både historiefortællingen og religion:

  • hvor faren er, vokser det reddende
  • hjemme-ude-hjemme som i eventyrerne
  • man skal korsfæstes, før man kan genopstå

Og det fortsætter, fx med nietzsches “Det der ikke slår os ihjel gør os stærkere,” og der er mange flere eksempler.

Det handler om at være sig bevidst om spørgsmålet om, hvad der i det hele taget er et godt liv.

Man kan for eksempel spørge sig selv om Jesus levede et godt liv. Tidligere har der i Outsideren været skrevet om Ture Lykkegaard. Jeg kendte ham ikke, men på et tidspunkt sagde han i en P1 udsendelse, at han nok ikke har et godt liv, for der er for meget lidelse, men at der samtidig er en enorm styrke i det.

Derfor: De passer, men ikke helt

Opsummerende kan man sige om diagnoser; de passer, men er ikke rigtige.

Jeg tror, at diagnoser fungerer indenfor en horisont, der er fysiologisk. (krop) Og, at hvis man selv går for meget op i dem, hvis de bliver mere end ret praktiske foranstaltninger, eller hvis ens omgivelser gør diagnoserne til mere end det, så får vigtige forhold som frihed, ansvarlighed, vores fortid og fremtid, alt for lidt plads.

Så hvis man gør diagnoser til hele sandheden, forsvinder det, at problemer også er en mulighed og i det hele taget får livets underlige tvetydighed alt for dårlige betingelser.

Der er flere psykiatere der har sagt til mig, at de er kede af, at de er endt med at skulle være sandheden om sindslidelser, hvor de egentlig bare er læger der forsøger at komme med deres bud på problemet. De efterlyser et modspil til psykiaternes vurdering af psykiske problemer.

Fra en debatdag på redaktionen, oktober 2010, dette er en sammenskrivning af oplægsholderens noter.

”Psykiatriske diagnoser hænger ved, de præger og bestemmer et liv på uigenkaldelig vis. Den der én gang er blevet psykiatrisk hospitaliseret, den der er blevet ’diagnosticeret’ som ’skizofren’, hans eller hendes liv kan aldrig mere blive, hvad det engang var. Den psykiatriske hospitaliserings stigma, etiketten ’psykisk syg’, ’skizofren’ eller ’psykotisk’ lader sig aldrig rigtigt skjule; og alle der ved om det, reagerer på det. Pågældende er nu frem for alt ’patient’; den ene forholder sig ængsteligt, den anden medlidende og beredt på at hjælpe. Den ’syges’ handlinger bliver aldrig mere taget som det de egentligt er, men interpreteret. Tilstande og hændelser, der kunne forekomme hos ethvert menneske, bliver automatisk tydet som ’symptomer’. Dertil ved pågældende jo selv om diagnosen. Denne viden er ofte skæbnesvanger, for hvordan skulle man kunne modsætte sig den videnskabelige autoritet? Hans/hendes handlinger bliver stadigt mere usikre, ’sygere’.” (Rufer, Irrsinn Psychiatrie, 25-26)

Læs om psykiatriens ønsketænkning

—-

Om oplægsholderen:

Nis Bjarnhof er filosof og arbejder bl.a. med psykiatriområdet. Et af hans projekter i 2010 er en interviewbog med folk der har været igennem psykiske kriser. Hans hovedinteresse i den sammenhæng er, hvad der sker i det øjeblik man kalder et menneske for ”psykisk syg.” I den sammenhæng har Nis Bjarnhof beskæftiget sig med diagnoser – og om de udelukkende er et behandlingsinstrument.

6 Kommentarer

  1. Boye Haure

    Området er nok særligt højaktuelt, vil altid være relevant, og burde altid være aktuelt. Det er helt afgørende for alle i hele samfundet at begribe, hvad diagnoserne bruges til: både afklaring og forklaring med også med risiko for fordomme selv blandt lægerne (som ikke kender det pågældende menneske, men blot overtager en diagnose (og en ikke gennemlæst journal) fra en anden læge). Det kan aldrig siges for tit, at man ikke er sin diagnose, men at man først og fremmest er et menneske med en særlig personlighed. Alle med en unik personlighed – med eller uden en tilknyttet diagnose.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.