Ny fast spalte i Outsideren: Hvad i alverden skal man mene om de normale? 

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 78 / Af Julie Feilberg, førtidspensionist uden forpligtelser

Illustration: Katrine Fokdal

De normale er Guds gave til samfundet. Hvis vi alle var psykisk syge, så ville alt jo gå fuldstændig i stå. Det er de normale, der er samfundets byggesten. Det er dem, der går på arbejde, genererer vækst i økonomien, betaler skatterne, så det syge mindretal kan få deres overførselsindkomster, sygepleje, botilbud, medicin. Det er de normale, der spiller rollen som vores psykiatere, pædagoger, støtte- og kontaktpersoner, socialrådgivere, hjemmevejledere, pårørende.

De normale er forudsigelige og ikke så sjældent også pålidelige. Ingen af os syge kan undvære dem helt. Alligevel krukker psykisk syge tit med, at de normale er kedelige og overfladiske. De syge oplever, at de normale støder dem fra sig, og det skaber en vis forståelig bitterhed og foragt. For jo mere normal man er, jo flere småborgerlige fordomme har man om det, der betragtes som afvigende. Mange har oplevet, at da deres sygdom brød ud, stod de normale venner og bekendte fuldkommen af.  Sådan er det: Intet normalt begavet menneske, der vil sig selv det godt, kan holde ud af være sammen med en, der er psykotisk, manisk, depressiv eller borderline. Sådan nogle mennesker kan jo hurtigt blive komplet utilregnelige, snakke sort eller blive ekstremt afvisende og ubehagelige, hvis de er nede. Eller bare være totalt for meget på alle måder, hvis de er maniske. Har jeg ret?

Jeg er selv hele mit liv blevet slået oven i hovedet med, at jeg ikke var normal, at jeg var underlig, mærkelig, sær, speciel osv. Så derfor er jeg mere berettiget end de fleste til at rase over detder allestedsnærværende, omklamrende, kvælende, konformistiske normalitetsbegreb. I min verden rimer normal på kedsommelig, uinteressant, ligegyldig, fantasiforladt, personlighedsforladt, konform, fordomsfuld, småborgerlig, spidsborgerlig, indskrænket, gennemsnitlig, en grå masse af individer som man, hvis man møder en af dem, glemmer alt om, så snart vedkommende er ude af syne.

Jeg trøster mig med, at de normale ikke er særlig morsomme at lære at kende, og at det derfor kan være det samme, at de ikke vil have noget med mig at gøre. Så samtidig som jeg vil sige hurra for de normale, fordi de garanterer, at vi lever i et civiliseret samfund, så vil jeg altså også sige hurra for, at der altså også er nogle højst besynderlige, psykisk afvigende, skæve eksistenser gemt rundt omkring, nogle diagnosticerede, andre ikke. De gør, at vi unormale bedre kan trække vejret i et ellers alt for strømlinet, ensrettet samfund, og ikke behøver af føle os helt så mutters alene med os selv. Så derfor er jeg stolt af at være en del af dette blad, fordi det er et fristed og åndehul for nogle meget mærkelige og særegne mennesker, uden for hospitalerne og botilbuddene.

Læs mere om normal & unormal

Julie Feilberg er 33 år og bor i lejlighed på Amager. Hun har to naboer, hvoraf den ene måske er buschauffør. Fremover vil vi bringe vi flere bud på, hvad de normale bidrager med til samfundet. Red.

 

 

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.