Fordi sparekniven foregriber hvert trin af udviklingen, kan man let miste den underliggende udvikling af syne. Men den er det væsentligste: Sindslidende har løbende fået det bedre i de seneste 30 år.

2011 var året, hvor det gav lidt mindre mening at diskutere behandlingspsykiatrien. I stedet er tiden moden til at drøfte muligheder på linje med problemer. Psykiatridebatten flytter sig til landets kommuner.

Redaktionel kommentar, af ansvarshavende redaktør Klavs Serup Rasmussen, fra Tidsskriftet Outsideren nr. 80

2011 fordampede nærmest. Intenst, medrivende, dødeligt. På Outsiderens redaktion har der været en endeløs strøm af indlæggelser, sofapauser og flere af de, der plejede at skrive i bladet, er ikke længere i live.

Nærlæser man de forskellige numre af Outsideren fra 2011, vil man bemærke, at mange takker for den hjælp, de i løbet af året har fået på en psykiatrisk afdeling. Oftest skrevet med en smule overraskelse da de foregående år er passeret med en temmelig kritisk holdning til psykiatrien.

Jeg nævner det, fordi Outsideren – som frivillig arbejdsplads for en masse sindslidende – er et barometer i sig selv for, hvad der rører på sig. Og det er en god fornemmelse at kunne sige, at mange psykiatriske afdelinger er en effektiv bagstopper, når hverdagen smuldrer. Den ros skal psykiatrien have.

Men – der er stadig noget, der kikser et sted. Med mindre de mange indlæggelser skyldes en okkult tilfældighed.

2011 var året, hvor den offentlige debat, fornuftigt nok, begyndte at kredse om problemerne, der er opstået som følge af den nu fire år gamle strukturreform. Reformen nedlagde amterne, og de nyoprettede regioner fik ansvaret for driften af de psykiatriske afdelinger. Alt det andet – stort set – blev lagt over i kommunerne.

Kort fortalt er problemet med strukturreformen, at det aldrig har været meningen, at man er færdigbehandlet ved udskrivning fra en psykiatrisk afdeling. Derfor skal der være nogen til at tage over. Desværre hænder det, at region og kommune taler forbi hinanden. Eller helt glemmer at tale sammen.

Derfor er ”sammenhæng” det nye buzz-word. I lyntempo bliver der rundt omkring i landet stablet projekter på benene, der på den ene eller anden måde skal få en masse systemer til at trække i samme retning. En mundfuld da de forskellige systemer oftest har vidt forskellige interesser (såsom: hvem betaler?) – samt en indgroet mistillid til hinanden. Læger stoler sjældent på kommunen. Omvendt ser kommunerne alt, der kommer fra et hospital, som fremmanet et sted oppe i elfenbenstårnet.

Her på Outsideren lytter vi til det, der foregår på gaden. Allerede kort efter strukturreformen begyndte vi at høre om problemerne, og i 2008 gik Outsideren og Psykiatriforeningernes Fællesråd i gang med at lave en udskrivningsguide. Guiden skal, lige som enhver anden guide, hjælpe mennesker med at finde vej og få det bedste ud af rejsen – som her er udskrivningen fra en psykiatrisk afdeling.

Udskrivningsguiden er siden juni måned 2011 blevet givet til alle, der udskrives fra en psykiatrisk afdeling i Region Hovedstaden og er produceret i samarbejde med Psykiatriforeningernes Fællesråd i Region Hovedstaden og Region Hovedstadens Psykiatri.

Spørgsmålet er, hvad man så gør. Det er det diskussionen handler om. Stadigvæk. Desværre er det en diskussion, hvor det er stort set umuligt at holde tråden, fordi politikerne konsekvent river tæppet væk under det, der er ved at ske, før det egentlig er sket fuldt ud.

Diskussionen om sammenhæng skyldes imidlertid ikke en ny problematik. Den har rødder i en forskydning, der begyndte for 30 år siden, da det ikke længere gav mening, at sindslidende var livsvarigt indlagt på de psykiatriske hospitaler.

Spørgsmålet er, hvad man så gør. Det er det diskussionen handler om. Stadigvæk. Desværre er det en diskussion, hvor det er stort set umuligt at holde tråden, fordi politikerne konsekvent river tæppet væk under det, der er ved at ske, før det egentlig er sket fuldt ud.

Et klassisk eksempel er 80’ernes udflytning af psykiatrien. En masse sengepladser blev nedlagt til fordel for en lokal psykiatri, så sindslidende kunne leve iblandt resten af befolkningen. Det lå ganske rigtigt i tiden, at der skulle ske noget nyt. Men blandt de, der foreslog eller støttede udflytningen, må mange senere have udviklet et alvorligt alkohol-problem for at dulme traumerne over, hvad de oprindelige visioner endte med at blive til.

Tricket med strukturreformen er præcis det samme. I fremtidens navn, blev amterne nedlagt og opgaverne flyttet et andet sted hen. Og selvom der formelt fulgte penge med, er meldingen fra kommunerne, at kassen er tom. Oveni vil folketinget nu fjerne retten til førtidspension for mennesker under 40, fordi der er en tendens til, at folk ikke er helt så syge som engang. Selvom det er uklart, hvad der skal sættes i stedet.

Fordi sparekniven foregriber hvert trin af udviklingen, kan man let miste den underliggende udvikling af syne. Men den er det væsentligste: Sindslidende har løbende fået det bedre i de seneste 30 år. Ikke bare godt nok til at rejse sig fra en hospitalsseng, men så godt, at mange er klar til at deltage i samfundslivet igen. Måske ikke med et 60 timers fuldtidsjob og en blodprop, men alligevel.

Om det skyldes bedre piller, kortere indlæggelser eller anvendelsen af recovery-principper, kommer der nok et klart svar på en dag. Det er heller ikke så vigtigt. Det vigtige er at fokusere på, hvad udviklingen betyder.

På Outsiderens redaktion er der igennem årene kommet en række meget dygtige mennesker, der måtte dele deres talentet med en psykisk lidelse. En del af disse tidligere kollegaer er nu døde. Men før de døde, synes jeg, at der hos dem alle var et ”window-of-opportunity.” En god periode i deres liv, hvor det, der blev efterspurgt, var en mulighed for at lave noget seriøst. Noget forpligtigende. På et niveau der levede op til tidligere projekter og kompetencer.

Derfor skulle Outsideren egentlig have en kasse med krøllede tusindekrone-sedler stående ude bag kopimaskinen. Så folk kan få et job på stedet – når de beder om det. Eller vi skulle kunne sende socialpædagogen på ferie og i stedet møde op med en professionel projektleder, hver gang der kom en god idé bordet.

Kommunerne forsøger lige for tiden at køre psykiatridebatten over på, at strukturreformen har påført dem et øget behandlingsansvar. Men debatten burde handle om kommunernes mulighedsansvar. For hvad har sindslidende af muligheder, når der er lagt låg på de værste problemer, og hverdagen egentlig gerne må handle om noget? Selv under årelange nedture er der perioder, hvor nogle helt andre processer – end de der er orienterede mod psykiske problemer – kunne begynde.

De eksisterende systemer – sammenhængende eller ej – er endnu ikke gearede til, at et stort antal sindslidende vil noget med deres liv. Udviklingen har flyttet sig mere end systemerne. Det brændende spørgsmål i 2012 er derfor, hvordan kommunerne reagerer, når det går op for dem, at fremtidens diskussioner om sindslidendes vilkår, i langt højere grad handler om dem. Men det er sgu da også på tide, at fokus flytter sig fra de psykiatriske afdelinger – indlæggelser i dag er alligevel så korte, at det næsten ikke giver mening at tale om dem.

—–

Tidsskriftet Outsideren er Danmarks største uafhængige brugerblad, og udkommer fem gange årligt i hele landet. Redaktionen udgøres især af mennesker, der selv har erfaringer med psykiatrien på egen krop. Læs mere her

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.