Den 16. april begynder retssagen mod Anders Behring Breivik. Psykiatrien har haft en uvant hovedrolle i hele forløbet siden terrorhandlingerne sidste sommer. Det der var psykiatriens store chance for at demonstrere sine metoders videnskabelighed, er endt i et gevaldigt hundeslagsmål. Uanset hvad diskussionen om diagnoserne lander på, er spørgsmålet hvor meget klogere den gjorde os.

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 81 / Kommentar af Klavs Serup Rasmussen, ansvarshavende redaktør

Det var mildt sagt med forbløffelse, vi på Outsiderens redaktion den 29. november 2011 hørte nyheden. At de to norske retspsykiatere Torgeir Husby og Synne Sørheim havde forsynet Anders Behring Breivik med diagnosen paranoid skizofreni.

På en redaktion som Outsideren, der indgående kender de typiske træk ved galskab, var det aldrig indlysende, hvorfor psykiatrien skulle blandes ind i sagen om en mand, der i årevis planlagde en terrorhandling, udførte den i primtetime sendetid, og derefter begyndte at propagandere for et højreradikalt politisk budskab.

“Vi ønsker at tage magten i Europa inden for 60 år. Jeg er kommandør for den norske gren af Europas Tempelriddere, der blev oprettet i 2002 i London med delegater fra 12 lande” sagde Anders Behring Breivik til politiforhøret den 22. juli 2011.

Den særlige situation

Men en ting er, hvad vi synes. Det interessante i sagen om Anders Breivik, der den 22. juli 2011 var skyld i at 77 mennesker døde, er at mange andre heller ikke var enige i Torgeir Husbys og Synne Sørheims vurdering.

Normalt er psykiatrien en slags endelig grænse for hvad et samfund forholder sig til. Kobles en person til psykiatrien, trækker samfundet sig. Vanvid er ikke noget et samfund gerne beskæftiger sig med.

Men i Breivik-sagen har den norske offentlighed insisteret på, at psykiatrien ikke bare kan få Breivik. Bekymringen over, om Breivik slipper for straf, har ændret spillets regler. Og selvom hævn ikke er noget ædelt motiv, har det skabt den særlige situation, at psykiatrien ikke uden videre har kunnet modtage patienten og lukke døren ud til omverdenen.

I sagen om Anders Behring Breivik er psykiatriens begrænsninger blevet meget synlige. Det der før lignede en videnskab, der kunne omfavne hele verdenen med præcise objektive diagnoser, har vist sig, at være noget helt andet.

For det andet er der opstået en historisk set unik diskussion om, hvorvidt en nulevende person har fået den rette psykiatriske diagnose. Og om det overhovedet har været korrekt at give diagnosen.

I den debat fylder det ikke meget, at Torgeir Husby og Synne Sørheim er to erfarne psykiatere. Lægefaglig autoritet plejer ellers at kunne lukke for de fleste diskussioner, men ikke her. Samtidig er mange andre psykiatere begyndt at kritisere Torgeir Husby og Synne Sørheim – i stedet for at gøre fælles front og forsvare psykiatriens arbejdsmetoder med slagkraftige argumenter.

Psykiatrien smøger ærmerne op… og slås

Sagen i Norge er efterhånden holdt op med at handle om Breivik, og handler nu om hvad man skal kalde ham. Og psykiatrien, der før Breivik fremstod som et fag med sin egen professionalisme og videnskabelighed, ligner nu mest af alt en række læger, der hver går rundt og synes sit, alt afhængig af hvor gamle de er, hvor de er opvokset og om de er strikse.

For hver dag, der er gået siden den 22. juli 2011, er det blevet stadig mere tydeligt, at psykiatrien ikke har noget instrument, der objektivt måler en eller anden form for fakta. Arbejdsinstrumentet forbliver, hvad den enkelte psykiater synes om dèt, et andet menneske siger og gør.

Torgeir Husbys og Synne Sørheims mentalundersøgelse af Anders Behring Breivik blev offentliggjort den 29. november 2011, og baserer sig på 13 samtaler over fire måneder. Læser man den 243 sider lange rapport, forekommer mange af de ting, der bliver sagt, indlysende vanvittige. Men samtidig har Anders Breivik udtalt, at han bestræbte sig på at virke så sindssyg som muligt. Og så er der de mange års planlægning af terrorhandlingen og Breiviks forskruede selviscenesættelse.

Forvirringen omkring Breiviks mentale tilstand er forståelig, og netop derfor var denne sag psykiatriens store chance for at vise, at den præcist kan afgøre, om et menneske er sindssyg.

Psykiatrien har i stedet lavet en historisk maveplasker, der på bedste vis forklarer, hvorfor så mange psykiatere vier deres liv til at undersøge ting som dopaminbalancen, DNA og hulrum i hjernen. Det er psykiaternes søgen efter den hellige gral, efter det, der kan etablere psykiatrien som en ægte naturvidenskabelig disciplin, med både målemetode og en tydelig forklaring af et fysiologisk problem.

Set med øjnene af en tidligere psykiatrisk patient kan det virke lidt sørgeligt, at blot fordi man er læge, er man livslangt bundet til at lede efter en medicinsk årsag til psykiske lidelser – i stedet for blot en menneskelig. Heldigvis er det sådan, at så længe ens psykiater lytter og har lidt mavefornemmelse, plejer de at ramme nogenlunde præcist med det, de nu kan hjælpe med. En god læge er ikke bare ekspert, men også vis.

Skal være uenighed

Med offentlighedens krav om et klart svar på fænomenet Breivik kan man let overse, at alle videnskaber drives frem af uenighed. En teori er i brug, indtil man støder på noget, teorien ikke kan forklare. Derefter må der udvikles en ny forståelse. Det er en kreativ ødelæggelsesproces, hvis formål er at skabe bedre og mere præcise teorier.

Spørgsmålet er, om psykiatrien kan komme meget videre. Det vil aldrig kunne måles, hvad der er unormalt, da man så også skal kunne måle, hvad der er normalt. Psykiatrien er blot en afspejling af samfundet, og før man kaster sig ind i nogle ekstremt biologiske forklaringer af psykiske lidelser, er det værd at bemærke, at en væsentlig kritik af Torgeir Husby og Synne Sørheim har været, at de slet ikke forstår nutidens samfund.

Ifølge mennesker, der mødte Anders Breivik før den 22. juli 2011, optrådte han med stor autoritet og ro. Men i Anders Behring Breiviks selvforståelse var han også kommandør, tempelridder og på vej til at blive konge af Norge. En selvforståelse, han selv havde skabt med opbakning fra en hel lille verden af højreradikal litteratur, websteder og nationalistiske netværk.

Tilsyneladende har de to norske retspsykiatere slet ikke været klar over, at mennesker i vores samtid har mulighed for helt at lade sig nedsynke i en subkultur, der selv definerer sin normalitet.

Paradoksalt nok hænger friheden, som Breivik har haft til at skabe sin egen identitet, tæt sammen med videnskabernes konstante nedbrydelse af gamle sandheder. Den historiske bevægelse har været fra én stor sandhed (Gud) til ingen store sandheder, og det moderne menneske er fri til at vælge den sandhed, der føles passende.

Sandheden er blevet lokal, historisk, og knyttet til hvad vi hver især oplever som reelt. Breivik valgte sin egen sandhed, men muligheden for at vælge frit mellem sandheder tilhører samtiden, vores fælles historie.

Uden en fælles sandhed

Når diskussionen om, hvorvidt Breivik skal have en psykiatrisk diagnose, lægger sig, vil det norske samfund måske blive opmærksom på, at en psykiatrisk diagnose slet ikke kan besvare det vigtigste spørgsmål af dem alle: Hvorfor skete Breivik?

I indledningen til antologien ”Det diagnosticerede liv,” skriver den danske professor i psykologi Svend Brinkmann, at samtiden er fokuseret på egenskaberne hos individet, uden at tale om det system, vi lever i. Vi bruger som samfund ikke tid på at forstå det store billede af, hvad der foregår. I stedet forsøger vi at forstå alting ved at kigge på det enkelte menneske, eksempelvis gennem psykiatriske diagnoser.

Men hvad er det rette perspektiv, når et individ som Anders Behring Breivik direkte angriber samfundet? Og når han ikke er den eneste.

I november 2007 gik en elev amok og dræbte otte personer på en skole i den lille sydfinske by Jokela. I september året efter dræbte en elev 10 personer på en erhvervsskole i en anden finsk by, Kauhajolu. Den ene gerningsmand, Matti Juhani Saari, efterlod et brev, hvor der stod ”Jeg hader menneskeheden – løsningen er en Walther 22.”

I dokumentarudsendelser om de to finske skoleelever, der angreb deres skoler, bliver de af deres klassekammerater beskrevet som usikre, uimponerende og på kanten af fællesskabet. De var begge lige på kanten af at droppe ud af skolen eller blive smidt ud.

På optagelser, som gerningsmændene selv havde lagt på nettet før ugerningerne, optrådte de to marginaliserede unger helt anderledes selvsikkert og autoritært, mens de med våben i hånden proklamerede hvordan de ville henrette deres skolekammerater med nakkeskud.

Som med Breivik ligger der åbenbart en hel identitet i at se fællesskabet som fjenden. At vælge det fra, man alligevel ikke fungerer indenfor. At stille sig udenfor har nogle gange meget mere at byde på, end at forsøge at forblive i fællesskabet.

Hvor meget klogere blev vi

I sagen om Anders Behring Breivik er psykiatriens begrænsninger blevet meget synlige. Det der før lignede en videnskab, der kunne omfavne hele verdenen med præcise objektive diagnoser, har vist sig, at være noget helt andet.

Uanset hvad den anden mentalundersøgelse af Breivik lander på, vil hele forløbet forhåbentlig have pillet det urørlige ud af de psykiatriske diagnoser. Så diagnoser finder deres rette plads igen, som et værktøj der hører til på de psykiatriske afdelinger, når et menneske er i krise. De psykiatriske diagnoser kan hverken forklare hvorfor et menneske er, som det er, lige så lidt som diagnoserne kan forklare hvad der foregår i et samfund.

——

De to norske psykiatere Torgeir Husby og Synne Sørheim havde 13 samtaler med Anders Behring Breivik og kunne efter fire måneder fremlægge deres erklæring for byretten i Oslo. Konklusionen var: Manden er psykotisk/utilregnelig.

Læs Torgeir Husby og Synne Sørheim’s mentalundersøgelse af Anders Behring Breivik på Outsideren.dk

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.