Det ligger så dybt i Peter, at han ikke tænker over det mere. Selvfølgelig fortæller han ikke hvad han egentlig laver, når folk spørger til hans arbejde. Og selvfølgelig fortæller han ikke hele sandheden om sig selv, når han er på arbejde. Sådan er det bare i Peters liv.
Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 67 / Af Outsiderens redaktion / bb
Hvis du spørger Peter hvad hans arbejde er, skal du ikke regne med at få et helt ærligt svar. Og det på trods af, at Peter er lykkelig for at have noget at rive i, og det på trods af, at Peter på mange måder har fået det meget bedre. Spørger du til Peters job får du i bedste fald en række forblommede, intetsigende almindeligheder; i værste fald får du en gedigen sang fra de varme lande. Peter fortæller ikke sandheden.
Og sådan har det været siden den første dag, sygdommen blandede sig i Peters liv. Og sådan er det den dag i dag.
– Nej, jeg rykker ikke bare ud med sproget. Jeg skal kende folk rigtig godt, og så er det ikke engang sikkert, de får sandheden – og nok slet ikke hele sandheden, siger Peter til Outsideren.
For selv om Peter er meget glad for sit arbejde, synes han alligevel, et sted langt inde i sig selv, han burde lave noget mere interessant end det, han gør. Og han synes overfor omverdenen, at det er flovt at arbejde med det, han gør, og han kan ikke under nogen omstændigheder få sig selv til at sige sandheden.
Og sandheden om Peter er, at han nærmest fra den ene dag til den anden gik fra at være 3. års studerende på Roskilde Universitetscenter til at blive hvirvlet ind i et paranoid-skizofrent univers.
Og sandheden om det arbejde Peter har i dag er, at han to gange fire timer om ugen er alt-mulig-mand i en virksomhed i København. Her har han sammen med en makker ansvaret for de grønne, udendørs områder, nogle indendørs rengøringsopgaver samt forskellige vedligeholdelsesopgaver i den lette ende. Et job, som Peter og makkeren i to år har passet til ug med kryds og slange, og, som han ikke vil ikke bytte med ret meget.
– Nej, Jeg er meget glad for mit arbejde – rigtig glad, helt sikkert. Der er næsten ikke den side af mit liv, som det ikke virker gavnligt på. Først og fremmest kan jeg godt lide at tage ordentlig fat og bagefter mærke den fysiske træthed. Så er det en rigtig god fornemmelse at komme hjem, og tage en lur med god samvittighed, fortæller Peter.
Før skammede jeg mig først over ikke at slå til i livet, og bagefter skammede jeg mig over, at jeg var nødt at lyve for at overleve den første skam. Skammen over skammen kan man sige.
Det med at lyve fungerer noget anderledes nu
Det nye i Peters liv er, at han på underlig vis er holdt op med at tage det så alvorligt, at han stikker omverdenen en plade for at klare sig igennem. Det gør det nemmere for ham, at omgås andre mennesker. Især er det blevet nemmere for ham at begå sig i miljøer, der ikke har noget med psykisk sygdom at gøre.
– Det generer mig ikke mere. Jeg gør det jo dagligt. Men hvor jeg før var jeg meget flov over, ikke at kunne stå ved mig selv, så betyder det ikke så meget i dag. Før skammede jeg mig først over ikke at slå til i livet, og bagefter skammede jeg mig over, at jeg var nødt at lyve for at overleve den første skam. Skammen over skammen kan man sige. Men det fungerer noget anderledes nu, siger Peter
– Jeg ved ikke hvorfor, men jeg føler mig ikke engang flov mere, når jeg pynter på virkeligheden. Jeg gør det bare. Og har det fint med det. Måske har jeg bare accepteret at jeg ikke kan stå ved mig sådan, som tingene er lige nu, fortæller Peter.
Jeg synes bare ikke, det er særlig smart at sige, at jeg arbejder med rengøring. Siger jeg det til en sød pige, er jeg sikker på, hun lukker ned med det samme. Folk, som gør rent, må være folk med meget få evner, tænker jeg selv.
Tre standard-forklaringer
I begyndelsen undrede Peters kollegaer sig over, at han kunne tale med om bøger og kunst. De var trods alt ikke vant til, at alt-mulig-manden havde en horisont lige så bred som dem selv. Og selv om Peter altid går med en fornemmelse at skulle passe på med hvad, han siger, er det lykkedes Peter at undgå at afsløre mere om sit liv, end han ønsker. Efterhånden er der ingen der spørger mere. Peter er blevet en del af hverdagen på virksomheden.
Sagen er en anden når Peter møder nye mennesker. Her begynder cirkusset forfra.
– Jeg synes bare ikke, det er særlig smart at sige, at jeg arbejder med rengøring. Siger jeg det til en sød pige, er jeg sikker på, hun lukker ned med det samme. Folk, som gør rent, må være folk med meget få evner, tænker jeg selv. Og jeg tror andre ser ned på rengøringsarbejde, fordi jeg selv gør. Så i stedet for at sige det som det er, siger jeg eksempelvis, at jeg arbejder med håndværk og reparationer, eller jeg siger, jeg er administrator, fortæller Peter.
Faktisk har Peter forfinet sin teknik med forblommede udtalelser om sit virke ved at sætte det i system. Han har udviklet tre standard-forklaringer alt efter hvilken situation og hvem han sidder overfor.
– Folk, som er rimelig tæt på mig får den med håndværket, mens bekendte og venners venner får at vide, at jeg er intern administrator. Til piger siger jeg tit, at jeg er handyman, så går det hele lidt nemmere, siger Peter
Og jeg er ikke i tvivl om, at når jeg tror, at min sygdom og mit job er nedværdigende i andres øjne, så er der selvfølgelig en sammenhæng.
Der kan ikke siges nok godt om jobbet
Peter har diagnosen paranoid-skizofren, og er meget bevidst om de positive sider arbejdet har på hvordan, han har det.
– Jeg kan slet ikke sige nok godt om det. Hele tilfredsstillelsen ved at udføre et stykke arbejde, som virkelig er et reelt stykke arbejde, er rigtig meget værd for min selvforståelse og selvtillid. At det jeg laver, har en værdi og kan bruges af andre, får mig til at føle mig som et menneske; Det giver energi, og nej, lige nu kan jeg slet ikke forestille mig en tilværelse uden mine otte timers arbejde om ugen. Mit job er med til at få mig til at fungere, siger Peter.
Og det ser virkelig ud som om, Peter er velfungerende – han er knivskarpt medicineret og har via terapi fået adgang til værktøjer, så han kan nå at reagere, når sygdommen trænger sig på.
Men fordi Peter i nogle sammenhænge har fået det bedre, sidder skammen – følelsen indeni – over at føle sig uduelig og gnaver, som slangen i Peters ellers velfungerende hverdag. En gammel skade, som har fulgt Peter siden han første gang for alvor mærkede sygdommens tag i sig, og som stadig er en væsentlig del af grundlaget for Peters adfærd.
Før sygdommen blandede sig, så Peter sit fremtidige arbejdsliv som enten journalist eller embedsmand i det offentlige system. Og med skolebaggrund fra privatskole, gymnasium og universitet var Peter godt i gang med at gøre ideen om det gode liv til virkelighed. En grundholdning, Peter især tilskriver sin mor.
– Min mor var nok lidt ambitiøs på os børns vegne. Vi gik i privatskole, og der var en klar forventning om at vi skulle klare os. Ikke på nogen autoritær eller stressende måde, men det lå i luften, at vi skulle have gode uddannelser. Og jeg er ikke i tvivl om, at når jeg tror, at min sygdom og mit job er nedværdigende i andres øjne, så er der selvfølgelig en sammenhæng. Og jeg må erkende, at når der ligger sådanne undertoner i ens barndomshjem, så stikker de dybt resten af livet. Jeg har en klar opfattelse af, at jeg burde lave noget mere interessant, siger Peter.
Peter smiler ved tanken om nogle af de mere spøjse episoder, hans trang til at pynte på virkeligheden har smidt af sig.
– Jeg fortalte engang min tandlæge, at jeg var ved at skrive en bog, og jeg skiftede en anden gang læge, fordi lægen ikke accepterede min påstand om, at min sygdom var et udslag af mellemørebetændelse. Det var så uheldigt, at netop den læge havde nogle samtalegrupper for folk med psykiske forstyrrelser, og han så jo straks, hvordan det var fat med mig. Men det var alt for ydmygende at skulle sidde og blotte sig for andre i en samtalegruppe, og så fik jeg en ny læge. Og sådan er det hele vejen igennem – da jeg ikke havde arbejde gik jeg også kun i supermarkedet efter klokken fire om eftermiddagen, så kunne folk tro, at jeg var en, som lige skulle nå at handle på vej hjem fra arbejde. Det har altid været ekstremt vigtigt for mig at fremstå som et normalt menneske med styr livet, det er det stadig, og det gør jeg så. Endda med god samvittighed, siger Peter.
____
Peters navn er opdigtet, da han har ønsket at være anonym. Peters rigtige navn er kendt af redaktionen. Peter er 47 år gammel og bor i København. Billederne til denne artikler er taget af Peter. Ud over at være fotograf på semiprofessionelt niveau, spiller Peter også musik.