Et interview med Olga Runciman

Af Jesper (anonym)

Olga Runciman. Fremtidens kvinde i psykiatrien. Foto: Bertel Rüdinger

Jeg kører op med elevatoren og går ud i opgangen på øverste etage, hvor Olga dukker op i døren til sin lejlighed og byder mig velkommen til hendes hjem på Frederiksberg. Jeg klemmer mig ind i hendes ellers store lejlighed, får tilbudt kaffe og vi sætter os i stuen.
Hun er både kortere og kønnere, end jeg havde troet, og jeg bliver hurtigt klar over, at hun er en meget sød kvinde. Jeg kan mærke hendes rare udstråling fylde lejligheden.
Vi taler om psykiatrien i Danmark, deler holdninger og jeg takker hende for hendes oplysningsarbejde, som viser, at der er andre måder at arbejde med dansk psykiatri end den traditionelle statslige og nogle gange ikke-evidensbaserede videnskab.
Olga har været psykiatrisk patient og arbejdet som psykiatrisk sygeplejerske. I dag har hun bygget ovenpå med en uddannelse til psykolog. Olga mener at være kommet ud på den anden side og tilhører med sine egne ord “post-psykiatrien”- en videreudvikling af den kritiske psykiatribevægelse.

Skizofreni er en konstruktion

Som hun sidder i sofaen virker Olga meget sikker i sin sag, når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt psykiatriske diagnoser kan defineres som hjernesygdomme:

“Jeg tror slet ikke på den. Man kan ikke levere evidens, så man har heller ikke et videnskabeligt fundament at bygge på. Det er kun hypoteser”

siger hun og tager i samme åndedræt afstand fra både at bruge tvang og medicinsk behandling, som hun mener forkorter folks liv på den lange bane.

”I min optik, så er skizofreni en konstruktion. Der findes ingen evidens for, at psykiatriske lidelser eksisterer som en sygdom overhovedet”, siger hun. Til gengæld er der er rigtig meget evidens for, at der ligger en historie om traumer bagved de allerfleste skizofreni-diagnoser, siger Olga.

”Den er dosisrelateret. Det vil sige, jo mere, man har været udsat for, jo større chance er der for, at man bliver syg”.

Olga mener, at der mangler beviser for sindssygdomme. Man kan ikke påvise en sindssygdoms eksistens alene på baggrund af samtaler og observation af symptomer. Hun kommer med et eksempel:

“Da jeg arbejdede som neurologisk sygeplejerske, kunne vi aldrig drømme om at diagnosticere uden at udføre et hav af prøver på patienten, og jeg forstår ikke, at det samme ikke sker i psykiatrien”.

Hjernen er skabt til forandring

Olga er fortaler for, at man bruger så lidt medicin som muligt, fordi hun har erfaring med, at pillerne ikke virker optimalt. Blandt andet fordi hjernen er plastisk, det vil sige, at den forandrer sig hele tiden :

“Hjernen er skabt til forandring og til at agere i et miljø, der konstant skifter”, påpeger Olga. “Og så har man en tyrkertro på, at man skal gå ind og give en pille!”

Da samtalen falder på begrebet ‘psykisk sårbar’, stejler Olga straks: “Jeg kan simpelthen ikke ha’ det ord!”

protesterer hun. “Nej, det virker som om, at ordet bruges om folk, der er svage”, supplerer jeg. “Jeg synes et bedre ord er ‘psykisk såret’, så anerkender vi, at der er en livshistorie, som er dybt meningsfuld”, tilføjer Olga.

Vi er enige om, at folk, der har eller har haft psykisk sygdom, tværtimod i vores optik er meget hårdhudede, fordi de har gået så meget igennem.

Fundamentet smuldrer

Olga mener desuden, at psykiatrien ligefrem kan være menneskerettighedskrænkende, idet den benytter sig af tvang.

“Psykiatrien burde eksistere på lige fod med andre tilbud. Men måske det går helt af sig selv, fordi det videnskabelige fundament begynder at smuldre under psykiatrien”, siger hun og jeg forstår, hvor hun vil hen: Som patient kan man mærke det, når man får medicin, der ikke virker på længere sigt og får flere lidelser end dem, man havde før, man gik ind i psykiatrisk behandling.

Det er ikke sådan, at psykiatrien slet ikke må eksistere, men ifølge Olga må den ikke have eneret på behandling af sårbare tanker.

“Psykiatrien skal ikke have mere magt og skal sandelig ikke have retten til at tvinge en behandling og forståelsesramme ned over folk”, siger hun. Jeg nikker og læner mig tilbage i sofaen ved tanken.

En kommentar

  1. Anonym

    Spændende artikel! Kan godt lide hendes brug af psykisk såret fremfor psykisk sårbar! Jeg sidder dog tilbage med nogle spørgsmål…hvis selv selve skizofrenien som er et klinisk udtryk for såretheden er en konstruktion, så er effekten af den begivenhed der forårsagede traumet og dermed såretheden også “bare” en konstruktion, vel? Ligesåvel som nogen dikterer skizofrenien så dikterer nogen vel også, at der har fundet et traume sted, hvis man skal være konsekvent i konstruktionstankegangen? Det jeg prøver på at antyde er, at moralen altså er noget iboende i os, og dermed bør psykiatrien først og fremmest også forholde sig moralsk/sjælesørgerisk til mange traumer! Og den del halter for mig at se i den etablerede psykiatri. Piller helbreder ikke skyld eller skam ej heller hjælper de med at tilgive…

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.