GPS’en siger ”om 6,2 km. drej til venstre, fortsæt 213 m. og destinationen er på din højre side!” Sådan ville det lyde hvis det er mit liv.

For 1½ måned siden flyttede jeg fra de trygge rammer på Egholt til en lejlighed på Frederiksberg i Sorø. Her bor jeg sammen med Rune. Vi bor begge i en §107, men i en udslusningslejlighed.
Efter næsten 5 år på gården, var jeg nu klar til at flytte i udslusning. I næsten 1½ år havde jeg boet i en mindre udslusningslejlighed på gården, men der havde ikke været ret meget udslusning i det, da jeg hørte til af husene på gården og havde mit fællesskab med dem. Jeg havde altid mulighed for at gå over og benytte stuen, tømme køleskabet og smide mine fødder op på sofabordet mens jeg fortærede en pose slik. I samarbejde med personalet på Egholt og ikke mindst Marie og Philip, mine kontaktpersoner, blev vi enige om at jeg var klar til at komme videre. Philip havde snakket om at jeg måske allerede skulle rykke ud i en §85, som er egen lejlighed med støtte, men det syntes jeg ikke jeg var klar til. Carl, vores afdelingsleder, havde haft mange lange samtaler med mig om det at flytte, og som tilbuddet var skruet sammen på Frederiksberg, så var det ikke helt gearet til mig, da mine behov er lidt anderledes end de beboere som boede der i forvejen. Men flytte det ville jeg, og det skulle jeg.

Egholt har altid sagt at jeg ikke blev flyttet før jeg var klar til det, og det var jeg nu, det kunne jeg mærke.
Philip og jeg havde lavet en plan, men jeg var presset af den plan. Jeg skulle pakke og flytte over 3 uger, men jeg kunne ikke rumme at det skulle tage så lang tid. Min energi faldt og jeg fik det faktisk rigtig skidt. Der var dage hvor jeg bare gik ind i min lejlighed på gården, lukkede og låste døren, lagde mig med en bog og satte telefonen på lydløs. Min gode veninde Maja var rigtig god til at insistere på kontakt med mig, men jeg var rigtig afvisende. Hun gav mig plads og ventede til jeg var klar til at komme ud af min hule.
På meget kort tid fik jeg terpet en masse bøger og det var min måde at flygte for tankerne på. Jeg fik ikke pakket og jeg var generelt bare sur og irritabel.
En dag da Philip var på arbejde kom han over til mig og spurgte hvad vi skulle stille op, for det var tydeligt at se, at jeg ikke havde det godt.
”Jeg magter ikke det her! Der går for lang tid! Og jeg er slet ikke sikker på at jeg vil flytte!” Philip brugte en del tid på at snakke med mig.
”Louise, du er ligesom mig, et menneske som handler og tingene bliver bare ordnet her og nu. Jeg er på arbejde på fredag og så flytter vi dine ting der!” Jeg havde nu 3 dage til at pakke, og så gik det hurtigt, meget hurtigt. Inden jeg havde set mig om var jeg flyttet. Jeg havde mulighed for at køre på gården og sove, men min stædighed fik mig til at blive i lejligheden på Frederiksberg. Mandag hentede jeg min kat Luna på gården, og nu var vi definitivt flyttet, for jeg kunne jo ikke bare efterlade Luna i lejligheden og så køre på gården. Luna var mit ansvar nu, og kun mit.

I en alder af 26 er det begyndt at gå op for mig, hvad det vil sige at have et ”almindeligt” liv. Siden jeg var 17 år har jeg boet på institutioner eller været indlagt på psykiatriske afdelinger, og har dermed aldrig rigtig skulle tage så stort et ansvar. På Egholt havde jeg en tjans med at tømme opvaskemaskinen, dække bord morgen og aften og gøre rent på mit rengøringsområde. For mig i dag var det en total simpel ting. I mit ”almindelige” liv, som jeg lever i dag, er der ikke nogen som tømmer opvaskemaskinen for mig, der er ikke nogen som tager rengøringen hvis jeg ikke magter det, der er ikke nogen som laver maden eller handler. Det er kun Rune og jeg. Der er selvfølgelig altid opbakning og støtte fra personalet i Frederiksberg afdelingen, men hovedansvaret ligger hos os selv.

Hver morgen kører jeg selv ud på gården for at gå i skole, da jeg stadig har min STU, men kun indtil sommer! Der skal jeg starte på en ordinær uddannelse, og dermed rykke endnu længere væk for mine trygge omgivelser.

Den seneste tid, har jeg dagligt sagt ”jamen det er jo sådan man gør ude i det normale liv! Det er så normalt!” Folk smiler til mig og giver mig et klap på skulderen. ”Louise, du har gennemgået en så stor udvikling i din tid på Egholt, og du skal være stolt af dig selv”.
Er der noget jeg er stolt af så er det mig selv.

Der er ingen tvivl om at det er rigtig svært at flytte, men for mig er forandringer også noget af det værste. Det er en daglig kamp at komme ud af døren om morgenen, og jeg har rigtig svært ved at overskue tingene, men som Philip siger til mig ”Louise, du er ikke et unikum – det er helt normalt!” Selvom jeg til tider føler mig som et unikum, så ved jeg godt at han har ret.

Ansvar er alfaomega når man bor i udslusning, og nu har jeg ikke kun ansvaret for mig selv, men også min firbenede baby, Luna. Jeg har også et ansvar over for Rune og omvendt. Vi skal sammen få tingene til at køre og vi lyder som et gammelt ægtepar, på den gode måde, og behandler hinanden som søskende. Jeg kan egentlig ikke rigtig se hvem jeg ellers skulle have som bofælle. Lidt doven, distræt og total nørd gør ham til den perfekte bofælle for mig.

Nu 1½ måned efter min flytning er det ”almindelige” liv stadig skræmmende, også selvom jeg kun skulle 6,2 km. ligeud og 213 m. til venstre for at nå til destinationen.

Om Forfatteren

Jeg er 30 år og bor i Næstved. Mit liv har været præget af psykiatrien og ikke mindst tre års indlæggelse. I dag er jeg nået så langt i mit liv, at jeg føler at jeg har det godt. Selvom jeg er kugle skør og en omvandrende tosse, så holder jeg af livet, og vil gøre alt hvad jeg kan for at fortælle verdenen, at vi psykisk syge, er lige så meget værd som alle andre. Udover at være blogger hos Outsideren så er jeg uddannet EN AF OS ambassadør, og lægger rigtig meget arbejde i dette. Jeg blev færdiguddannet i marts 2015 og glæder mig til at komme ud og blive klogere og ikke mindst også hjælpe andre til, måske, at blive en lille smule klogere. I februar 2016 blev jeg ansat som brugerpanelmedlem i Psykiatrisk Center København Forskningsenhed, under programmet "Rehabilitering, Shared Care og Recovery" Jeg er uddannet Peerguide fra Recovery Lab og er ansat som Peermedarbejder i psykiatrien. Du kan finde hele min blog på http://mitlivpaatvaers.dk/ https://www.facebook.com/mitlivpaatvaers

2 Kommentarer

  1. Grethe Nielsen

    Det er dejligt at læse, at det går så godt for dig. Held og lykke fremover!

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.