“Men det er svært at gå morgentur på Nørrebrogade. Svært med de angste blikke, der forsvinder til en næsten hånende grimasse, hvis man vover at sige godmorgen til en tilfældig forbipasserende.”

 

Af Terkel Winther

Jeg hedder Terkel, og jeg er 54 år.

Jeg har en dyb følelse af at være uvelkommen overalt, og selvom mine to gode venner og min dejlige kæreste gør hvad de kan, sidder jeg med en rodfæstet følelse af at være svigtet.

Jeg brød mig ikke om universitetet med deres selvfede arrogante professorer. Jeg både frygter og hader de velformulerede autoriteter, der er i stand til med retorik og overbevisning i stemmen at gøre selv de mest horrible påstande til selvklar indsigt.

Jeg har efterhånden lært, at man absolut ikke må sige godmorgen til folk på gaden, fordi de farer sammen og bliver bange. De ser på mig frygtsomt og skynder sig videre, og jeg ved udmærket godt, at Blackmans mission omkring ensomhed er rigtig god, men jeg ved også, at når jeg banker på min nabos dør for at spørge, om vi skal drikke en kop kaffe sammen, så svarer han altid ja og lukker døren, og kun guderne ved, hvad han tænker, for jeg hører aldrig fra ham igen.

“Jeg kender folks stirrende blik tidligt om morgenen. Stift rettet mod horisonten og aldrig se til siden og aldrig se på den, som kommer gående i den modsatte retning – mod dem!”

Jeg kender folks stirrende blik tidligt om morgenen. Stift rettet mod horisonten og aldrig se til siden og aldrig se på den, som kommer gående i den modsatte retning – mod dem!

Og jeg husker engang i bussen. En retarderet ung mand sidder ved siden af en anden ung mand. Den anden unge mand har skødesløst placeret sine optagelsespapirer til universitetet i lommen, så man lige netop kan se, at han er optaget på et studie, der kræver rigtig meget.

Men den retarderede er nervøs og bange. Han ved ikke, hvordan han skal komme af bussen og spørger desperat sin sidemand om hjælp. Men han er lige så bange og stirrer rædselsslagent panisk og stift ud af vinduet.

En ældre mand kommer frem og hjælper den retarderede ved kun at sige, at nu skal jeg trykke på stop-knappen, så du kan komme af.

Jeg overvejer i mit stille sind hvem af de to unge mænd, der har mest brug for hjælp.

Hvordan var det kursus, jeg gik på, omkring at tage ansvar for sit liv? Underviseren er skide god, og hun taler overbevisende om det vigtige i selv at tage ansvar. Men efter timen er slut, kommer der andre boller på suppen.

Underviseren fortæller, at vi skal huske at sætte stolene op og tage vores glas med ud.

Pas på, råber hun, du sætter dit vandglas alt for tæt til kanten på bordet! Du kan jo risikere at vælte det og få vand ud over det hele, og jeg er ved at brække mig over hendes modsatrettede signaler og selvmodsigelser.

Og vi er mennesker i Danmark. Indehaveren af grøntsagsforretningen siger, at vi må se at få smidt ham væk, der altid sidder og råber på Blågårdsgade. Han skræmmer jo folk væk.

Men jeg overvejer, om jeg skal sige, om min grøntsagsmand kan gå over og give den stakkels råbende et æble.

Han har jo masser og vis ham dog, at der også er plads til medfølelse, og et æble holder jo lægen væk. Det er en sandhed – det ved alle!

Men det eneste acceptable er kun nuancer af farven grå. Masse mennesker med hver sin nuance. Alle er forskellige og alligevel svære at skelne fra hinanden. Måske har hr. Jensen ret i sin bog om det faderløse samfund, at vi snart kun har ét valg tilbage i dette land: Hvilken terapi skal jeg vælge?

Men jeg holder dog også af Jens Jørgen Thorsen og Hornsleth og andre med dem. Jeg grinede højt, da Hornsleth forlangte, at overskuddet fra hans malerier gik til militærindustrien. Jeg grinede også, da slipset blev klippet af Informations kunstanmelder ved en happening på Louisiana.

Men måske er der slet ikke noget at grine af.

Måske er jeg bare ked af at være, som jeg er. Nogen gange glad, men for det meste mørk og fortvivlende i sindet. Jeg kan længes mod andre lande, hvor jeg pr. definition er anderledes. Hvor min hudfarve og mit sprog er så anderledes, at jeg aldrig vil blive en del af noget og derfor og helt naturligt er anderledes. Det kan jeg leve med.

“Jeg kan længes mod andre lande, hvor jeg pr. definition er anderledes. Hvor min hudfarve og mit sprog er så anderledes, at jeg aldrig vil blive en del af noget og derfor og helt naturligt er anderledes.”

Men det er svært at gå morgentur på Nørrebrogade. Svært med de angste blikke, der forsvinder til en næsten hånende grimasse, hvis man vover at sige godmorgen til en tilfældig forbipasserende.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.