Hobitten og eventyret

I Outsiderens serie om kunst og kultur, der har haft en særlig betydning for i ens liv, skriver  Thomas Larsen om sit møde med Tolkiens Hobitten som 13-årig.

Af Thomas Larsen

Min første oplevelse med en bog, der i en periode gjorde mig til en indelukket særling, som hverken kunne sove eller spise, var Hobitten. At blive indført i J. R. Tolkiens eventyrlige univers var en åbenbaring, der efterlod mig som en livslang fan. Og historien om Bilbo, den lille og umiddelbart usandsynlige helt, slugte min tid og vandt mit hjerte fra allerførste side. Bilbos rejse og farefulde færd mod Det ensomme Bjerg og dragen Smaug blev min anden “virkelighed”; en magisk verden jeg kunne leve mig ind i, som om jeg selv var en aktiv del af den.

Jeg var 13 år gammel, og det var sommer, og selv om alle mine venner var udenfor i det gode vejr og opførte sig, som teenagere gør, så blev jeg liggende på min seng og læste og læste. Det var så slemt, at min mor troede at jeg var blevet syg og måske havde brug for professionel hjælp. Ak ja, litteraturen kan være et farligt bekendtskab – ikke mindst for unge og ubefæstede sjæle…

Siden hen læste jeg Ringenes Herre og klassiske eventyr i samme genre: C. S. Lewis bøger om Narnia og Ursula Le Guins Troldmanden fra Jordhavet blandt andre. Og det gjorde fysisk ondt i maven, hver gang jeg afsluttede en bog, der havde berørt mig dybt og hvis personer jeg havde lært at kende, og som jeg nærmest var tættere på end min egen famile…

Magisk realisme

De bedste eventyr har ofte en fin balance mellem det magiske og en genkendelig realisme, der gør det lettere for læseren at identificere sig med helten eller heltinden. Historier hvor en troldmand ordner alle problemer med sin tryllestav bliver hurtigt noget ensformige. Der skal være noget på spil, der ikke bare kan løses med en smule magi. De bedste eventyr handler ofte om almindelige, dødelige mennesker – eller små og let oversete hobitter – der skal grueligt meget igennem for til sidst at overvinde ikke blot Det Onde, men som nok så vigtigt skal overvinde sig selv og se sin egen frygt i øjnene. Og det er jo en både smuk og til tider angstprovokerende metafor for livet som en rejse, der ikke altid har et klart defineret endemål og som byder på mange forhindringer på vejen.