Marie Herløvsen, der er ny frivillig på Outsideren, skriver i sin ærlige og modige beretning om sit livs optur og nedtur og om mødet med en psykiater, der pludselig får øje på hende gennem sine hetero-normative briller.

Af Marie Herløvsen

L-A-M-O-T-R-I-G-I-N. Staver mig gennem ordet. Har læst hele indlægssedlen, den er to A4-ark stor, men der står ufattelig lidt brugbart og i stedet en masse om den hudsygdom, man kan udvikle som bivirkning. Det er et middel mod epilepsi, men man bruger det også til at behandle bipolar. Jeg har – og er – i princippet ingen af delene. Men jeg ved, at jeg har en emotionel ustabil personlighedsstruktur.

Kigger på foliepakken og de små piller inden i. Ved at jeg af flere gange har haft brug for – og haft godt af –antidepressiv medicin. Det føles anderledes at skulle tage medicin, når man ikke er akut syg. Første gang medicinen var en lise, var da en depression havde raseret mig i et år. Et år i en forvrænget virkelighed af selvhad og bebrejdelse og dødslængsel, trangen til at følelserne ville holde op, og jeg ville føle almindeligt igen. Det er fem år siden, jeg blev syg med det. Vidste ikke dengang, at jeg havde en personlighedsforstyrrelse – eller antog, at mine late teens og start-20’ere muligvis var et udtryk for borderline. Men troede i slut-20’erne, at det var noget, jeg var vokset fra.

En 2.0-udgave af mig selv
Følte i sommeren 2009, at jeg var en 2.0-udgave af mig selv. 25 kg slankere på ni måneder, høstede 12-taller på universitetet og skulle giftes med min kæreste, som jeg havde været sammen med i fem år. En dokumentarist var i gang med at lave en film om os og det, at vi valgte det traditionelle bryllup, men også det utraditionelle åbne parforhold – for åh, så spændende var vi nemlig. Jeg havde på det tidspunkt en affære med en ungdomsflirt og var høj på livet, på min kommende mand, på min elsker, på at alle gerne ville kysse, på at det gik så skide godt.

Det var som at være inde i en heliumballon, og jeg kunne styre tid og sted og svæve ud over verden. Et stort spring og så fløj jeg. Jeg fløj meget den sommer. Jeg var tæt på lykkelig hele tiden. Det samme musiknummer kørte på repeat både på min iPod, men også inde i hovedet, og jeg cyklede hjem uden hænder på rattet i sene nattetimer. Jeg så og mærkede solen stå op, også inden i mig. Alt blev mærket den sommer.

Strukket alt for langt
På et tidspunkt blev det efterår, og så blev det vinter, og vi flyttede ind i vores nye lejlighed, og min mands firma og de ansatte flyttede ligesom med, og pludselig var der mennesker hele tiden, alle steder, og hele min psyke skreg på at være alene. Og når jeg var sammen med min mand, savnede jeg min elsker, og når jeg var sammen med min elsker, savnede jeg min mand. Og det var, som om at jeg var strukket ud over et alt for stort stykke, som om at jeg hele tiden var ved at revne.

Jeg vågnede hver morgen med åndenød, i en halvfærdig lejlighed, med mennesker alle steder. Jeg skulle skrive mit speciale, og jeg kunne ikke være i mig selv. Sådan startede stressen, der senere blev til depressionen, der ikke gik væk, der afslørede, at det var en illusion, at jeg var vokset fra borderlinen, der afslørede, at det åbne forhold, som min mand og jeg i årevis havde praktiseret, havde begrænsninger – for jeg havde begrænsninger. Jeg kunne ikke strække så langt.

År med sygdom og ”recovery”
Årene efter handlede om sygdom, et tungt tæppe af sygdom og om at komme sig, om at lære at navigere i sygdommen, forstå dens natur, den måde den påvirker min natur. Dengang var jeg uden for det etablerede psykiatriske system. Jeg var tilknyttet en privatpraktiserende psykiater. En af de gode gamle oldschool folk, der har set bølgerne i psykiatrien og som i bund og grund mener, at folk, der har brug for medicin, skal have den rette mængde, og at resten skal trappes ned og ud af det skidt.

Det gjorde mig tryg, at han havde det sådan. Det gjorde, at jeg godt turde starte på citalopram. Det betød også, at psykoeducation var et fremmedord og ikke noget, vi som sådan gjorde os i. Men jeg gjorde det selv. Jeg vidste ikke, at det var dét, jeg foretog mig sammen med min veninde med samme diagnose. For ingen fortalte os, at det var et af skridtene i at leve ”recovery orienteret”, ligesom at ingen fortalte os, at der var noget, der hed det – recovery.

For mig føltes det bydende nødvendigt at få samlet mig selv sammen, så livet ikke stoppede ved en diagnose. Så jeg ikke blev fældet af den sociale arv, jeg hele livet har flygtet fra. Så jeg ikke ligesom min mor var dømt til et liv på medicin og førtidspension. Jeg løb hurtigt i mange år for ikke at blive fældet af, hvad der føltes som en uundgåelig skæbne, og slam! – pludselig lå jeg med blødende knæskaller, helt forvirret, med begrænsninger, og skulle finde fodfæste og ny identitet.

Samtale med en psykiater
Alt dette ville den psykiater, som jeg i lørdags var til samtale hos, kunne have vidst, hvis han havde åbnet mappen med min fil og læst den. For som den velforberedte professionelle pårørende og patient jeg er efter et liv med tilknytning til psykiatrien, havde jeg selvfølgelig lavet en fil, der gennemgår mit liv og min sygdomshistorie fra barnsben og til nu. Men i hans papirer står der blot, at han skal vejlede mig om medicin. Og medicin – ja, det er en helt anden kasse end ”du skal møde et menneske, der står et svært sted i livet”, og vores møde bærer præg af, at der i psykiatrien tænkes i kasser – selv i den her store hvide kasse af en villa, hvor denne her psykiater på en lørdag åbner døren for mig.

Jeg skitserer kort, at jeg selv ser det som et presserende problem, at jeg lever ustruktureret og hele tiden svinger over i hypomani. Jeg er ærlig og giver udtryk for, at jeg godt ved, at det også sker, fordi jeg pt. har flere partnere ind over i mit liv – og forelskelser og sex puster til hypomanien.

På mindre end tre minutter når han at sige, at en person med min personlighedsstruktur ville trives bedst ved at være i cølibat, dyrke meditation og yoga og spise og sove regelmæssigt, men da det er urealistisk, foreslår han at udskrive stemningsstabiliserende medicin.

Hetero-normative udsagn
Jeg indvender, at cølibat er ret umuligt, når man er gift og har valgt at leve i et åbent forhold, og han kigger på mig og konstaterer tørt, at der jo er en grund til, at vi lever sammen som mand og kone monogamt. Denne form for hetero-normative udsagn slår benene væk under mig. Jeg sidder lamslået i stolen og tænker: Hvordan pokker jeg skal få formidlet den kompleksitet, der ligger i, at vi har valgt at leve sådan, og at jeg – minus de få gange hvor jeg er blevet grænseløs og har strukket mig for meget – er uendelig taknemmelig for valget af det åbne parforhold.

Det er jo netop det åbne forhold, der har gjort, at min mand og jeg nu har været sammen i 11 år og stadig er meget forelskede, men også er et skide godt team. At det er en særlig forholdstype, og at den måske ligefrem har sikret min tilknytning til ham. At jeg via dette livsstilsvalg endelig er sluppet af med utroskab i mit liv, at jeg på denne her måde ikke behøver frygte utroskab som noget, der smadrer parforholdet, som jeg ellers har oplevet det op gennem min barndom.

Flyder ud over kassen som et sammensat menneske
Prøver forsigtigt at byde ind med, at for mig handler det ikke om enten-eller, men om både-og, om at finde balancen, om at finde frem til mine autentiske behov. Som samtalen skrider frem, åbner han op – han får øje på mig. Jeg holder op med at være kassen borderline, men flyder ud over kanterne af kassen og bliver til et komplekst og sammensat menneske frem for en diagnose.

Han starter samtalen med at afvise forestillingen om, at dét at stræbe efter balance er en god idé. Det er, som han siger, urealistisk for sådan én som mig – what the fuck does that mean – men han ender faktisk med at vende på en tallerken og købe mit argument om, at det må handle om netop dét for mig, frem for det ekstreme at blive nonne. For jo, jeg ville måske blive mere stabil af at leve i et buddhistisk kloster, men det er jo ikke det liv, jeg har valgt eller ønsker at vælge. Og jeg er i den store hvide villa, fordi jeg ønsker værktøjer til at håndtere det liv, jeg har, med de udfordringer, der er.

Og netop derfor sidder jeg i skrivende stund med foliepakken i hånden, klikker den første pille ud og overgiver mig til, at medicin måske igen for en periode kan være med til at stabilisere mig i en sådan grad, at yoga, meditation og struktureret kost er inden for rækkevidde frem for det kaos, der har hersket i en alt for lang periode.

Læs også af Marie Herløvsen:
All I want
Inde bag de splittede briller
Sæbebobler
Brev til min far
Forvandlende fortællinger – mit livs historie
Eventyret om den yngste prinsesse

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.