Eventyret om prinsessen, der forstod, at det var på tide at finde sine egne farver, så hun kunne male sjælen i en bred palet og aldrig selv blive grå.

 

Af Marie Herløvsen

Der var engang en kvinde og en mand. Deres historie var snørklet, men meget romantisk. De mødte hinanden i ungdommens lidenskabelige land. Den vildskab, der drog dem mod hinanden, drev dem også hver deres vej. Men i et rigtigt eventyr skal der store omvæltninger til, før prinsessen kan få sin prins, og sådan gik det også for sig i dette. Der gik mange år, og der var mange prøvelser, men da det endelig lykkedes, lignede det, at de ville leve lykkeligt til deres dages ende.

De blev endelig en lille familie, de to, der nu levede som konge og dronning i et magisk land sammen med den ældste prinsesse, datteren fra det ægteskab, der fandt sted som en indskudt sætning. En steddatter, som kongen elskede lige så højt, som var hun hans egen. Eller sådan lyder eventyret genfortalt af den faldne dronning den dag i dag. Kongen lever ikke længere til at kunne aflive eventuelle tvivlsspørgsmål i denne sag. Og dette er i virkeligheden ikke deres fortælling, men fortællingen om deres eftermæle, den yngste prinsesses liv.

Det skulle være så godt, men så blev det så skidt. En dag kom der uvejr over den lille ø sydpå med den fine klint, de store grønne bøge og de bølgende gyldne marker. Uvejret bredte sig ude fra det store hav indover og ind i kongens sjæl og deres lille stråtagsbelagte slot, men dronningen opdagede ingenting, for hun havde travlt med at arbejde. For se du, hun var en moderne dronning med citroën og lederstilling.

Kongen forsøgte at fortrænge uvejret bag skyer af tørrede planter og de fineste grønne flasker fyldt med eliksir, brygget til at glemme, men uvejret forsvandt ikke, det voksede sig stærkt og blæste så intenst, at det, en aften i december blev for meget. Kongen kyssede den mindste prinsesse godnat og tog derefter sit eget liv. Det var dronningen, der fandt ham, dinglende livløs i deres lade. Dette syn gjorde hende syg, og hun blev aldrig rigtig rask igen.

Heldigvis var dronningen en smuk dronning. Tydeligvis en vigtig egenskab i kongeriget. Så selv om sorgen havde malet hendes hud bleg, og de små piller, der skulle få hende til at glemme sit blødende hjerte, slørede hendes blik, så bankede en bejler på hendes dør, og når man er dronning, åbner man selvfølgelig både hjem og hjerte for dem, der ønsker at komme ind.

Eventyret udspiller sig desværre i fattig-80’erne, og når ens mand hænger sig selv, og man går i chok og ikke kan arbejde, så ryger ens slot på tvangsauktion, ligegyldig hvor smuk en dronning man er.

Den lille familie måtte derfor flytte fra hus og hjem. Fra de gyldne marker og det store blå hav. Til en anden slags ø, belagt med asfalt og nydelige tilklippede hække. Her boede den yngste prinsesse hos sine bedsteforældre. Den gamle konge og dronningemoderen passede godt på hende. Hun fik lov til at iklæde sig perlekæder, gyldne gevandter og lege dansende i solskinnet med de andre børn. Den ældste prinsesse blev ført bort for at bo på en gold egn i et tårn af beton, mens dronningen blev indlagt med nervesammenbrud.

Efter nogen tid på psykiatrisk hospital kom dronningen hjem igen til en ny bolig. Hun hentede prinsesserne og bejleren. Han var midlertidigt flygtet tilbage til sit kongerige nordpå, da dronningen viste sig ikke helt at leve op til hans drømme og forventninger, men dronningen havde allerede fortryllet hans hjerte, så han kom tilbage til hende og de to prinsesser. De boede nu i et socialt boligbyggeri, men med dem var den royale skildpadde og den majestætiske kat. Så selv om der ingen geder, får eller heste var på dette nye ”slot”, blev det alligevel et hjem.

De to prinsesser, særlig den yngste, kom til at elske dronningens bejler, som var han hendes rigtige far. Han lærte dem mangt og meget og tørrede deres øjne, hvis de græd, smurte deres madpakker og klædte dem fint på, passede på dronningen, men glemte at passe på sig selv, og den dag uvejret kom, ramte det også ham.

Han havde nøjagtigt som den gamle konge mange af de fine grønne flasker med den samme klistrede eliksir, der får den, der drikker den, til at blive væk i glemslens trygge favn. Fjern, utilnærmelig, fremmed og bagefter tynget af dårlig samvittighed. Uvejret malede hele slottet sort, og glansbilledet krakelerede. Dronningen opdagede det dårligt nok, for sygdommen og de små piller havde lænket hende til sengen langt væk i drømmenes verden, og hun var sjældent ved sine fulde fem.

 Og den dag kom, hvor uvejret var for stærkt og dronningen for svag, så den nye konge besluttede sig for at gå sin vej, for han var ikke en rigtig far. Han tog sine malerbøger under armen og pakkede langsomt sine ting. En efter en forsvandt først de, og sidenhen forsvandt han.

Den yngste prinsesse var jo blevet en stor pige – hele 12 år, da han pakkede den første ting ned og 13, da den sidste forsvandt. Den ældste prinsesse var blevet trolovet til en ædel adelig gøglerslægt fra øst, der både kunne danse kosak og tæmme drager. Så mon ikke det nok skulle gå?

Selv om den yngste prinsesse nu var blevet stor, var hun ikke desto mindre ensom og omgivet af forfald. Hun forsøgte at bekæmpe ensomheden ved – ligesom i sin barndom hos dronningemoderen og kongen – at klæde sig ud og danse forførende danse for de lokale drengebørn. På den måde kunne hun holde ensomheden for døren, og hun behøvede således ikke at føle sig så alene og forladt.

Men samtidig lærte hun at bygge en mur om sit hjerte og sige de rigtige ting og smile på den rette måde i håb om, at drengene ville elske hende og ikke blive ramt af uvejret. Hun håbede sådan, at hun kunne få dem til at blive. Men fordi hun var så bange for, at uvejret skulle tage dem fra hende, endte hun oftest legen selv ved at snige sig væk i nattens mulm og mørke. Altid med håbet om at en af de elskede drenge ville komme efter hende og bevise, at han var stærk nok til at rumme hende. Det skete aldrig, for disse lokale drengebørn var rigtige børn, og de forstod ikke den alvor og frygt, som prinsessen bar i sit hjerte.

Da prinsessen blev 16 somre, flyttede hun ud af den sølle erstatning af et hjem til en fin gammel skole sammen med en masse andre prinser og prinsesser, og hun lærte en masse nyt om livet. At smerte er en relativ størrelse, at nye venskaber kan rumme lige så meget som gamle. At det ikke er for meget at forlange, at der er mad hver dag og rent tøj, opmærksomhed og ikke blot verbal omsorg, men også den konkrete fysiske. Hun lærte værdien af handling bag ord, og hun oplevede, at ikke alle voksne rammes af uvejret, og at ikke alle mænd begår selvmord.

Dronningen, der så gerne ville give prinsessen dette frirum, holdt op med at ryge for at kunne betale for dette ophold. For selv om hun var adelig, var hun fattig som en kirkerotte. Dronningen tog sig sammen, når hun skulle se den yngste prinsesse. Afstanden og savnet gjorde, at hun oppede sig. Dronningen sendte små pakker med sød slik og varme sokker, og prinsessen følte sig elsket og troede, at dette betød, at dronningen havde genfundet sit overskud.

Da tiden var inde, skulle alle prinserne og prinsesserne flyve videre ud i deres livs sommer, og prinsessen blev nødt til atter at flytte hjem.

Her indså hun dronningens blændværk, og at virkeligheden var, at dronningen i mellemtiden var blevet mere syg end nogensinde før. Prinsessen opdagede, at hendes mor havde kæmpet for at virke ovenpå det år, hvor hun havde været væk på efterskole. Den barske virkelighed var, at dronningens øjne næsten havde mistede deres farve, og at ingen lykke kunne nå hendes hjerte, for de piller, hun fik, fik hende til at glemme at føle.

Men mennesker er født til at føle, og når de ikke længere kan det, går de for alvor i stykker. Og fordi dronningen var blevet så syg, kunne prinsessen jo ikke stille krav og skrige, at hun havde behov, selv om hendes alder tillod det. En teenage-prinsesse burde have lov til at råbe, men i stedet måtte prinsessen forsøge at finde en løsning selv på at få det faldefærdige hjem og den ødelagte dronning til at fungere, så det var muligt at gå på klogeskole, sådan som det forventes af kloge prinsessebørn, uden selv at gå i stykker. Dette var en nær umulig opgave.

Hun vidste ikke helt, hvordan eller hvad hun skulle gøre, så hun rejste sammen med den ældste prinsesse op til den kloge mand, der gav deres moder de fine små piller, for at høre ham om det var meningen, at deres moder skulle være så livsforladt. Han svarede: ”I må forstå en ting, jeres mor bliver aldrig rask”. Prinsessen nægtede at tro på dette svar, men hun vidste stadig ikke, hvad hun skulle gøre for at få dronningens farve tilbage i hendes øjne. Så som en rigtig eventyrprinsesse rejste hun ud fra slottets mure og opsøgte mange kloge mænd og koner.

Først gik hun på Christianshavns Gymnasium, men dér fandt hun ingen svar. Hun ledte ellers mellem både russiske gloser, latinske verber og franske visdomsord. Men der var ingen svar at finde her, der gav mening. Så hun gik i stedet i gang med at lede efter farverne andetsteds, og hvilket sted var mere passende end kunstens verden mellem pastel, akvarel og akryl?

Mens hun ledte efter farverne der, havde en klog kone opsøgt den gamle dronning og fået hende indlagt på et hospital, for de havde fundet ud af, at den kloge mand, der udskrev pillerne, slet ikke var så klog endda, og at de små piller, han gav dronningen, var de forkerte piller, så endnu engang blev dronningen indlagt blandt dem, der bærer hvidt. Prinsessen ledte desperat videre efter farverne, der kunne male moderens øjne, og hospitalet ledte efter redskaber, der kunne give dronningen sine følelser tilbage.

Det lykkedes midlertidigt, men hospitaler er hvide, og der er ingen farver at finde, så dronningen flyttede hjem, så snart hun fik det bedre. Og en dag var hun blevet stærk nok til at sige til prinsessen, at hun ikke længere behøvede at lede efter farverne, for hun skulle nok selv forsøge at finde dem.

Se sådan ville jeg ønske, at dette eventyr kunne ende, men virkeligheden er en anden.

Eller virkeligheden blev en variant af moderens fabelagtige løfte om selv at finde sine egne farver. For desværre er det sådan, at 30 år på fine små piller skader hjernen, og dronningen blev dement som en konsekvens heraf. Men ser du, kære læser, demens minder om barndom, og barndommen er fuld af farver. Så på sin helt egen måde genfandt dronningen alle de farver, hun havde mistet.

Og vigtigst af alt forstod prinsessen, at det var på tide at finde sine egne farver, så hun kunne male sjælen i en bred palet og aldrig selv blive grå.

Læs også af Marie Herløvsen:
All I want
Inde bag de splittede briller
En samtale i den store hvide villa
Sæbebobler
Brev til min far
Forvandlende fortællinger – mit livs historie

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.