Eva Kjøller Christensen reflekterer over den måde, man som sindslidende kan blive mødt med umyndiggørelse og en kollektiv fornægtelse af, at sindslidendes rettigheder bliver overtrådt.
Tekst, digt og tegning: Eva Kjøller Christensen
Jeg har desværre selv oplevet, hvad jeg vil kalde for umyndiggørelse og magtmisbrug og bliver til stadighed skuffet over menneskers evne til at fornægte og feje ubehagelige kendsgerninger ind under gulvtæppet – og dem, som alligevel prøver at forstå, rammes så ofte alligevel af en akut form for mental lammelse. Historien bliver for bizar. Så kan de pludselig ikke forholde sig til den, eller de tror måske ligefrem, at det er en løgn. Men bare fordi, det er usandsynligt og uhyggeligt, så er det ikke rimeligt at tage udgangspunkt i, at det er en løgn. For som jeg plejer at udtrykke det, så kan paranoide mennesker også blive forfulgt.
At man næsten ikke kan tro, hvad man hører, og har en trang til at fortrænge og tabuisere, er efter min mening en helt naturlig reaktion. Men at hengive sig til denne trang grænser til fornægtelse, og den kollektive fornægtelse af overtrædelserne af de danske sindslidendes rettigheder grænser til dovenskab og ligegyldighed. For vi med sindslidelser er vel også en slags mennesker, og vi har vel også ret til et liv i tryghed.
Vi er mange som er bange.
Bange for at vi kan krænkes, uden at nogen løfter et øjenbryn.
Vi er dem som er i fare.
I fare for at blive mishandlet, uden at nogen hører vores skrig.
Vi er dem med lidelser.
Lidende. Med knuste hjerter og med ekstraordinære sind.
Vi er dem som er bange.
Bange for at vi kan dø, uden at nogen løfter en finger.