I betragtning af, at dette er mit første blog indlæg er det måske nok en rimelig hård titel at lægge ud med. Men den juni dag for fem år siden, hvor jeg døde indeni, er en så central del af mit liv stadigvæk, at det for mig er det eneste logiske startskud for mig her på Outsiderens blog. Alt hvad der siden er hændt mig har nemlig på en eller anden måde været farvet af den dag. Sådan en dag, hvor det føles som om at jeg døde, er ikke én jeg bare kan slette fra min hukommelse. Selvom jeg har gjort forsøget. Mit indres død har jeg også flere gange forsøgt at gøre til en fysisk død, med det for mig logiske ræsonnement, at når jeg allerede føler mig død, hvorfor så ikke være det rigtigt. For hvem kan jeg være noget for, når jeg ingenting tør mærke indeni og er blevet så kynisk og hård? Et tillært panser, for ikke at blive ramt igen af nogen. Men som du ved, har det at bære et panser også en pris og den har jeg betalt flere gange. I form af fejlbedømmelser fra overlæger på psykiatriske afdelinger og endda fra mig selv, fordi jeg ikke har kunne mærke mig selv gennem panseret. Jeg er ikke længere den samme person som før den dag, for nu går jeg rundt med en sort klump død i mit hjerte.
Nogle siger at ord bare er ord… jeg siger at ord kan bruges som våben og i visse menneskers munde er de dødbringende. Det var ”bare” ord der slog mig ihjel, samtidig er det ord, der langsomt bringer livet tilbage indeni mig igen. Heldigvis er jeg stædig og min hjertestarter er ord.
En dag i juni for fem år siden befandt jeg mig i en kamp af ord. Ord der brændte. Ord der kløvede min hjerne og fik mig til at tvivle på om jeg var et godt menneske. Mine ord blev ikke hørt. Det var som om mine ord forsvandt et sted på vejen fra mine læber til de andres ører. I de 20 minutter deres version af en samtale varede, så jeg min verden falde sammen. Ordene fra deres mund blev forvandlet til en nedrivningskugle, der kun havde et mål, at få min verden til at krakelere. Så jeg ville makke ret og underkaste mig en ledelse fascineret af stasi-metoder. Det var ikke et bestemt ord, der stoppede mit hjerte, det var strømmen af ord uden mulighed for forsvar. Visse ord er brændt ind i min hjerne og udløser stadig en reaktion, hvis jeg hører dem – uagtet kontekst. Da samtalen sluttede vidste jeg ikke helt længere hvem jeg var. Ord havde taget mig væk fra mig selv. Ord førte til min debut på de psykiatriske afdelingers scene, som jeg har frekventeret jævnligt gennem de sidste 5 år.
Jeg har altid elsket ord, men nu har jeg også en stor respekt, grænsende til ærefrygt, for dem. Ord er farlige brugt forkert – de kan ødelægge mennesker. Ord kan hele sår. Ord kan ændre verden. Så brug dem klogt.
Privatfoto taget af Ulven