7 måneder inden den dag jeg døde, blev jeg fanget ind i en ond spiral. Spiral starteren er en ny chef i den tre-kløvrede ledelse og det skaber en helt anden dynamik. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at hende og jeg fra starten ikke har den bedste kemi. Vi snakker forbi hinanden – det er som om, at lige meget, hvordan jeg prøver at forklare noget til hende, så vil hun ikke forstå det. Når hun har besluttet sig for, hvordan en ting eller et menneske er, så er det sådan. Noget i hende trigger irritation i mig og omvendt er jeg ret sikker på.

Den første medarbejder samtale hun skal have med mig, fører til, at hun skal sættes Cc på al mail korrespondance af arbejdsmæssig karakter, for hun er på trods af, at jeg har været ansat i 3 1/2 år, i tvivl om min faglighed. Hun når også at sætte spørgsmålstegn ved min troværdighed. Det irriterer mig naturligvis, for jeg er slet ikke enig i hendes udsagn. Angst begynder langsomt at titte frem nogle morgener når jeg skal af sted. Jeg er utryg ved, hvad der ellers kan komme af udfald fra den kant.

Langsomt og næsten helt uden, at vi opdager det, ændrer hele arbejdspladsens sjæl sig. Fra at have været et sted, hvor vi hjalp hinanden og grinede, bliver det mere og mere et sted, hvor alle bukker hovedet ned og ikke har overskud til andet end deres eget. Hver uge skal vi helst afrapportere til “Øjet i det høje”, mit nye tilnavn til chefen, om hvordan det går, og om vi har oplevet uregelmæssigheder i forhold til, hvordan vores kolleger gør deres arbejde. Derfor arbejder vi hurtigt i en atmosfære præget af “Sladr om din kollega – før din kollega sladrer om dig”. Rigtig fortrolig snak mellem kolleger forsvinder, for vi lider alle af kollektivt paranoia – og med rette. Jeg retter ikke ind, for jeg ser ingen mening i det system og mener, at chefen må acceptere at intet nyt fra min side er godt nyt. Og er der endeligt et problem tager jeg det som udgangspunkt selv med kollegaen. Kolleger begynder at blive kaldt til personlige samtaler og kommer grædende ud. Derefter retter de ind.

Jeg kan ikke rette ind i dette regime, hvor frygt skal holde folk på plads, og det føles som om, at når chefen kigger ud over flokken, så er jeg det eneste hoved der stikker op og ud. Samtidig med at jeg begynder at blive udsat for sexchikane ude på gangene af en anden ansat på hospitalet melder jeg mig som arbejdsmiljørepræsentant og spiralens fart bliver sat op og bliver endnu mere ond. Som arbejdsmiljørepræsentant siger jeg fra, da jeg overhører en kollega snakke grimt om andre kolleger. Det fører til at kollegaen jeg greb ind overfor ringer til chefen og 1-2-3 så er jeg mobber af værste skuffe og bagtaler i øvrigt i følge chefen førnævnte kollega. Jeg har det det som om jeg har været inde i en vaskemaskines centrifugerings-program på højest mulige antal omdrejninger. Min hjerne er lost og jeg forstår ikke, hvordan det lige endte på den måde. Og så er jeg så ked af det. Jeg er blevet mobbet i folkeskolen og på en tidligere arbejdsplads og kunne ALDRIG finde på at gøre det samme ved nogle andre. Men jeg bøjer stadig ikke hovedet ned, for jeg ved, at jeg ikke har gjort noget forkert og håber at sandheden vil komme for en dag. Problemet er, at chefen ikke vil lytte når nogle af mine gode kolleger kommer for at sige den. De bliver afvist. Retfærdighedssans hører ikke til blandt chefens “laster”.

At jeg bliver chikaneret, har jeg ikke lyst til at dele med chefen. Det kan vel også blive vendt til, at jeg har gjort noget forkert. Så jeg sniger mig rundt når jeg er udenfor kontoret. Der er ikke fred nogle steder mere, og min hjerne er træt og slidt og sommetider kan jeg midt i en samtale ”forsvinde”. Jeg hører ordene, der bliver sagt, men de forsvinder på en eller anden måde. Det er frustrerende for mig og pinligt. Før kunne jeg have mange bolde i luften og stadig være nærværende i en samtale. Det koster at gå igennem den onde spiral med hovedet løftet. Jeg begynder at have et fast ritual hver morgen når jeg har taget uniformen på; Jeg stiller mig foran spejlet i garderoben og kigger mig selv i øjnene, mens jeg i mit hoved siger: ”Du skal kunne kigge dig selv i øjnene.” Derfor dukker jeg ikke hovedet, for så vinder chefen. Hvis prisen for at få fred fra hende er at gå på kompromis med mine værdier om, hvad der gør mig til et ordentligt menneske, så vil jeg hellere gå i krig med hende helt alene, og dø om så det gælder. At det skulle komme til at gå næsten sådan er skræmmende.

Pludselig en dag bliver jeg kaldt på kontoret og får overrakt indkaldelse til tjenestelig samtale. Indkaldelsen er en A4 side fyldt med anklagepunkter. En af dem kan jeg måske se en smule rimelighed i, men resten er usandheder. Men som de står der ligner det et anklageskrift inden en dødsdom skal eksekveres. Om det er ukuelighed eller naivitet ved jeg ikke, men jeg tror helt indtil, at jeg sidder til samtalen, at jeg bare skal forklare dem det stille og roligt, så vil alt falde på plads. Sådan er chefernes agenda ikke. Samtale er bare noget de har kaldt det, fordi man skal. Jeg får ikke mange ord indført. Og hvad jeg får sagt bliver vendt om og brugt i mod mig. To chefer sidder foran mig og skiftes til at fortælle mig, hvor stort et adfærdsproblem jeg er. At jeg ikke duer hverken menneskeligt eller fagligt. At de vil have, at jeg skal overvåges når jeg laver mit arbejde. De skærer min hjerne over med deres ord og jeg splittes i min opfattelse af mig selv. Tillidsrepræsentanten som dagen inde lovede at stå mig bi, siger ingenting. Heller ikke da jeg beder om en pause. Alle fortsætter bare. Jeg tager min egen pause ved at forsvinde ud af min krop to gange undervejs. Jeg græder ikke, for det har jeg lovet mig selv, at de ikke skulle se. Men efter de er gået, falder jeg sammen. Mit liv er slut. Sådan føles det.

Da jeg kommer ud er det med trusler over hovedet; hvis jeg fortæller, hvad der er blevet sagt til samtalen, vil jeg og den/dem, jeg siger det til blive fyret… Jeg går ud og gør mit arbejde, mens jeg langsomt bliver beboer i en osteklokke og til sidst må have hjælp fra en kollega. Hjemme græder og græder jeg. Min mand og jeg bliver enige om, at jeg ikke kan arbejde der mere og må sige op. For på trods af alle deres anklager, vil chefen åbenbart ikke fyre mig…eller også har de på trods ikke noget at fyre mig på. Om natten går det helt galt. Alle deres ord kører igennem min hjerne på repeat og min krop er for lille til at kunne rumme det hele. Jeg ender på psykiatrisk skadestue og bliver indlagt med akut belastningsreaktion. Min første indlæggelse på psyk. Og startskuddet til mange ture i rutsjebanen.

Efter en uges indlæggelse og 3 1/2 måneds sygemelding siger jeg op. Jeg kan ikke engang holde til at vente på, at de fyrer mig, for jeg kan ikke klare, at de skal være mine chefer selv på afstand.

Vejen til et traume er lige så mangfoldig som det antal traumatiserede, der findes. Hvis du spørger mig, om jeg ville gøre det samme igen, så er svaret ja. Mine menneskelige værdier er stadig ikke til salg for en plads i folden hos sådan en ledelse.

Privatfoto taget af Ulven

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.