Denne tekst skrev jeg, for lidt tid siden.
Da jeg vågnede i morges var det med en god portion spænding lidt nervøsitet, og sommerfugle der flagrede rundt i maven. Det er nemlig den dag, som jeg har ventet på længe. Nemlig dagen hvor jeg skulle ind på DR og se det færdige resultat af mi afsnit til POV-serien. Inden da har jeg gjort mig en masse tanker om det. Hvad har de taget med? Hvordan fortæller din min historie? Hvordan viser din min hverdag? Giver det hele mening?
Sara og jeg mødtes inde på Nørreport omkring klokken ti, og så fulgtes vi videre til DR-byen. Da vi kom skulle jeg registreres i deres system med mit navn. Så viste hun mig Bamses hus, som stod til udstilling derinde det var nostalgi og barndom. Så gik vi op til den afdeling, hvor hun arbejder Videnskabsafdelingen så blev jeg præsenteret for redaktionen. Vi troede begge, at vi skulle se POV med det samme, men da jeg sagde goddag til redaktøren sagde hun ?I er godt nok tidligt på den.! Hun havde åbenbart forstået det sådan, at jeg først skulle se afsnittet klokken elleve. Klokken blev da et godt stykke over elleve, da hun sad i møde med DR3?s chef og det trak ret meget ud.
Da vi så endelig kunne komme i gang med at se det, så drillede teknikken i det rum, hvor det skulle vises det var noget med et stik, som ikke passede ind i computeren, så blev der brugt tid på at rode med det. Til sidst ringede de til en anden medarbejder på DR, for at hører om vi så i stedet for kunne låne et klipperum, da det rum de plejer at bruge var booket af nogle andre. Og det kunne vi heldigvis godt.
Så da vi fandt rummet fik vi sat os til rette, og fik tændt for den computer og skærm der skulle bruges til at se programmet med. Programmet starter, og det føles ret underligt, at se mig selv og pludselig hører min egen stemme, for den lyder jo anderledes for mig i mit eget hoved. Som reklame ser vi et klip, vor jeg fejlagtigt går ud på cykelstien, da jeg ikke kan se kontrasten i mellem den og fortovet. Det starter ret hårdt ud med et øjeblik, hvor jeg er meget ked af det, og har det rigtig skidt. Da jeg så det satte det en masse følelser i gang hos mig, og jeg blev lidt ked af det igen. Sara var der dog og strøg mig over ryggen, lagde en beroligende hånd på min skulder og viste mig omsorg. Der er klip hvor jeg sidder på mit værelse og bruger min computer, og forklare om det forstørrelsesprogram der er på den. Der er også en scene hvor jeg stadig er rigtig ked af det, og ringer til en personale og får mig en snak. Jeg laver også toasts. På et tidspunkt går jeg ud til postkassen for at se om jeg har fået et brev angående et legat, og det har jeg, og jeg læser det højt for kameraet, og hopper af glæde. Det bliver også vist, hvordan jeg logger ind på min Netbank. Jeg gør også rent på et tidspunkt. Der er også et tidspunkt hvor jeg støder ind i en masse ting, da jeg så det klip kom jeg til at grine lidt, da det lyder ret sjovt, fordi jeg får sagt av en masse gange. Der er også en hyggestund, hvor jeg spiser havregrynskugler i mens jeg lytter til min lydbog. Der bliver også vist klip fra en samtale hos min psykolog, hvor jeg snakker om det med at blive taget væk hjemmefra, som ganske lille, og det svigt jeg følte, når min mor og far meldte afbud til forældredagene, og følelsen af, at de ikke gad mig. Hun snakker om, at det er synd for mig at jeg har det sådan, og det er synd for alle de unge som har det svært der bliver også vist klip, hvor jeg er ude at shoppe med min gamle ledsager, og hvordan jeg mærker på tøjet. Og jeg får købt julegaver til familien. Der er også et tidspunkt hvor jeg bliver forvirret og går forkert på grund af julepynt, så får mine kendemærker til at forsvinde. Et klip som jeg synes var rigtig hyggeligt er nytårsaften, hvor jeg sidder sammen med Jimmy, og spiser is, og hyggesnakker inden klokken bliver tolv. Og da klokken bliver tolv, hvor vi skåler og siger godt nytår, og får en lille dans.
Da vi havde set programmet færdig. Fortalte jeg, hvordan jeg havde oplevet det. At der var nogle ting, som jeg synes skulle have været med, men at jeg godt er klar over, at det hele ikke kunne komme med, da det vare 28 minutter, og der er jo mange timers optagelser. Jeg fik faktisk af vide, at jeg er den, som har optaget mest, og jeg var god til at bruge kameraet i forskellige situationer. Jeg fik sagt, at jeg synes det var hårdt, at se mig selv have det så dårligt, og det kunne de godt forstå. Jeg fik også af vide at de var kommet til at holde af mig, når de så programmet. Jeg fik faktisk rigtig meget ros, og det er godt, for så ved jeg, at jeg har gjort noget godt og rigtigt.
Jeg er godt tilfreds, for jeg synes de har forvaltet min historie rigtig godt, og gjort at den bliver fortalt åbent, følsomt og ærligt. Min hverdag bliver vist rigtigt godt både i forhold til mit synshandicap, og de udfordringer det bringer med sig, og min positivitet og glæde ved livet. Men der bliver også vist de tidspunkter, hvor jeg har det skidt psykisk, og føler mig sårbar. Og det hele er meget fint sammensat synes jeg. Der var dog nogle gange hvor jeg blev lidt forvirret, hvor jeg ikke helt følte at der var orden i de ting der skete, men det var ikke noget, som ødelage det gode billede af min hverdag eller min historie. Efter at have set programmet var jeg helt træt, og fyldt op i hovedet af indtryk. Tak til klipperne, for at lave en godt sammensat film. J
Se også bloggen “Mit liv på TV”