For et par uger siden kom et fornyet fokus på landets fødeafdelinger, efter at Rigshospitalets fødselschef den 29. november meddelte, at han går af i protest over forholdene. Det har fået Grethe til at tænke tilbage på sin søns fødsel, der kulminerede i en fødselspsykose og tre måneders indlæggelse i psykiatrien. Hvad nu hvis det var gået anerledes? Hvad nu hvis forholdene gør, at flere bliver psykisk syge? Hvad nu hvis forholdene var bedre for fødende kvinder fremover?
Af Grethe Nielsen
Selvfølgelig har jeg tænkt, hvad nu hvis. Hvad nu hvis det var blevet opdaget, at jeg ikke fik noget søvn i dagene efter fødslen? Hvad nu hvis fødslen ikke var trukket ud? Hvad nu hvis der under graviditeten havde været opmærksomhed på, hvor følsomt et menneske, jeg er – og på at jeg også var stresset over at være jobsøgende?
Jeg tænker ikke hvad nu hvis så tit, for det ville gnave et stort mørkt hul i mit indre, der ville gøre konstant ondt, hver gang jeg så barnevogne, babyer og scanningsbilleder på Facebook.
For et par uger siden – og på andre tidspunkter – hvor der er fokus på forholdene på landets fødeafdelinger, tænker jeg ret ofte hvad nu hvis – både i forhold til min egen historie og i forhold til andre. Hvad nu hvis flere kvinder bliver psykisk syge efter en fødsel på grund af de travle forhold på fødeafdelingerne og barselsafsnittene? Hvad nu hvis den manglende fødselsforberedelse gør dem utrygge og ikke klæder dem godt nok på til fødslen og forældreskabet? Hvad nu hvis de bliver syge, fordi der ikke er tid og tilbud til at snakke alle de mange tanker igennem, de har som kommende forældre – og når de er blevet forældre?
Hvorfor tænker jeg nu det? Fordi jeg ser en sammenhæng mellem min fødselspsykose og frygten for, at noget skulle gå galt i løbet af graviditeten eller under fødslen. En frygt som vækkes alene af de mange historier om graviditeter, hvor noget går galt, og om forholdene på dagens fødeafdelinger. Frygten kan i sig selv være farlig.
Frygten for det værst tænkelige
Min egen frygt gik på, at min søn skulle dø, mangle ilt, blive syg eller noget helt fjerde. Frygten fik jeg fra veninder, der var mødre eller kendte mødre, og som fortalte alle skrækhistorierne om komplikationer i forbindelse med graviditeten og fødslen. Jeg lagde øre til historier om børn, der var blevet syge eller døde, om kvinder der var bristet helt vildt under fødslen, og om fødsler der var endt med akut kejsersnit.
Frygten fik jeg også, fordi der ikke var et tilbud om fødselsforberedelse, og jeg derfor valgte at betale for et fødselsforberedelseskursus i et yogacenter. På kurset blev hospitalsfødsler malet som et skrækscenarie. Lyset og de hvide rum samt fremmede mennesker omkring én skulle kunne sætte fødslen i stå eller få den til at trække ud, fik jeg at vide. Vestimulerende medicin var nærmest noget, fanden havde skabt, da det ifølge yogalæreren kunne sætte en lang ve i gang. Hjemmefødsler var sagen, mente hun.
Jeg besluttede mig for en hjemmefødsel, men fik kort tid efter konstateret en infektion med nogle streptokokker i forbindelse med en blærebetændelse, så jeg skulle have antibiotika under fødslen, og derfor kunne jeg ikke føde hjemme. Frygten for at miste mit barn satte sig dybt i mig, da jeg fik at vide, at der var risiko for, at vandet gik for tidligt, og for at barnet kunne få hjernehindebetændelse.
Alene med frygten
Jeg snakkede ikke rigtigt med nogen om min frygt, men den blev næret igen og igen under hele graviditeten. Undersøgelser hos lægen, i jordemodercentret og til scanninger gik på mit og barnets fysiske helbred. Hjertelyd. Vægt. Tjek for blærebetændelse og graviditetssukkersyge. Til første lægekonsultation konstatererede min læge, at jeg var en ressourcestærk kvinde, baseret på mit helbred og uddannelsesniveau. Vi snakkede ikke om mine følelser og tanker om at blive mor, om jeg for eksempel på nogen måde var ekstra sårbar i forhold til søvn samt hormonelle og følelsesmæssige påvirkninger.
Jeg gik næsten alene med min frygt og alle mine tanker om at skulle være mor. Jeg forsøgte at være kritisk og valgte information om graviditeten på internettet fra og dykkede ned i Politikens bøger på området. Jeg sprang kapitlet om at fravælge amning over, da jeg var 100 procent sikker på, at jeg ville amme, og at det ville være lykken. Det lærte jeg også på fødselsforberedelseskurset. At amning udskilte lykkehormoner, der gjorde kvinden i stand til at finde energi til at amme midt om natten. Jeg lærte også, at det var normalt ikke at kunne sove, når man havde født. Men både forestillingen om amningens lyksaligheder og søvnmanglens almindelighed viste sig fatale.
Vandet gik rigtigt nok tidligt på eftermiddagen i forhold til, at veerne begyndte i de sene aftentimer. Veerne kom aldrig ordenligt i gang af sig selv om natten, inden vi om morgenen tog ud på hospitalet. Vi var alene på en stue, hvor der kun blev kigget til os få gange, så utrygheden havde sit greb i mig. Jeg nægtede vestimulerende medicin utroligt længe. Det var jo en unaturlig måde at fremme naturens gang på. På grund af fødselsforberedelsen i yogacentret ønskede jeg en så naturlig fødsel som muligt, og det stod jeg hårdt fast ved.
Da vi om eftermiddagen kom over på en stue med en fast jordemoder, måtte jeg efter meget overtalelse give mig og få lagt et vestimulerende drop, og derefter gik det hurtigere fremad. Jordemoderen havde fin kontrol med medicinen, var nærværende og virkede ikke travl. Det var guld værd at vide og mærke, at hun var på fødestuen de næste timer, inden min søn kom til verden om aftenen.
Det var min forberedelse til fødslen og det at blive mor, den var gal med – og min frygt samt den langstrakte fødsel. Da min søn blev født, havde jeg været vågen i halvandet døgn. Der gik nogle timer, før en portør kørte os op på barselsafsnittet, fordi amningen ikke fungerede. Ellers var vi kommet på barselshotellet for os selv og hjem næste morgen. Hvad nu hvis frygten ikke var nået så store højder i mig? Hvad nu hvis jeg var klædt på til fødslen af fagprofessionelle og havde følt mig tryg ved at føde på hospitalet – og tryg ved deres råd til fødslen? Var fødslen så gået hurtigere?
Vågen i fem døgn
Jeg lå vågen på barselsafsnittet og tænkte, at det var normalt. Det havde jeg lært på fødselsforberedelseskurset i yogacentret. Samtidig var jeg bange for, at min søn skulle dø fra mig. Holde op med at trække vejret. Jeg lå og lyttede til hans vejrtrækning hele natten og lod, som om jeg sov. Ingen spurgte ind til, om jeg havde sovet.
Jeg insisterede på at forsøge at amme igen og igen og igen hver tredje time de næste dage, selvom en sygeplejerske tog en snak med os, om det var det rigtige valg for os. I dag kan jeg se, at min søn havde en forkert sutteteknik, og det var spildte kræfter, der holdt mig vågen. Sygeplejerskerne gav forskellige råd og vejledning. En stod belærende og bebrejdende, med armene i siden, før hun resolut gik hen og tog fat i min ene brystvorte og stak den ind i munden på min søn. Så nemt var det at amme, ville hun sige, hvorfor gøre et problem ud af det? Oven i det stressede jeg over at skulle bestille mad til mig selv, og at maden ikke blev leveret på faste tidspunkter. Jeg stressede også over at skulle nå en masse praktiske ting imellem forsøgene på at amme såsom malkemaskine og madbestilling. Jeg sov ikke og nåede kun at hvile mig lidt indimellem.
På barselsafsnittet løb de hurtigt, men de anede dog efter nogle dage, at der var mere galt end bare amningen. På tredjedagen havde jeg en kort samtale med en psykiater, som mest spurgte mig ind til mine følelser for min søn og truede med, at de kunne tvangsfjerne ham. Personalet troede, jeg havde fået en fødselsdepression eller belastningsreaktion. I virkeligheden kørte tankerne rundt, og jeg havde alt for meget energi. Om natten blev jeg mere urolig, så jeg ringede på klokken og bad en sygeplejerske om hjælp. Jeg fortalte, at jeg ikke havde sovet i fem et halvt døgn. Hun hjalp mig til ro, og jeg fik lidt søvn. Nogle dage senere satte psykiateren mig på sovemedicin og sagde, at jeg skulle gå nogle ture for at blive træt i kroppen. En uge efter fødslen blev det besluttet, at jeg skulle indlægges på et psykiatrisk hospital.
Travlheden i psykiatrien gjorde, at jeg blev godt en uge på barselsafsnittet og nåede at blive endnu mere syg, før et par ambulancefolk trillede mig ud på en båre forbi alle de andre stuer, imens jeg rablede løs. Jeg har ikke sat mine ben på et barselsafsnit siden og kommer nok heller ikke til det igen.
Hvad nu hvis de havde spurgt til min søvn og havde haft mere tid til at snakke med mig om mine tanker og følelser? Var jeg faldet i søvn noget før? Havde jeg sluppet drømmen om at amme i tide? Eller hvad nu hvis psykiatrien havde plads til mig noget før? Var psykosen så blevet mindre alvorlig?
Tre hårde år
Først efter et par måneders indlæggelse gik det op for mig, at jeg havde haft en ret alvorlig fødselspsykose. Tre måneders indlæggelse i psykiatrien kostede det mig. Tre års sygemelding blev det til i alt. Det er nok de tre hårdeste år i mit liv – samtidigt med at det også var hårdt for mine pårørende. Psykosen nåede at blive ret alvorlig og skade mine kognitive færdigheder. Jeg blev sat på temmelig meget medicin, som sløvede mig meget og dæmpede mine følelser og hjerneaktivitet fuldstændigt, så det tog tid at komme videre.
Det tog tid at trappe gradvist ned i dosis. Det tog tid at genoptræne mit kognitive og sociale funktionsniveau, så det kunne måle sig med det før fødslen og psykosen. Det tog tid at lære at blive mor og kunne være alene med min søn.
Hvad nu hvis jeg havde været psykosen foruden? Hvis jeg havde haft en almindelig barsel med barselsbesøg, barselsgaver og gåture med barnevognen? Uden støttet samvær med vejledning af varierende kvalitet for at styrke mor-barn-relationen og for at lære mig at være mor? Hvad havde det sparret mig selv, min søn og mine pårørende for menneskelige omkostninger? Hvad havde det sparret samfundet for af ressourcer at få mig på fode igen? Det tør jeg slet ikke regne ud.
Håber det bedste for andre
Tilbageblikket på mit eget forløb får mig til at tænke over, hvor omkostningsfuldt det er at have de forhold på fødeafdelingerne og barselsafsnittene, som medierne især berettede om for et par uger siden. Det er omkostningsfuldt både for alle de mennesker, det berører, og for samfundet som helhed, hvis vi ikke klæder forældre på til den store livsforandring, og hvis vi ikke sikrer optimale forhold, når fødslen går i gang.
Har vi råd til som mennesker og som samfund at satse voksne og børns helbred? Hvorfor skal vi risikere helbred og nogle gange liv på landets fødeafdelinger? Tanken bag hospitalsfødsler var netop, at fødsler skulle være mere sikre end at føde hjemme, og at vi skulle mindske de risici, der er forbundet med graviditet og fødsler betragteligt.
Hvad nu hvis der igen var god fødselsforberedelse varetaget af fagprofessionelle i hospitalsregi – og ikke kun en fælles informationsaften, som var det eneste tilbud, jeg fik tilbage i 2011? Forældrene ville blive klædt bedre på, måske være mere trygge ved fødslen. Måske ville de endda kunne føde de to procent hurtigere, som der lige nu er lagt op til på landets fødeafdelinger, for at personalet kan følge med.
Hvad nu hvis der var samtalegrupper, hvor tanker og følelser omkring det at blive forældre, kunne blive vendt med andre? Jeg har hørt enkelte eksempler om nogle kirker, der har den slags tilbud – men kunne det bredes ud og blive et tilbud til alle? Forældrene ville måske stå stærkere i forhold til den store livsforandring, det er, at få et barn.
Hvad nu hvis nybagte forældre ikke blev sendt hjem, før amningen er faldet på plads, og de har fundet en bedre plads selv i rollen som forældre? Genindlæggelser når amningen kører skævt, og barnet ikke tager på i vægt, ville i højere grad kunne undgås, tænker jeg.
Jeg håber derfor, at forholdene bliver bedre for kommende forældre og deres børn – både under graviditeten samt under og efter fødslen. At der bliver bedre mulighed for samtaler med de kommende forældre om de tanker og følelser, der melder sig, når de skal være mor eller far. At der er tryghed, omsorg og nærvær på fødeafdelingerne og barselsafsnittene. At børnene kan komme sikkert til verden og få den bedste start på livet.