Fokus har længe været på patienters recovery, men hvad med psykiatrien selv? Malene Høilund-Jensen mener, det bliver komisk, når de ting som psykiatrien selv mangler, er de selvsamme ting, som de forventer at opleve fra deres patienter. Hun undrer sig blandt andet over, hvorfor man ikke inddrager patienter og pårørendes meninger og erfaringer i behandlingen.

Af Malene Høilund-Jensen

Psykiatrien trænger efter min mening i den grad til en indre makeover af dimensioner. Ofte bliver den slags svaret med et spørgsmål: ”Hvad med økonomien?”. For økonomien er stram. Og det er et godt spørgsmål. Mit svar er, at en indre forandring ikke nødvendigvis behøver at koste penge. Måske er økonomien i virkeligheden bare blevet en dårlig undskyldning for ikke at ville indrømme mangel på vilje og lyst til at omfavne forandring og nye tider? Det bliver lidt komisk, når de ting som psykiatrien selv mangler, er de selvsamme ting, som de forventer, at deres patienter er udstyret med. Når psykiatriens personale instruerer patienter i deres recovery-orienterede tilgang. Psykiatriens forventning til patienterne er ifølge min erfaring, at patienterne skal acceptere psykiatriens udgave af recovery, som den eneste rigtige. Det på trods af, at recovery defineres som en meget individuel proces. Samtidig forventer de, at patienterne altid er klar til at arbejde recovery-orienteret, også de patienter, der er opslugt af depressionens mørke, og hvor det giver sig selv, at håb er det sidste, man tror på, hvorend man gerne ville. Recovery kan ikke skemalægges eller fremprovokeres. Man skal være klar, og derfor er jeg helt med på, at psykiatrien først skal masseres, skubbes og ruskes lidt, før der sker ændringer. Men netop derfor er det vel ikke for meget at forlange, at patienterne forventer det samme af psykiatrien? At psykiatrien også kæmper sig igennem en recovery-proces til gavn for mere end bare psykiatrien selv, men også dens brugere. Et klogt hoved har en gang sagt: ”Hvis du vil skabe et nyt resultat, skal du gøre noget nyt”.

Inddrag patienterne
Meget af problematikken handler også om kulturen i psykiatrien. ”Sådan plejer vi at gøre…” ”Sådan gør vi ikke her…” Det er et tankemønstre, som går igen og ikke så nemt lader sig omstrukturere.  Personalet, lige fra centerledelserne til plejepersonalet på de psykiatriske centre, kunne få et skema til omstrukturering af tanker og en oversigt over, hvilke tankeforvrængninger, der findes. De kunne prøve at tage deres egen ”medicin”. Hvis den er god nok til os patienter, er den vel også god nok til psykiatrien? Måske vil de opdage, at det er sundt at udfordre egne tanker og handlemåder – også for dem. Selvfølgelig er det ikke gjort med et par skemaer og en nat. Kulturændringer tager tid og skal komme oppefra og ned og gennemsyre hele systemet. Til en start kan man gøre det til en fast rutine at spørge patienter og pårørende om deres mening omkring, hvad der virker og ikke virker i behandlingen. Jeg ved godt, at det hænder, at patienter visse steder i det psykiatriske system får stukket en iPad i hånden, hvor man kan udfylde et spørgeskema. Men spørgsmålene er ikke fyldestgørende nok. Det kan især være svært i de tilfælde, hvor man er kritisk over for behandlingen. Måske skulle spørgsmålene formuleres i samarbejde med patienter og pårørende? Spørgsmålene giver nemlig ikke mulighed for at uddybe eller skrive noget til selv.  Det oplevede jeg som et stort problem, da jeg sidst var indlagt. Jeg var yderst utilfreds med den valgte kommunikationstaktik. Men det er selvfølgelig også en måde at undgå de store problematikker på, samt at alt ser godt ud i regnearket, hvor resultaterne af spørgeskemaerne med garanti bliver plottet ind. Det er som om, at alt per definition er godt, så længe det er målt og dokumenteret. For psykiatriens perspektiv adskiller sig ofte fra brugere og pårørendes. Det kræver, at når man stiller spørgsmål, så lytter man også efter svarene ellers er spørgsmålene bare for syns skyld og skaber intet nyt. Dialog koster som bekendt ingenting.

Men når New Public Management, der med sin metoder som målstyring, evaluering og direkte kontrol, har gjort patienter til konsumenter, også har gjort sit indtog i psykiatrien – ja, så har jeg ærlig talt svært ved at se, hvordan det er foreneligt med et krav om en recovery-orienteret tilgang til de mennesker, systemet skal hjælpe. Den ene metode kræver en individuel tilgang til helbredelse, den anden er et tungt system fyldt med krav om målbarhed. Hvordan kan de to ting overhovedet forenes? Det kan det ikke, er mit svar.

Arbejdsmiljøet burde være motivation
Psykiatrien er en arbejdsplads lige såvel, som det er et rum for behandling, og jeg forstår ikke, at alene det ikke kan udgøre motivationen for at ændre sig. Jo mere patienterne føler sig hørt og mødt, jo mere sundt arbejdsmiljø får personalet. Alting hænger sig sammen. Jeg anerkender fuldt ud, at det kan være svært at være ansat i psykiatrien, men det er så sandelig heller ikke nemt at være ”gæst”, hvad end det er frivilligt eller ej.

Jeg påstår ikke, at jeg har de vises sten. Men som bruger af psykiatriens faciliteter gennem flere år, har jeg en personlig indsigt i forholdene, og der er virkelig brug for forbedringer af de ovennævnte ting, og derudover selvfølgelig også af personalenormeringer, antallet af sengepladser, evne til selvindsigt samt evnen til at se patienterne som mere end bare et objekt, der bærer en diagnose, som skal tæmmes.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.