Uimodsagte krænkelser og
ydmygelser

sætter sig på Rygsøjlen

som torne fra Rosens stilk
kiler de sig ind mellem hvirvlerne

skærer som kyniske syle og
istapper

i en nålestiksoperation

Sjælen eroderer

Skammen tager bolig

bruskskiverne klamrer
sig til håbet

til sidst klemmes de,
mases de, skubbes de,
hånes de, mobbes de

væk fra deres rette
element og tænkte plads

Udskydes, elimineres

Nu skaber de for alvor ravagen,
smerterne, pinslerne,
prolapserne

Oprejsningen, æresoprettelsen,
retfærdighedens fyldest

deres eneste medicin

Painkillers,
prolapsterapi,
pustende motion og
positiv tænkning

giver kun meget
midlertidig

lindring

for det

begåede

Sjælemord.

Mette Evaldsdatter Thorsen, Lemvig
Illustration af Peter Degerbøl

 

digt2

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.