Nu er jeg faktisk ved at være glad og positiv omkring mit liv. Det giver mening nu at kæmpe for et godt liv, fordi jeg nu ganske enkelt ved med mig selv, hvad jeg gerne vil have ud af mit liv. Et forfatterskab, en smuk have, fritidsinteresser og nyde naturen og nye og gamle venner.
Jeg har opdaget, at selv en enspænder som mig har sociale behov, og jeg er flyttet på landet og er blevet taget godt imod i byen. Det kom meget bag på mig, at jeg havde sociale behov, men jeg havde åbenbart brug for at blive kastet rundt i en svær flytteprocess, forskellige landsdele og familie problemer, før jeg fandt ud af disse ting om mig selv.
De sidste par uger har jeg kunnet mærke jeg har fundet mig selv. Da jeg boede i København cirklede jeg rundt mellem forskellige dele af mig selv, min personlighed og tanker fra fortiden og hvad psykiaterne ellers kaldte det “problem” med mig. Nu har jeg styr på de forskellige dele af mig selv, og jeg kan og må gerne håndtere dem. De forskellige dele af mig kommer til udtryk i skrive processer, ikke i forskellige diagnoser! Denne ro jeg har nu, har gjort den store forskel for mig, at jeg nu faktisk kan finde rundt i mig selv. Psykiatriens hjælp, hjalp ikke, men gjorde det kun værre.
Jeg er ikke en del af psykiatrien længere, men er ved at skabe reele kontakter til “forskelligt i forfattermiljøerne”. Jeg afsløre nok, hvad det er en anden dag.
Jeg har da stadigt noget angst og lidt med mad, men jeg gentager for mig selv, at jeg ikke vil være handlingslammet, og af en eller anden grund har jeg opdaget, at jo mere jeg øver mig, og jo mere jeg gør de svære ting, jo nemmere bliver det faktisk.
Et godt liv skal man kæmpe for, som BS Christiansen siger gang på gang og jagersoldaten har ret. Det nytter ikke at snakke for meget om tingene, der skal handling til, men det skal også give mening. Nu giver mit liv mening, så jeg handler er videre.