Første gang jeg hørte ordet nervesystem troede jeg at det bare var et fancy ord, man brugte i psykologisk sammenhæng, og det troede jeg faktisk i en del år.
Da jeg blev mere bevidst om mig selv, min fortid, sygdom og mit sind, begyndte jeg at undersøge hvad nervesystemet egentlig går ud på. Og jeg blev meget klogere specielt på det autonome nervesystem!
Det autonome nervesystem består af nerveceller, der ligger uden for centralnervesystemet. Det regulerer de ubevidste funktioner i kroppen, specielt aktiviteten i den glatte muskulatur i blodkar og indre organer, hjertemuskulatur og kirtelsekretion. Det inddeles i det sympatiske nervesystem, det parasympatiske nervesystem og det enteriske nervesystem (til fordøjelsessystemet).
Betegnelsen “autonom” er misvisende, idet funktionen af det autonome nervesystem påvirkes af talrige områder i centralnervesystemet, hvoraf nogle kan være styret af bevidstheden. (Kilde: Wikipedia)
Da jeg granskede lidt mere i det og fandt mere materiale inden for det psykologiske, gik det pludselig op for mig hvad mit nervesystem havde af betydning for mig, og hvilke konsekvenser et ødelagt nervesystem gør og ikke gør.
Jeg har siddet oppe ved min læge hvor de simpelthen ikke har, kunne forstå hvorfor jeg ikke var mere dårlig når jeg sad med lungebetændelse, høj feber og et tårn højt infektionstal. Jeg har som sådan aldrig tænkt over det, for det var jo bare sådan jeg var.
Jeg brugte en sommerferie på at grave et kaninbjerg med en brækket lillefinger. Jeg mærkede selvfølgelig at det gjorde ondt, men ikke noget så jeg mistænkte at den var brækket. Men et røntgenbillede fem uger senere skulle vide at den i den grad var brækket.
For nylig sad jeg på hjertemedicinsk afdeling i Slagelse. Jeg var blevet indlagt pga. brystsmerter og fordi jeg var enormt utilpas. Jeg havde været på orlov i weekenden og da jeg vender tilbage mandag morgen er jeg som jeg plejer at være. To sygeplejestuderende skulle måle mit blodtryk sammen med en af afdelingens sygeplejersker. Displayet viste 199/101 og de stod og kiggede lidt på hinanden ”Arh, det kan da ikke passe?” Da jeg så kiggede efter så forsikrede jeg dem om at det nu var meget normalt for mig. Sygeplejersken tog fat i mit håndled for at måle min puls manuelt. En hvilepuls på 113! Hun spurgte mig om jeg ikke var svimmel eller havde enormt meget hjertebanken. Men jeg mærkede jo ingenting. Hun rystede lidt på hovedet og kiggede noget undrende på mig.
Jeg har længe gået med et meget højt blodtryk. Til tider er det målt til 233/115 i hvile og læger og sygeplejersker kan ikke forstå at jeg ikke, på nogen som helst, måde er dårlig eller utilpas.
Det var så første gang jeg kom ud i at skulle forklare om det autonome nervesystem og sammenkoblingen med min historie og traumer igennem mit liv. Allermest virkede det til at de her læger slet ikke kunne forholde sig til de ting jeg sagde. Sygeplejerskerne var gode til at koble tingene sammen og det hele gav god mening for dem, men lægerne fattede vitterligt ikke puslespillet, og det kunne da slet ikke hænge sammen. Men frustrationen kommer måske også af at de ikke har, kunne finde noget medicin som kan sænke mit blodtryk, og jeg er spændt på om det overhovedet er muligt at få styr på mit blodtryk. Men det er en mindre detalje i denne sammenhæng.
En så normal ting som sult føler jeg heller ikke. Jeg tror måske jeg får følelsen af sult en gang hver anden uge, men ellers ikke. Ofte hører jeg at det må være super fedt bare at kunne lade være med at spise fordi jeg ikke føler sult, men for mig er det faktisk et rigtig stort problem. Jeg kan godt gå halvandet døgn uden mad og uden at blive synderlig påvirket af det. Det er på ingen måder særlig sundt for min krop eller mit sind og det er også årsagen til at jeg, til tider, må planlægge mine måltider så jeg er sikker på at jeg får spist, hvilket jeg så heller ikke er så god til. Hvis jeg får maden serveret så spiser jeg den, men det med at stå og skulle lave mad når jeg ikke er sulten gør ikke opgaven lettere, og ofte giver jeg op på det og udskyder måltiderne. På en almindelig dag har det været rigtig godt hvis jeg har fået mad en enkelt gang, oftest om aftenen da det er der jeg kommer i tanker om at jeg ikke har fået spist i løbet af dagen.
Jeg er langt fra færdig med at studere mit nervesystem og jeg er nysgerrig på hvad der egentlig forårsager at nervesystemet går i stykker. Efter jeg er blevet mere bevidst om det og har læst mig til nogle ting, så er der ting som giver mening. Der brikker i mit puslespil som falder på plads og jeg har nemmere ved at acceptere de ting og bliver også mere opmærksom på hvad det egentlig har af betydning for mig, og hvor jeg skal tage hensyn.
Omsorgssvigt, seksuelt misbrug og vold er bare nogle af de ting som har haft konsekvenser for mig og mit nervesystem, og der er så mange ting jeg skal lære min krop. Jeg skal lære den at være hensigtsmæssig og få den til at lære nogle af de ting den ikke kan, men jeg er også bevidst om at det er en opgave som er ekstremt svær og indtil videre accepterer jeg at mit nervesystem lever sit eget liv og så må jeg forsøge at gøre mig klog på mig selv den vej.
Og jeg bliver klogere og klogere for hver dag der går!